https://imgix.femina.dk/2021-08-30/72253536.png
Dating

Ham: "Ses klokken seks, søde!" 20:48: Intet svar

26. august 2021
af Malini Gaare Bjørnstad
Foto: KK
KOMMENTAR: Siden dating-apps som Tinder og Happn flyttede ind på vores telefoner, er tærsklen for at afslutte en relation blevet faretruende lav.

Malini Gaare Bjørnstad er journalist hos KK. Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er fredag eftermiddag, og solen skinner. Benene er nybarberede, og håret ligner, det har været en tur forbi en blow dry-salon i New York.

På anlægget spiller playlisten med sommermusik, der sætter den helt rigtige stemning.

Snart banker daten på døren. Flirten, der har kørt frem og tilbage hele sommeren, skal endelig sættes ud i virkeligheden – og ikke kun blomstre bag en skærm.

Klokken 14:06 – ham: Ses klokken seks, søde!

Klokken 17:55: Han er online på WhatsApp

Klokken 18:00 – mig: Nu er klokken seks :)

Intet svar.

Klokken 19:10 – mig: Eller ikke. Har du fået kolde fødder?

Intet svar.

Klokken 20:48: Han er online på WhatsApp

Intet svar.

Intet svar.

Aldrig svar.

Det her er en sand historie, som er taget direkte ud af mit eget liv tidligere på sommeren.

Fyren, jeg har haft en relation til over lang tid, bestemmer sig for at stoppe al kommunikation. Uden NOGEN SOM HELST forklaring.

På dating-fagsprog kaldes det at ”ghoste”.

https://imgix.femina.dk/2021-08-26/malini-gaare-bjornstad.jpeg
Malini Gaare Bjørnstad blev ghostet af en date i sommer

I begyndelsen af august udgav NRK en artikel, der beskrev, hvordan ghosting kan få alvorlige konsekvenser for den, der bliver ghostet.

Det kan føre til depression, problemer med relationer og intimitet, eller det kan ganske enkelt give mindreværdskomplekser.

For ja, når en person, du har snakket med over lang tid, delt personlige tanker og følelser med og måske været intim med, pludselig bryder al kontakt uden grund, kan det give problemer med følelseslivet og selvværdet for selv den mest hårdkogte af os.

Ny hændelse fra virkeligheden:

For nogle år siden datede jeg en fyr rimelig seriøst, og han havde længe snakket om, hvor glad han var for at fiske, tage på skovture og overnatte på vandrehjem.

Efter en af mine veninder måtte aflyse en hyttetur i sidste øjeblik, så jeg det som en perfekt anledning til at invitere ham med.

For han havde jo ikke lavet andet end at plapre om, hvor meget han elskede at komme ud i naturen.

Men efter jeg havde stillet spørgsmålet – om han havde lyst til at tage med på weekendtur – hørte jeg ingenting.

Altså INGENTING. ALDRIG NOGENSINDE.

Og per dags dato, nu tre år senere, har han stadig ikke givet lyd fra sig.

Jeg tvivler på varige mén hos ghosteren

Konklusionen er, at tærsklen for at droppe nogen uden en eneste forklaring er blevet ekstremt lav, efter dating-apps er kommet på banen.

Men det, vi ofte glemmer, er, at vi er de samme mennesker med de samme følelser som før Tinder, Happn, Bumble, WhatsAp og you name it gjorde sit indtog på vores telefoner for snart et årti siden.

Vi har stadig følelser, selvom alt foregår digitalt nu til dags.

I NRK-artiklen forklarer en psykolog og parterapeut, at personen, der ghoster, også kan blive påvirket negativt, og at det på lang sigt kan få konsekvenser for ghosteren.

Det kan være, at ghosteren får et dårligt rygte eller bliver helt ligeglad med, hvad andre føler.

Jeg forstår psykologens pointe, men må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt enig.

Jeg tvivler meget stærkt på, at den, der ghoster, tager det særligt tungt eller får varige mén.

Eller i det hele taget er i stand til at forstå de negative konsekvenser ghosting faktisk kan føre til.

For selvom det er svært at erkende, har jeg også været en ghoster. Jeg har undladt at svare nogen efter en date, fordi vi ikke havde den samme kemi IRL, som vi havde bag ved skærmen.

Jeg har koldblodigt afsluttet samtaler på Tinder med fyre, jeg har skrevet med over længere tid, uden at give en eneste forklaring på, hvorfor jeg ikke længere orker at skrive sammen.

Jeg har været fej og pilrådden, simpelthen fordi jeg ikke orker ubehaget ved at være ærlig. Det er meget lettere bare at fordufte. Slette. Blokere.

Men at det skulle have fået negative konsekvenser for mig? Nej, snarere tvært imod.

Som ghoster er jeg kommet ud af en situation, jeg ikke har orket at være en del af og dermed fået hvilepulsen tilbage.

Når jeg er blevet ghostet er mit selvbillede derimod sunket så lavt, at jeg tror på psykologen, når han siger, at jeg kan være på vej mod en depression.

Hav lidt respekt

Livet er hårdt og brutalt, det må vi bare erkende. Men vi kan ikke leve i et samfund, hvor vi på grund af egoisme – eller adgang til en ny date lige rundt om hjørnet – drøner hen over andre menneskers følelser med en bulldoser i form af stilhed.

Tag dig selv i nakken og hav lidt respekt for personen, du har delt følelser og intimitet med.

Lad være med at bidrage til, at et andet menneske resten af livet bliver hjemsøgt af spørgsmålet: ”Hvad er der galt med mig?”, når det er dig, der er fej og smålig (det tager jeg selvfølgelig også selv til mig).

For som Martin Luther King, Jr. sagde i en tale i 1965:

”Til syvende og sidst er det ikke ordene til vores fjender, vi kommer til at huske, men stilheden fra vores venner.”

Eller stilheden fra personen, vi troede, vi datede.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.

Læs også