Ditte Ingemann
Kærlighed og sorg

Ditte Ingemanns mand døde af kræft: "Jeg var sikker på, at jeg ville tage mit eget liv, hvis jeg mistede ham"

14. september 2021
af Christina Bølling
Foto: Anne Kring
Ditte Ingemann og hendes mand var uadskillelige - indtil han døde, og hun blev enke som 38 årig. Inden sin første kemobehandling nåede han at aflevere en sædprøve til hende. Hun overvejer stadig, om hun skal bruge den.

– Søren og jeg var sammen i 10 år og gift lige så længe. Det føltes som hele livet, og det var helt specielt, fortæller Ditte Ingemann.

Hun har skrevet endnu en kogebog i rækken af sine titler, og denne her handler om mad til kræftpatienter, der har mistet appetitten.

Det havde Søren til sidst, da han lå på tiende etage på Rigshospitalet og kiggede ud over byens tage, sikker på, at han lige om lidt ville gå rundt i sit elskede København igen og være rask.

Det skete ikke, og da han til sidst døde efter halvandet års sygdom og lang tids indlæggelse, var hele afdelingen i sorg.

– I de efterfølgende samtaler med lægerne og det øvrige personale på kræftafdelingen sagde de, at de aldrig havde set et ægtepar som os. De havde lært så meget af det.

Ditte Ingemann tog orlov den dag, Søren blev indlagt, og hun arbejdede ikke i halvandet år.

”Jeg var der hele tiden, også når han gik på toilettet”, siger hun, som var den ene halvdel af en total symbiose af den slags, som psykologer advarer mod, men som de fleste mennesker længes efter at opleve i dybeste hemmelighed.

Da Søren døde, sagde mine venner og veninder lidt forsigtigt til mig, at den kærlighed skulle jeg ikke regne med at opleve igen.

Ophævelsen af selvet og frygten for at gå i opløsning uden sin elskede. Ditte Ingemann har læst stakkevis af bøger om at miste og om stor kærlighed og sorg for at forberede sig på at skulle leve uden Søren.

– Vi hang sammen, vi arbejdede sammen. Jeg var fastlåst i vores forhold på en indiskutabel måde.

– Søren var grafisk designer og fotograf, og det var ham, der layoutede nogle af mine bøger, byggede mit website op og min blog. Vi blev aldrig trætte af hinanden, og vi blev aldrig trætte af at tale med hinanden.

– Da Søren døde, sagde mine venner og veninder lidt forsigtigt til mig, at den kærlighed skulle jeg ikke regne med at opleve igen.

Søren og Ditte mødtes på en klassisk bar i Aarhus, et lillebitte musiksted Sway, hvor han kom meget. Ditte var lige blevet single og skulle bare ud at feste og have det lidt sjovt. Han var 33, og hun var 28.

– Så stod han der i toiletkøen bag mig. Vi faldt i snak om noget med en sang, og en af os sagde ’track den på din telefon’. Jeg stod foran ham, og da det så blev min tur, jeg var nok lidt fuld, sagde jeg ’Skal du med ind på toilettet? Kom nu bare med’.

– Han tissede foran mig, og i løbet af aftenen snakkede vi lidt frem og tilbage. Jeg tænkte ’Gud, hvor er han pæn’, og han var mere end det. Han var høj, meget varm og åben.

– Søren har siden fortalt, at han vidste, at ’vi var meningen’, allerede der, og næste dag besluttede han, at han ville tage hen på baren hver dag, indtil han mødte mig igen.

– Han var faldet for, at jeg var så åben og bramfri, hvilket jeg nok var, fordi jeg var et godt sted i mit liv.

Det gør ondt at tale om

Ditte Ingemann er vokset op i Viborg. Efter gymnasiet valgte hun at tage en bachelor i ernæring og sundhed. Hun havde en idé om, at hun skulle bruge sin viden om kost til at hjælpe socialt udsatte.

– Det var min ambition at arbejde med blandt andet stofmisbrugere og udviklingshæmmede, og derfor tog jeg en kandidat i socialt arbejde oveni, da jeg mødte Søren.

