Jeg kigger misundeligt på de dumdristige typer, der stadig tør kaste sig ud i kærligheden

Min søn har fået knust sit hjerte for første gang. Jeg skriver det varsomt, for det er hans historie, ikke min. Men det vækker en gammel genklang. Jeg kan mærke det i min egen krop som et ekko fra en tid, hvor jeg selv lå søvnløs og troede, at verden aldrig ville blive den samme igen.

Det har jeg sådan set gjort mange gange siden, men den første ramte hårdt. Fordi man endnu ikke ved, at man overlever den.

Den første melding om min søns brud kom på en sms en sen aften. Afmagten stod tydeligt mellem linjerne. Mit hjerte sank og pulsen steg, imens jeg tastede febrilsk med omsorg, ro og nærvær på alt for få tegn. Spurgte om jeg skulle ringe ham op. Det skulle jeg ikke. Jeg sov ikke meget den nat.

Det ved jeg, han heller ikke gjorde. Efterskolen har aldrig føltes længere væk. Opkaldet kom dagen efter. Stemmen var hans, men anderledes og forskudt.

Pludselig var han ikke stor og selvkørende. Men lille og skrøbelig igen for en stund. Mit barn. Trangen til at tage afsted for at hente ham hjem var voldsom og altoverskyggende. Ikke fordi han bad om det. Det gjorde han ikke, men kroppen ville instinktivt samle ham op, pakke ham ind, skærme ham for alt det hjertesorgen bringer med sig.

Det er sådan en fysisk smerte, hjertesorg. Den fylder alting. Flytter sig rundt i brystet, ud i halsen, ned i maven som en slags omvendt forelskelse. En altopslugende tilstand, der føles både konkret og diffus på samme tid, hvor man ikke bare mister et menneske, men hele forestillingen om sig selv sammen med den person.

Det er som at blive trukket ud af sit eget liv og stå ved siden af, mens man ser det fortsætte uden én.
Den følelse er universel og ændrer sig ikke, selvom man bliver ældre. Følelsen er den samme 1:1, men den varer kortere. Efterdønningerne bliver mildere.

Man lærer at trække vejret igennem smerten. Man får et sprog for det. Man opdager, at det er muligt at gå på arbejde, lave kaffe, grine, have et liv, mens man bløder lidt indeni. Og at der en dag går timer, og så dage, hvor man ikke tænker på det. Man lærer, at man kan blive hel igen, bare på en anden måde.

Der ligger en vis kynisme i den viden. At hjertesmerten går over.

Den tager for mit vedkommende højden ud af kærligheden, gør den mere forsigtig, mindre vild.

Jeg kan stadig længes som den skabsromantiker, jeg faktisk er, men længslen føles mere kontrolleret som årene er gået, og hjertet har fået knubs, som om den hele tiden holder øje med udgangen. Længslen. Det er sgu da ærgerligt, for der er en del af mig, der virkelig savner at lade sig rive med.

Jeg mærker stadig kærlighed og forelskelse, men den larmer mindre. Jeg falder sjældnere, og når jeg gør, falder jeg med hælene først. Ikke fordi jeg vil, men nok fordi kroppen efterhånden har lært at tage fra på forhånd. Det er praktisk, men det er også lidt kedeligt. Jeg savner i den grad følelsen af at give slip.

Troen på, at kærligheden kan redde alt, også én selv.

Jeg kender voksne, der stadig har den evne, men jeg kender flere, der ikke længere springer. Jeg hører selv til den sidste kategori. Hende der bevæger sig forsigtigt ned i den lave ende med badevinger, forbehold og en exitplan – mens jeg kigger misundeligt på de dumdristige typer oppe på 10-meter-vippen.

Nu når jeg tænker over det og ser det skrevet ned, går det op for mig, at det handler om noget helt lavpraktisk: at man lærer at styre sit eget udtryk for meget. At os med badevingerne på bliver for gode til at ligne nogen, der er fuldstændig rolig, selv når man ikke er det.

Det er som om, jeg efterhånden kan regulere mine egne reaktioner på samme måde, som man dæmper en lyd. Jeg kan stadig blive ramt, men det høres ikke på samme måde.

Jeg viser mindre. Jeg siger mindre. Jeg holder mere tilbage, end jeg gjorde engang, og det beskytter selvfølgelig et eller andet sted, men det gør det også sværere at blive mødt. Man kan jo for fanden ikke blive grebet, hvis man aldrig giver slip på kanten.

Jeg siger selvfølgelig ikke alt det her til min søn. Man kan ikke overdrage den slags erfaringer, man kan kun stå ved siden af og lade ham finde sine egne. Så jeg nøjes med at sige, at jeg forstår. Og at det gør ondt nu, men at det går over. Det ved jeg, for jeg har prøvet det. Mange gange.

Og ja, den første er den værste. Eller den, der bliver hængende længst. Jeg får stadig et sug i maven, når jeg møder ham, der knuste mit hjerte første gang, selvom det er 25 år siden.

Men jeg vil fortælle min søn, at han er modig. At han kastede sig ind i det uden at holde noget tilbage. Og at jeg håber, han bevarer præcis den evne. For der findes værre ting end hjertesorg. For eksempel at stå på kanten hele livet og vente på, at nogen holder én i hånden.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.