Analyse: Kan et faldskærmsudspring løse parforholdskrisen?
4. oktober 2019Af Torben Sangild, kulturforsker, anmelder, forfatter og radiovært.
Disclaimer: Alt, hvad jeg skriver her, baserer sig på, hvordan tingene fremstår. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kender deltagerne, og principielt kan jeg have misforstået alt.
Det er krisetid for alle parrene i syvende afsnit af Gift ved første blik, og et gennemgående træk er en udmattelse over at være på - at være en del af det reality-underholdningsprogram, de konsekvent omtaler som 'eksperimentet'. Det er sikkert noget, de har fået besked på at kalde det, men det lyder som noget, der foregår i et hemmeligt laboratorium, og som staten mange år senere skal undskylde for.
Danjas krise
Man bliver rent faktisk i tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at udsætte disse mennesker for det eksperiment at blive fulgt af kameraer, mens de forsøger at få et arrangeret ægteskab til at fungere. Anja og især Dennis er alvorligt stressede over det. De har haft en konstant kamp om at være private over for et tv-hold, hvis eneste job er det modsatte: at filme det private og gøre det offentligt. Og selv om de i parterapien siger direkte, at de har fortrudt, de har stillet op, er præmissen, at der skal tv i kassen, så de må udholde 'eksperimentet' til den bitre ende. The show must go on. Men der er ikke meget show fra den kant. Så måske skulle vi bare lade dem være i fred.
Michael og Christina holder ikke af hverdagen. Et par dage uden eksotiske eventyr går dem på nerverne, så nu skal der ske noget: Lalandia! De kaldes nogle gange for 'børnevoksne' på de sociale medier, og de gør da heller ikke meget for at modbevise det image.
Men de har åbenbart skænderier når de ikke står ved et 'rækkeværk' ved Middelhavet eller leger bambi på isen. Vi ser ikke disse skænderier, men efterhånden står det klart, at alt det, man kunne frygte fra begyndelsen, er præcis, hvad der sker: Christina bliver lynhurtigt usikker på Michael, når han ikke er i skatter-bekræftelses-mode, men måske er lidt hverdagstræt. Hun prikker til ham for at få bekræftelse. Han føler sig kritiseret og trækker sig endnu mere. Denne spiral kører op i en spids og det, der for et øjeblik siden var hede kærlighedsgnister, er nu vrede kuglelyn.
Det er som om, alt hos dem foregår i fast-motion, og på få uger gennemlever de, hvad andre par er år om: Hed forelskelse, følelsen af at have fundet den eneste ene, højtidelige kærlighedserklæringer, hverdagen indfinder sig, de små skænderier om småting, jalousi, misforståelser, de flytter fra hinanden og aftaler bare at være venner, men ender som forbitrede uvenner. Eller sådan er det i hvert fald her ved slutningen af næstsidste afsnit.
Som Christina siger i et klart øjeblik: “Jeg kan godt blive i tvivl om, om vi har nok af det dér sta-bi-li-tet.”
Som for at understrege dette, er hendes løsning på problemerne et faldskærmsudspring. Jo værre det går i forholdet, des mere ekstrem en oplevelse må være kuren. Men denne gang går den ikke. Stemningen er iskold. Der er sket noget mystisk, som vi ikke får den fulde forklaring på. Christina har sendt en SMS, stilet til 'eksperimentet', men Michael modtager den. Er det en fejl? Var det med vilje? Vi ved det ikke. Vi får indtryk af, at Michael tror, hun har gjort det med vilje og vil have hende til at undskylde, og at hun på sin side ikke aner, hvad der er sket, men bare oplever Michael som helt fjern. Det falder ham ikke ind at nævne SMS'en eller bare at antage, at det måske var en fejl, hun ikke har opdaget, at han fik den. Hvorfor tv-holdet ikke spørger ind til det, er mig en gåde.
Michael har et ekstatisk faldskærmshop og venter at hans hustru følger efter. Men hun er kørt hjem. Få de to i parterapi igen med det samme! Man kunne måske hyre faldskærmsinstruktøren, der udviser en klar psykologisk indsigt og ikke springer med nogen, der har det dårligt.
Clenriette og tøjvaskegate
Henriette og Claus har været det nærmest perfekte par, men nu krakelerer facaden, for hvordan skal man vaske underbukser? Claus mener: sammen med andre ting, Henriette mener: for sig på grund af 'numsebakterierne'. Det har fået diskussionerne i gang i de små hjem og på de sociale medier. Og BT har endda lavet meningsmåling og gravet yderligere i sagen, hvor en ekspert er 'bekymret' over Claus' tøjvask. Men det er som om, alle misser pointen: Det afgørende er temperaturen! Underbukser skal vaskes ved 60 grader, så dør bakterierne, uanset hvad man vasker dem sammen med. Og netop dén oplysning får vi ikke. Har Claus vasket ved 40 eller 60 grader? Hvordan kan de bare lade en så vigtig oplysning hænge?