Det var lige omkring det tidspunkt, hvor man var begyndt at blogge, og Søren hev fat i mig og syntes, jeg skulle begynde at lægge mine billeder op.

”Du tager så mange mad-billeder, hvorfor laver du ikke en blog, jeg hjælper dig?”

Søren var pissedygtig til at designe, så jeg kunne bygge en pæn blog.

Ditte Ingemann

Derfra tog succesen for Ditte Ingemann fart. Udover bloggen The Food Club skrev hun kogebøger og begyndte at undervise på madkurser både herhjemme og i Marokko og blev i det hele taget det brand, hun er i dag.

– Det var ham, der formgav mig, og jeg har sagt utrolig mange gange til ham: "Det er din skyld, at jeg er, hvor jeg er i dag".

Efter ret kort tids pendlen mellem København og Aarhus flyttede de sammen og blev gift.

– I de år, der fulgte, rejste vi, vi arbejdede sammen og havde i det hele taget nok i hinanden. Det var en kærlighedshistorie, som jeg næsten har svært ved at tale om i dag.

Hvis du dør, dør jeg

– I starten af hans sygdomsforløb sagde jeg: ”Jeg er her. Jeg er her hele vejen, og når du dør, dør jeg med dig.” Jeg var sikker på, at jeg ville tage mit eget liv, hvis jeg mistede ham, og det var ikke noget, jeg bare sagde, andre oplevede det samme.

“Hvad skal der blive af Ditte, hvis Søren dør, hun vil ikke kunne klare sig”, sagde folk og mente det. Søren sagde selvfølgelig, at jeg skulle leve videre uden ham, men han mente det ikke sådan rigtigt, for det var forkert.

– Så når folk siger: ”Livet går videre”, og tænker: “Kom nu, Ditte, Søren ville have ønsket, at du fandt en anden og blev lykkelig”, er det noget vrøvl. Det ville han ikke. Han ville leve selv og have mig og os.

Men i den sidste tid, op til han skulle dø, ændrede noget sig.

Fra at ville dø med Søren begyndte Ditte at tænke: Nej, selvfølgelig skal jeg ikke dø.

– Jeg var jo ikke syg som Søren. Det var første gang, jeg oplevede et hul i vores symbiose, siger Ditte.

Hun var på kokkeskole i Esauria i Marokko med et hold kursister, da hun blev ringet op og fik at vide, at Søren var blevet indlagt på Herlev Amtssygehus. Det var i 2018. Hun var 36, og Søren var 43.

– Han havde haft lidt ondt i maven, op til jeg skulle rejse. Da vi stod i lufthavnen, begyndte jeg at græde, jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, at jeg ikke kunne tage fra ham.

– Jeg tog hjem med det samme og kom hjem til beskeden om, at det, de havde fundet, ikke var ondartet. Søren var en rask og stærk mand, så der var ingen grund til uro.

– Men kort efter ændrede det sig: Det, de havde fundet, var desværre ondartet og ekstremt aggressivt. Som de sagde: “Vi kan ikke behandle dig, for vi ved ikke helt, hvad det er.”

– Selv om lægerne ikke vidste præcis, hvad det var, sammenlignede de det med lymfekræft og kom meget hurtigt med en plan.

– Det var en lettelse at få en diagnose, og vi følte, de havde vores ryg på Rigshospitalet, som vi blev overflyttet til. Søren bad dem om at give ham én på frakken ”for jeg kan godt tåle det”.

Den værste dag

Dagene begynder hurtigt at gå i opløsning og glide sammen – de farer ind og ud af hospitalet til blodprøver, tjek, kemobehandling og så videre.

Ditte havde taget orlov og var med. Hun husker stadigvæk den værste dag i forløbet.

– Den dag, han skulle starte på kemoterapi, skulle der først indopereres en dims med tre ledninger i hjertet, så de kan tage blodprøver og give medicin nemt. Det var en lille operation, troede jeg, men det var voldsomt at se på, hvordan de stak ned i hjertet – han var så sej.

