Kristina forelskede sig i en voldelig mand: ”Jeg kunne ikke længere kende mig selv”

Da jeg første gang mødte Mark, var han alt, hvad mit 20-årige pigehjerte kunne drømme om.

Han var charme­rende, arbejdede kreativt, delte sin tid mellem København, London og New York. Og så var han helt vild med mig.

Vi levede et liv fuldt af champagne og flybilletter. Jeg følte, at vi havde en særlig forbindelse. At vi var meant to be.

Det var meget intenst, når vi var sammen, og når jeg var i Danmark alene, ville Mark skype med mig konstant.

Jeg aflyste aftaler med veninder for at sidde klar hjemme ved compu­teren. Selv når jeg sov, skulle computeren stå tændt på mit sengebord, så han kunne holde øje med mig. Det var så romantisk, tænkte jeg.

Desværre begyndte Marks succes at aftage. Han flyttede hjem til mig, der til gengæld var ved at få gang i karrieren. Hans kontrol af mig tog til. Det skulle altid kun være OS.

Mine veninder og min familie blev kørt ud på et sidespor. Mark havde brug for mig hele tiden. Han havde brug for sex med mig, selv når jeg ikke havde lyst. Brug for mit nærvær, selv om jeg havde aftaler med andre.

LÆS OGSÅ: Dit parforhold: Ændrer du dig for hans skyld?

Vores økonomi gik ned ad bakke og en aften foreslog jeg, at Mark fandt et job. I raseri greb han en glødende jernring fra gaskomfuret, hvor vi lige havde lavet mad, og kastede den efter mig. Heldigvis ramte den ikke.

Men jeg havde allerede blå mærker rundtomkring fra episoder, jeg ofte fortrængte. Marks kontrol og overvågning af mig blev hans fuldtidsbesættelse. Han overvågede min arbejdsplads, og FaceTimede mig flere gange dagligt, så han kunne tjekke, hvem jeg var sammen med.

Senere fandt jeg ud af, at han trackede gps’en på min telefon, og at han havde sat skjulte kameraer op i vores lejlighed i samme periode. Han ville eje mig, have eneret på mig.

En aften så jeg mig i badeværelsesspejlet. Jeg kunne ikke længere kende mig selv. Jeg bad Mark om at flytte, men da jeg kom hjem fra arbejde et par uger senere, stod han igen og lavede mad i køkkenet, som om intet var hændt.

Hans ting lå igen i skuffer og skabe, og han ville kysse og kramme. Jeg havde lyst til at løbe skrigende væk, men jeg var bange. Mark kunne skifte personlighed fra det ene øjeblik til det andet.

Jeg ville have ham ud, men i mellemtiden var vi inviteret til bryllup. Mark var mere intens, end han plejede at være, til festen.

Jeg måtte ikke se på andre, kun ind i hans øjne. Når de andre kvindelige gæster løb op for at kysse gommen, skulle jeg blive siddende. Kun se på ham. Til sidst slog det klik for Mark. Han greb mig med begge hænder om halsen, til jeg besvimede.

LÆS OGSÅ: Lars forsøgte at slå sin kæreste ihjel

Det var her, jeg kom på krisecenter, selv om jeg slet ikke kunne se mig selv som ”en af den slags kvinder”. Først her forstod jeg, hvor voldsom fysisk og ikke mindst psykisk vold jeg havde været udsat for.

Mine normgrænser var langsomt blevet nedbrudt af Mark, indtil de slet ikke var der længere. Jeg måtte bo et år på Danner, før jeg var nogenlunde mig selv igen.

Jeg går altid med overfaldsalarm, men den terapi, jeg har fået, har været afgørende for, at jeg har fundet mig selv og kan leve mit liv videre.

Navnene på personerne i artiklen er opdigtede ud fra personlige hensyn, deres virkelige navne er redaktionen bekendt.