Nå, der ligger selvfølgelig noget helt andet bag denne diskussion. Henriette føler sig usikker på Claus og tester ham ved at skabe en konflikt. Claus står fast, er stædig og siger at den person, der har særlige krav til tøjvask, må vaske tøjet. På vej ud i køkkenet siger han med et drilsk smil “nå, det var du ikke tilfreds med, hva?”. Her gør han det, som mange kvinder ifølge dem selv sukker efter. Han bukker ikke hovedet og lader hende styre hjemmet og bliver en skvatmand, men står fast. (Problemet er bare, at hvis det, han står fast på, er 40 graders underbuksevask, så har han en dårlig sag og burde have taget dialogen).
Claus er faktisk i tvivl om forholdet, og han tager en snak med sin mor, der også burde hyres som ekspert, for hun får ham kærligt, men bestemt, til at indse, at han ikke skal give op, fordi der er nogle bump på vejen. Og jeg holder med hende, for jeg kan ikke rigtig bære, hvis ikke netop Henriette og Claus kan finde ud af det.
LÆS OGSÅ: Parterapeuten fra "Gift ved første blik": Sådan foregår det bag skærmen
Fraja får det dårligt
Jeg har sagt det fra begyndelsen, og jeg synes, det bliver bekræftet mere og mere for hvert afsnit, at Frederik lider af en mild grad af ængstelig-evasiv personlighedsforstyrrelse og ikke burde have været en del af 'eksperimentet'. Han kæmper, men det er for svært.
“Jeg er ikke særlig god til ting der bevæger sig,” som han siger, da de er i Tivoli – et udsagn, der med al tydelighed understreger den pointe. Men han går alligevel med op i forlystelsen 'tic tac', der er skabt til at give ængstelige mænd kvalme, og forsvinder bagefter pludselig ud af billedet, fordi han er bange for at kaste op på nogen.
Stakkels Maja er på noget af en opgave, og på trods af enorme pædagogiske evner, er hun slet ikke gearet til det langsomme tempo, Frederik træffer beslutninger i. Så derfor fortsætter hun mønsteret med at tage dem for ham. Det går aldrig godt. Men hun prøver. Som da hun kommer hjem i hans ungkarlelejlighed, hvor der brygges øl i soveværelset, er en lilla væg, en ikke-færdigmalet dør og så en åben kuffert, der fungerer som barskab. Hun går ind i det med begejstring, men kan ikke skjule de ting, hun ikke bryder sig om, som hun kommenterer ironisk-kærligt på en måde, der ikke desto mindre prikker til Frederiks dårlige selvværd.
Frederiks vindueskarm i soveværelset er som et billede på hans mentale tilstand. I den ene side af vindueskarmen er fire pingvin-figurer, hvor mindst én af dem er en Pingo-sparebøsse, stimlet tæt sammen. De tre af dem står med ryggen til og kigger trist og længselsfuldt ud ad vinduet på en kedelig græsplæne og længes efter ishavet i Antarktis. Den fjerde er væltet – en blød tøjdyrspingvinunge, der ligger på ryggen som på et puslebord, hvor mor om lidt giver den ble på.
Jeg har intet imod Frederik, tværtimod. Jeg har lyst til at give ham en krammer og sige, at det nok skal gå, men at det kræver et par år mere i terapi at være klar til tv. Og til et parforhold.
Anders og Luna
Anders og Luna går hver for sig til præsten, og der er ikke noget nyt under solen. Luna fortæller, hvad der skete, og præsten håber, at hun ikke har mistet modet. Anders har stadig ikke den store selverkendelse og siger, at “det, jeg tager med mig, er, at jeg hviler i mig selv og har ro i mig selv.” Helt sikkert Anders, det er der bare ikke nogen andre, der tror på.
Her skal vi huske, at Anders findes derude og nu er blevet konfronteret med folks voldsomme reaktioner på ham. Jeg håber, at han er robust nok til at lære noget af det her. Noget om, hvad autenticitet er. Det er ikke at dyrke positivitet som et narkotisk stof, der kan fakes frem. Det er at vise, når man er i tvivl, når man er usikker, når man er sårbar. Livet er ikke bare en ekstatisk gospel-sang, det er nogle gange en skrøbelig ballade sunget med spinkel stemme akkompagneret af en skrattende violin.
Hvilken 'Gift ved første blik'-type er du? Tag testen her
Desuden...
Psykolog-Mette bor tilsyneladende i et hus med en have, hvor der går dådyr rundt. Det er i hvert fald der, hun udfører sin parterapi. Men pludselig sidder hun og udtaler sig i Gerts Martin Halds Feng Shui-villa. Er hun på besøg? Eller er hun flyttet ind? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de er et godt match. Det er de på mange måder, men jeg er bange for, at Mette på et tidspunkt bliver udfordret af Gerts trang til at forklare selvfølgeligheder som var det indsigter.
Hvorfor er alle (ikke kun i udsendelsen, men i det hele taget) begyndt at kalde parforhold for 'relationer'? Er det terapeut-verdenens danglish, der er blevet allemandseje?
Dennis har en lampe i et træ med samme orange farve som hans cykelshorts. Både det og Frederiks kuffert-barskab må altså give point for kreativitet.
Torben Sangild, 50, er kulturforsker, anmelder, forfatter og radiovært.
