Johanne_Bille
Kærlighed og sex

Jeg var stormende forelsket. Så smed jeg ham ud og nu vil jeg gøre det umulige

4. april 2023
Af Johanne Bille
Foto: Les Kaner
Jeg vil blive venner med én, jeg har været stormende forelsket i. Det skyldes, at jeg tror på, at man får det, man skal have – hvis man formår at tage det, skriver Johanne Bille i en kommentar.

Johanne Bille er forfatter og kulturredaktør på femina update. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Det var september, efterårssolen var så gylden og fin, vi mødtes i Assistens Kirkegården, han var så lækker i det lys (det var vitterligt det første, jeg tænkte), og jo mere, jeg lærte ham at kende, jo bedre eller værre blev det.

Jeg blev simpelthen så rivravruskende forelsket, som jeg ikke har været det længe, og som alle, der har været i denne tilstand, ved, er en forelskelse lige dele skræmmende katastrofetænkning og ren eufori.

Det er sjældent til at forudsige, hvad der gør, at det sker, men når forelskelsen indtræffer, er man eller i hvert fald jeg ikke i tvivl. Her var han, tænkte jeg, manden i mit liv. Og i seks lykkelige og samtidig skræmmende måneder var det faktisk også næsten sådan.

Lidt efter lidt gik vi fra rystende usikkert at holde hinanden i hånden i Tivoli og i biografen til at have en dagligdag sammen. Vi købte mælk, når den anden havde glemt. Vi mødtes på snuskede bodegaer efter arbejde. Vi sneg os til tid sammen efter fester, efter familiefødselsdage, efter lange arbejdsdage. Vi lavede mad til hinanden, vi faldt i søvn på sofaen.

Lige så stille sneg han sig ind på mig, manden i det gyldne efterårslys, som havde han altid været der, og pludselig var hans tandbørste i kruset, som havde den altid været der, og jeg var påfaldende lykkelig, men italesatte det ikke.

Vi var i gang med at bygge noget op, men ingen af os sagde det højt. Det var unødvendigt, tænkte jeg, mens det stod på, sådan at karakterisere, hvad der skete. Nu, set i bagklogskabens ulideligt klare lys, ville jeg ønske, jeg havde gjort det for at få ham tidligere i tale, men det er en anden historie.

Det er flere år siden, jeg sidst havde været i en relation, der udviklede sig til mere end bare et par knald, højest et par måneders flirt, og jeg nød det, det tør jeg godt indrømme nu, selvom jeg, mens det stod på, foregav at jeg ikke tænkte videre over det.

Endelig var der et menneske, jeg kunne regne med, tænkte jeg i mit lykkelige, stille sind. Endelig var der én, jeg kan skrive til, at folk var nogle idioter eller det modsatte, at bilen var punkteret, eller at jeg var bekymret for en veninde. Endelig var der én på mit hold. Og et hold var lige præcis det, jeg havde brug for, efter så længe at have været alene.

Det er svært at begribe, at man så let kan filtre sig ind i hinanden. At man ikke kendte hinanden for få måneder siden, at man går fra at være total fremmede for hinanden til pludselig at være hinandens nærmeste, men det gjorde vi, ligesom så mange andre har gjort det med hinanden før. Alligevel føltes det enestående, det der skete.

Vi holdt hinanden i hånden, når vi sad med venner på barer. Vi gik ud at spise, men glemte at spise maden, fordi vi så hinanden i øjnene. Vi fejrede nytår sammen. I slår gnister, sagde en fremmed til os, og vi smilede begge to. Fra den ene dag til den næste skulle vi alt med hinanden – indtil vi ikke skulle det mere.

For en dag sagde denne mand de ord til mig, der endegyldigt kastede os på møddingen: Det går ikke længere. Først grinede jeg bare, jeg havde ikke rigtig hørt efter, var i gang med en fortælling, som han afbrød, men da jeg så ham i øjnene, forstod jeg, hvad der skete, og jeg blev paf.

Han var kun i lejligheden få minutter efter, han sagde det, og så smed jeg ham ud. Jeg kunne ikke rumme at have ham tæt på, ganske enkelt. Alt det, jeg skattede så højt, var jo lige blevet taget fra mig, og det var hans skyld. Væk var det brusende, det tindrende, det euforiske og tilbage stod jeg med mine åbne håndflader, der rakte ud i ingenting.

Det er to måneder siden nu, og som dagene er gået, er noget gået op for mig: Jeg savner forelskelsen, ganske vist, men det jeg mest af alt savner, er hans selskab. Jeg savner at tale med ham, at vende verden med ham, at tilbringe en aften med ham.

I sidste ende kan det seksuelle betyde påfaldende lidt i ens relation til en elsker, så hvad holder mig egentlig tilbage? Stolthed, angst, vrede, måske. Men ingen af disse følelser er værd at samle på.

Så jeg har besluttet mig for at gøre det umulige: Jeg vil blive venner med min eks.

Jeg vil blive venner med én, jeg har været fuldstændig stormende forelsket i. Det skyldes, at jeg tror på, at man får det, man skal have – hvis man formår at tage det.

Og jeg vil gerne have lige præcis denne mand i mit liv. Jeg synes, han er sej, klog og inspirerende. Også selvom vi ikke køber mælk til hinanden, kysser hinanden, elsker hinanden, er et par.

Så derfor har jeg nu skrevet til ham, om han vil drikke en øl. Der er ingen bagtanker i det, egentlig, der er bare et ønske om at have ham i mit liv. Det skulle ikke være som kæreste, men hvem ved? Måske det skal være som ven.

To be continued …

Læs også