Kærlighed og sex
30. august 2024

Efter en fest, satte jeg mig ude foran hans vindue: - Det er rimeligt pinligt, men der blev jeg elsket alligevel

Kærlighed har fyldt meget for forfatter Johanne Bille den seneste tid, da hun snart udkommer med en ny romance-serie. I feminas serie ”Hvad jeg ved om kærlighed” fortæller hun om sit eget kærlighedsliv og dét narrativ, der har forfulgt hende siden barndommen.
Af: Af Kristine Villadsen
Johanne_Bille

Foto: Mathilde Schmidt

Hvad er det pinligste, du nogensinde har gjort for kærligheden?

– Jeg synes, at jeg har gjort mange pinlige ting for kærligheden. For mange år siden, måske 11 år siden, blev jeg meget forelsket i en af mine venner, og han var lidt tungnem til at fatte det. Efter en fest satte jeg mig ude i hans gård og kiggede op på hans vindue. Efter et par timer åbnede han vinduet og sagde ”Så kom da herop” – og så endte vi med at være sammen i syv år.

– Jeg prøver at forholde mig lidt roligt til min egen pinlighed, og jeg er generelt ikke så bange for at være pinlig.

Hvad husker du tydeligst fra din første forelskelse?

– Jeg var seks år gammel, da jeg blev håbløst forelsket for første gang. Han var heldigvis også forelsket i mig, men det var et svært ”forhold” at få til at fungere. Både fordi, vi jo kun var seks år, men også fordi, han var skolens rod, og jeg var den pæne pige,

– Det narrativ har forfulgt mig lidt siden dengang. Jeg er meget fascineret af den umulige kærlighed og den kærlighed, der ikke lige går op. Jeg kan godt lide, at der er forhindringer, og jeg har lidt et eventyrnarrativ omkring mine kærlighedsforhold.

Hvornår føler du dig mest elsket?

– Det gør jeg, når jeg kan få lov til at være pinlig, og jeg bliver elsket alligevel. For eksempel min historie med at sidde på en bænk og vente i 100 år, det er rimeligt pinligt, men der blev jeg elsket alligevel.

– Jeg er også virkelig dårlig til at danse, men jeg føler mig også meget elsket, når folk vil danse med mig alligevel. Det er noget utrolig dragende ved at give sig selv lov til at være akavet eller pinlig, men blive elsket.

Hvordan viser du selv kærlighed til andre?

– Det er når, at jeg tillader andre at være sig selv. Jeg synes selv, at jeg er et ret rummeligt menneske. Jeg kan godt lide, når folk er skæve og skøre.

– Og så har det at tilgive også fyldt meget for mig de seneste år. Det er vigtigt for mig at kunne tilgive, og det synes jeg, at jeg er blevet bedre til. Det er en svær øvelse at komme tæt på nogen igen, der måske har gjort dig fortræd, og det kræver, at man lægger sit eget ego til side.

Hvad er dine bedste råd til at holde kærligheden i live i et parforhold eller en anden kærlighedsrelation?

– Jeg kan godt lide, at man i et forhold passer hver sin butik, og så kan man besøge hinanden. Jeg tror ikke på idealet om, at når man elsker hinanden, så skal man blive ét.

Blå bog

Johanne Bille (f. 1993) er forfatter, kulturredaktør og journalist.

D. 29. august udkommer bogen ”Sommer i Boghandel Blåregn”, som er det første bind i hendes nye romance-serie. Andet bind udkommer 30. november.

”Det er min mission med serien at vække en lyst i folk til at turde og kaste sig ud i nye ting, selvom det kan føles farligt. Jeg synes, vi er ved at blive nogle overflade-mennesker, så det handler også om at tage kærligheden alvorligt og få noget mere dybe,” fortæller Johanne om den nye romance-serie.

– Da jeg var yngre, havde jeg en eller anden fast forestilling om, at man skulle være helt forenet, og den ide abonnerer jeg ikke på mere, tværtimod. Igennem de seneste par år er det blevet tiltagende vigtigere for mig at have styr på min egen butik.

– Især da jeg blev skilt, var det et kæmpe chok for mig, at jeg havde investeret så meget tid i at smelte sammen med en anden person, at jeg fuldstændig mistede mit eget. Der var et kæmpe oprydningsarbejde i at få styr på mig selv. Det er hårdt, men også ret vigtigt.

– Jeg kan huske en episode lige efter, at jeg var blevet skilt, hvor jeg skulle købe tandpasta, og det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvilken tandpasta jeg selv kan lide. Jeg havde altid købt den, min eksmand godt kunne lide. Det var en ret skræmmende oplevelse.

Hvornår har du gjort noget, du fortryder, i en kærlighedsrelation?

– Det jeg har fortrudt mest er, at jeg har mistet mig selv i nogle forhold. Det kan jeg mærke nu, at det kommer jeg aldrig til at gøre igen. Jeg har altid gerne ville være god nok og rigtig nok, og den trang har jeg ikke mere.

– Jeg har mødt mange mænd igennem mit liv, som har syntes jeg har været for meget på alle mulige måder. Jeg tror, at det er en klassisk ting for kvinder, at de får det at vide, og jeg fortryder, at mænd har fået mig til at tro, at jeg er for meget.

Hvilke(t) karaktertræk vil du aldrig acceptere hos en partner?

– Jeg vil aldrig acceptere nærighed. Det er noget, af det værste jeg ved. Det er både nærighed i forhold til at dele ud og være generøs, men også nærighed med sig selv og sine følelser.

– Det er som om, at vi hele tiden skal lade som om, at ting ikke betyder noget. Det synes jeg er meget urovækkende, for hvis ting ikke må betyde noget, hvorfor er vi her så?

Hvad er dit eget værste karaktertræk i en kærlighedsrelation?

– Tidligere i mit liv har det været at miste mig selv i en kærlighedsrelation. Nu tror jeg i højere grad, at mit værste karaktertræk er, at jeg er helt utrolig stolt. Det er ikke altid en god kombination at gøre pinlige ting og være meget stolt.

– Jeg er også ret forfængelig og temperamentsfuld. Det kan også spænde ben for mig, men jeg tror også, man skal turde tillade sig selv at være i sine følelsers vold, for det kan være ret befriende.

Hvad er det mest overraskende, du har lært om kærlighed?

– Kærlighed behøver ikke se ud på en bestemt måde. Vi er igennem Disney-film blevet opflasket med, at kærlighed skal være på en bestemt måde, og jeg lærer mere og mere, at kærlighed kan se ud på mange måder og forandre sig hele tiden.

– Det er en skøn ting at indse, for det tager også noget af presset væk i forhold til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i en relation.

Læs også