– Lige da vi var færdige, og han skulle over at have sin første kemobehandling, var der én, der kom i tanke om: Hov, hvad med sæddeponering? Vi havde ikke børn, og hvis nu der skete noget, så skulle man jo have taget en sædprøve ud.

Der er ikke noget i verden, jeg hellere vil end at have Sørens barn, men jeg vil have det med ham.

– Jeg var sådan lidt: "Ej, glem det," men Søren sagde: “Nej, det er fint, kør mig over på sædklinikken”. Da vi kom derover, blev han dårlig og faldt om ude på altanen, hvor vi var gået ud, for at han kunne få lidt luft.

– Jeg skriger og går helt palermo, fordi jeg tror, det har noget at gøre med, at de lige har stukket ham i hjertet, så jeg siger: ”Søren, nu kan du jo ikke lave en sædprøve”.

– Der er stress på, lægerne ringer over for at skubbe kemoen, og Søren insisterer: “Jeg vil!” Han er ny-opereret, han har kræft, og de står seriøst klar med droppet, da han går ind og laver en sædprøve.

– Bagefter bliver han babu babu kørt til kemo, hvor de ringer ovre fra sædklinikken og siger: “Gode nyheder, rigtig godt, rigtig god prøve, dobbelt så meget sæd og helt virile sædceller, som vi har brug for!”

Jeg vil have Sørens barn – og Søren

Hun har lige for nylig igen overvejet at få Sørens barn. Der er et ur, der tikker.

– Lige da han døde, var jeg meget opsat på det, men nu ved jeg det ikke. Der er ikke noget i verden, jeg hellere vil end at have Sørens barn, men jeg vil have det med ham.

Søren døde 22. juli. Samme dag havde Ditte sagt til ham “du må ikke dø”, og han havde svaret “det har jeg fandme heller ikke tænkt mig”.

Tiden efter var fuld af gætterier, fordi de netop ikke havde talt om, hvad Søren ville.

– Han blev ikke begravet, det ville han ikke, så jeg gik ud fra, at han nok gerne ville brændes, det blev min far, da han døde for 16 år siden

Det siger Ditte Ingemann, der er flyttet to gange på to år, først væk fra huset til en lillebitte lejlighed, hvor der var trygt og med væggene tæt på hendes krop, og nu har hun købt en lejlighed på Nørrebro.

– Selvfølgelig sørger jeg over at have mistet Søren, han var mit kompas, så jeg går ret tit forkert i livet. Men ikke så forkert, som jeg havde troet.

– Han accepterede aldrig, at han skulle dø. Han rasede over, at man havde lavet brochurer, der hed ’Hvad vil du i den sidste tid?: ”Hvorfor har man ikke en folder til dem, der gerne vil kæmpe”, var hans reaktion.

– Heller ikke, da lægerne sagde til ham, at de ikke havde kontrol over hans sygdom, ville han tale om begravelse eller den slags.

– Jeg spejlede ham, for han havde brug for mit håb til det sidste, siger Ditte, der martres over synet af sin elskede som død. Han havde tabt sig 30 kilo, var bleg, skaldet og havde pletter over det hele.
​​​
– Jeg er overrasket over, at jeg er landet, så godt som jeg er. Jeg anede vitterlig ikke, at jeg besad en mental styrke. Det er kommet bag på mig.

– Selvfølgelig sørger jeg over at have mistet Søren, han var mit kompas, så jeg går ret tit forkert i livet. Men ikke så forkert, som jeg havde troet.

– Jeg tror, jeg har taget forskud på sorgerne ved at læse alt muligt om død og om at miste, mens Søren stadigvæk var i live. Det var på en måde makabert, men jeg havde brug for at vide, hvad der ventede mig.

– Mit arbejde har været min redning, jeg elsker det, siger Ditte, der allerede har skrevet tre bøger efter Sørens død.

– Den sidste er dedikeret til Søren, og selvfølgelig er det en kogebog.

– Jeg ville ønske, jeg havde skrevet ’Hot young widows club’, som er min egen yndlingsbog baseret på en TED-talk. Den har nemlig også humor, så den vil jeg give til alle, der skal igennem det samme som mig.

Læs også