8 ting, du (måske) ikke vidste om sex
foto: Shutterstock
1: Skøn med sex
Når du dyrker sex eller får orgasme, stiger dit østrogenniveau – ikke bare lidt, men til det dobbelte. Og østrogen, mine damer, er det rene ungdomsserum for dig: Et højt østrogenniveau giver dig blankt hår og blød hud – og den hede sex giver dig en ungdommelig kulør i kinderne. Så måske er en fræk time bedre givet ud end en lur på sofaen.
2: Så det passer!
Han er nøglebæreren, og du er porten. Ja, det lyder eventyrligt, men det er desværre ikke altid rigtigt, for kønsdele er vidt forskellige. Du husker måske ”Sex And The City”-afsnittet, hvor Samantha for en gangs skyld er forelsket – men i en mand med mangelfuldt udstyr. Stor frustration! Men du kan faktisk selv gøre noget, hvis jeres nedre dele ikke er lige så meget soulmates, som I er. Hvis han er for stor, så prøv stillinger af, hvor du kan styre dybden af hans penetration – f.eks. med dig siddende øverst. Hvis han, som i Samanthas tilfælde, virkelig er for lille, ja, så er løsningen måske at introducere noget legetøj til jeres leg.
3: Vi er ikke de eneste
Du tænker måske, at vi mennesker er de eneste væsner, der boltrer os i lagnerne for hyggens skyld og får syngende orgasmer, mens resten af jordens dyr primært parrer sig for at videreføre slægten og sikre artens overlevelse – men det er ikke helt sandt. Flipper kan ses i et helt nyt lys, for delfiner og også aber tager sig også en fræk stund i ny og næ. Hun-menneskeaber udviser samme fysiologiske tegn på orgasme som kvinder; de får sammentrækninger i skeden, som tiltager, når de nærmer sig klimaks, og imens skærer de tænder og udstøder lyde. Blandt bonobo-aberne i Zaire forekommer det også, at to hun-aber gnider sig op ad hinanden, mens de udviser orgasmelignende tegn. Den homoerotiske adfærd skulle dog primært have en social funktion mere end seksuel, fordi sex kan dæmpe aggressioner og give fred i gruppen – og vi kan vel alle nikke genkendende til den dejlige forsoningssex.
Læs også: Bliv sund med sex
4: Det er ok at falde i søvn
Har du prøvet at blive småfornærmet, når din partner falder i søvn direkte efter sex? Bare rolig, det er ikke et tegn på, at han har kedet sig under akten, og hånden på hjertet – er du ikke selv blevet lidt søvnig? Efter sex udløser kroppen et hormon, der hedder oxytocin, et lille smart stof, der får dig til at slappe af, og endda måske falde i søvn. Så næste gang du hører hans snorken efter udløsningen, kan du trøste dig med, at du har givet ham den bedste form for afslapning – og vende dig og om på siden og tage en lur selv.
5: Mænd kan også få multiorgasmer
Du ved sikkert godt, at kvinder kan opnå det ene orgastiske sus efter det andet – bedre kendt som multiorgasmer. Men vidste du, at du kan få din mand til at ride med på bølgen? Når en mand har ejakuleret, går han ind i en fase, hvor hans erektion falder, men tricket er orgasme uden ejakulering. Det hedder injakulering og er altså orgasme uden at sprøjte. Hånden på hjertet – det kræver lidt teknik og øvelse, men det er det værd. Han kan starte med at øve sig, når han onanerer, og mærke efter, hvornår han er ved at komme. Her kan han træne sig i at holde sin sædafgang tilbage. Derefter kan du hjælpe ham videre ved at stimulere det lille punkt, som du finder mellem anus og mellemkødet og trykke på det, til han oplever en tørorgasme – og dem kan han få indtil flere af. Men det er altså vigtigt, at det sker, inden han ejakulerer rigtigt.
6: Lysten følger din cyklus
Lyst kommer og går alt efter humør og resten af din tilstand, men din cyklus er også en væsentlig faktor, når det kommer til din trang til at kaste dig over mændene. Niveauet af det mandlige kønshormon, testosteron, øges markant omkring din ægløsning, og det gør dig kåd – spørg bare mændene – og så får du (endnu) mere lyst! Ganske smart fundet på af biologien, for det er netop også på det tidspunkt, der er størst chance for at blive gravid.
Læs også: Derfor har I mindre sex med årene
7: P-piller kan tage dampen af sexlysten
Opfindelsen af p-pillen havde stor betydning for kvindens seksuelle frigørelse, men undersøgelser viser, at den lille pille med dens hormoner i visse tilfælde også kan stjæle en del af din sexlyst. Hvis du oplever, at det er et problem for dig, så tal med din læge om alternativer. Nogle gange kan løsningen være at skifte mærke, og ellers er der andre præventionsmidler, som kan være bedre for dig og din libido.
8: Det er normalt at drømme om underkastelse
Fantaserer du om, at din chef pludselig kaster dig op på skrivebordet og tager dig hårdt, mens du er klædt ud som fræk sekretær? Du undrer dig måske over dine fantasier om at blive taget, ja måske endda blive taget imod din vilje, men det er altså helt normalt med underkastelsesfantasier. Faktisk viser undersøgelser, at mere end 50 % af alle kvinder har dem, selv de mest magtfulde af slagsen. Husk, at der er forskel på fantasi og virkelighed – og at tanker er toldfrie, så at du tænder på tanken om underkastelse behøver ikke være ensbetydende med, at du vil føre fantasierne ud i virkeligheden!