Her er perioderne i forholdet, hvor vi er mest utro
Ifølge undersøgelser er så meget som hver tredje dansker deres partner utro på et - eller flere - tidspunkter i løbet af et forhold. Det er både mænd og kvinder, der er utro, og for nogle betyder det definitivt farvel til forholdet. Nu har det kontroversielle utroskabssite Victoria Milan lavet en undersøgelse blandt 3.972 danskere for at belyse, hvornår i et forhold der er størst risiko for utroskab.
Der er noget om syv års krisen
Skal man tro på tallene fra Victoria Milans undersøgelse, findes der rent faktisk en syv års krise. Det ser i hvert fald ud som om, at det både for mændene og kvinderne er i perioden efter seks til otte års ægteskab, at man er mest tilbøjelig til at være utro. Herefter kommer så forhold der har varet i mindre end ét år, som ligeledes både for mænd og kvinder er den periode, hvor flest laver udenoms-numre.
Få en guide til hvordan i finder tilbage efter utroskab her
Lysten stiger igen efter mange års tro tjeneste
Undersøgelsen viser desuden, at det for begge køn er langt lettere at være tro indenfor forholdets første fem år, hvorefter det generelt er lidt af en udfordring at holde sig på måtten. Og skulle du gå og tænke, at når først man havde passeret sølvbryllupsalderen, ville ægteskabet være sikret, kan du godt tro om igen, for andelen af utroskab stiger igen mærkbart efter 20 års ægteskab. Her har lidt over ti procent af kvinderne og 12 procent af mændene kastet sig ud i affærer.
Det er dog værd at nævne, at eftersom undersøgelsen stammer fra det erklærede utroskabssite Victoria Milan, kan andelen af mennesker, der er mere tilbøjelige til at være utro end gennemsnittet være større end hvis undersøgelsen havde været foretaget blandt den øvrige befolkning.