Jonas Schmidt og Mikael Wulff - Vores største fejl mod kvinder
Foto: All Over.
At mænd på ingen måde er fuldkomne, ved vi godt. Men hvor ufuldkomne de egentlig kan være, når det kommer til deres behandling af kvinder, er både overraskende og grinagtigt.
Q har mødt de to humoristiske mænd, Jonas Schmidt og Mikael Wulff, til en lille snak om hvad de mener deres værste barnagtigheder har været overfor kvinder.
Jonas Schmidt - Min værste fejl overfor kvinder
Du er bred over bagen
Indimellem kan man ikke fortænke Jonas Schmidts kone i at ønske, at han bare var den blå flodhest Dolph - og ikke andet. Slet ikke, når han er ærlig omkring kropsdele ...
"Da min kone og jeg lige havde mødt hinanden, var vi i Paris, hvor vi fik lidt vin at drikke. Vi begyndte at tale om størrelser på røve, og så kom jeg altså til at sige, at jeg syntes, hun var lidt bred over bagen! Jeg var ærlig. Og det har hun altså ikke glemt endnu, selv om det er 10 år og nogle børn siden.
Og det må jeg altså sige til andre mænd - vær aldrig ærlig omkring bagdele. For de glemmer det aldrig - kvinderne. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man skal være uærlig omkring alt - det gælder kun røve. Altså, bryster kunne også være potentielt farlige, men der er vist et eller andet særligt med det bagparti, der gør, at den ligger på førstepladsen," siger Jonas Schmidt.
Han ved godt, at han ret ofte har en tendens til at være provokerende, og måske var det også sagen dengang i Paris. Men moralen er, at nogle gange skal man holde igen. Indtil nu er det dog ikke gået videre godt med det, erkender han.
Det mener Mandepanelet : Det bedste og værste ved kvinder
Mikael Wulff - Min værste fejl overfor kvinder
Toiletpapir under skoen
Mikael Wulff lærte allerede i sin pubertet, at man ikke skal tage alt, hvad en kvinde siger, for pålydende. Alligevel er han sidenhen kommet galt af sted - mest på grund af sin egen ivrighed.
"Helt konkret er min største fejltagelse, at jeg inviterede en kvinde ud at spise middag på en restaurant. Jeg kendte hende ikke, skal det lige siges. Jeg ved godt, at det betragtes som et ret normalt dating-fænomen at invitere ud på middag, men man skal ikke lægge ud med det, når man ikke kender personen. Jeg har kun gjort det denne ene gang, og det var meget krampagtigt og gik skidt.
At tilbringe to-tre timer på en restaurant med en person, man ikke er relativt sikker på, man kan tale sammen med, er farligt. Da den pinlige tavshed mere blev reglen end undtagelsen, begyndte jeg naturligvis at rable mere og mere vrøvl af mig. Og væltede naturligvis en del bestik på gulvet og rodede mig ud i nogle forklaringer og teorier, som hun synes var tåbelige. Så tror jeg nok, at jeg gik på toilettet og kom tilbage med toiletpapir på skoen!" mindes Mikael Wulff. Og han har ikke gentaget fejlen sidenhen.
Læs også med når Jim Lyngvild og Pelle Hvenegaard fortæller deres største fejl begået mod kvinder