https://imgix.femina.dk/media/article/maria_brus_pedersen_2.png
Liv

Kære Sverre, skal jeg virkelig lære dig, hvordan man stønner?

3. september 2020
af Maris Brus Pedersen
Foto: Sarah Marie Winther
Hvis der stadig sidder nogen derude, der er oprigtigt i tvivl om, hvordan man sikrer sig, at den anden part er med på det, der sker, må jeg så anbefale, at I holder en pause med at bolle?

Det starter som regel med, at min hud kilder. Der går et jag igennem mit mellemgulv, det føles lidt, som om jeg sidder i den gamle rutsjebane i Tivoli. Tit kommer jeg til at spjætte lidt. Min vejrtrækning bliver tungere og hurtigere, og jeg tror, jeg har tendens til at bide mig i underlæben.

De første støn er bare udåndinger med lyd, men derefter går det som regel stærkt, og på et tidspunkt bliver mine ”åh” og ”ja” så høje, at jeg tænker, at hvis ikke jeg var tætte med mine roomies i forvejen, så er jeg det da nu.

Kære Sverre, journalist på TV2, i tirsdags, da regeringen præsenterede deres samtykkelov, ville du rigtig gerne høre, først fra justitsministeren, så fra ordførerne, hvordan ”samtykkelyde” og ”nydelseslyde” egentlig lyder. Du spurgte i hvert fald rigtig mange gange.

Til sidst sagde Kristian Hegaard, retsordfører fra De Radikale, at det var respektløst over for alle de mange kvinder, der er stået frem med deres historier om voldtægt. Og det er jeg sådan set enig i.

LÆS OGSÅ: Alle danske kvinder kan takke Kirstine, Liva, Zen, Trine og alle de andre voldtægtsofre, der nægtede at tie. I går skrev de historie.

Men så kom jeg til at tænke på, at du og alle de andre, der på Twitter har bedyret, at det da var et rigtigt godt spørgsmål, ja, at I måske ikke ved, hvordan det lyder, når en kvinde nyder sex. Så kære Sverre fra TV2, kære alle andre, der sidder ude bag skærmene og er i tvivl om, hvad ”nydelseslyde” er, hvordan man giver og får samtykke, her er mine erfaringer.

Jeg var på et tidspunkt på date med en mand,

som var enormt god til at sige, hvad han godt kunne lide og meget gerne ville vide, hvad jeg godt kunne lide. Det var sådan en date, hvor jeg, allerede inden vi mødte hinanden, virkelig håbede på, at vi ville ende med at have sex.

Ret hurtigt lå vi ukomfortabelt på hans alt for lille sofa og kyssede, og ret hurtigt spurgte han mig med ret meget humor – det ved jeg, for det er sådan noget, man kan fornemme, hvis man er nogenlunde i sync med hinanden – om jeg ikke ville med ind og se hans soveværelse. Det ville jeg meget gerne. Samtykke.

Vi lå på sengen og kyssede, og jeg sagde, at jeg syntes, alle i lokalet havde alt for meget tøj på. Det var han enig i. Samtykke.

På et tidspunkt spurgte han, om jeg godt kunne lidt at blive rørt på den og den måde. Det var ikke akavet. Det var helt vildt sexet.

Da jeg var yngre, var jeg dårlig til at mærke mine egne grænser. Det betød, at jeg havde en del sex, jeg ikke var særlig investeret i. En gang imellem zonede jeg fuldstændig ud. Jeg havde på et tidspunkt sex med en kæreste, det var ikke, fordi det var ubehageligt, jeg ville bare hellere lave alt muligt andet, så jeg stenede, og han spurgte mig, om jeg egentlig var til stede.

Nej, det var jeg jo ikke, svarede jeg. Det blev han enormt ked af. Og også lidt vred, tror jeg. Han havde ikke lyst til at have sex med mig, hvis jeg ikke aktivt havde lyst til at have sex med ham. Jeg tror, han følte, at han uforvarende kom til at overskride mine grænser, og det havde han ikke lyst til.

Det synes jeg grundlæggende er et meget sympatisk træk. For jeg gav jo ikke samtykke, jeg gav bare op.

Jeg tror, vi er rigtig mange kvinder,

der aldrig rigtig har lært at sige ”ja”. Der aldrig har lært, at det ikke bare er vores grænser, der er vigtige, men også at den sex vi har, meget gerne må være noget, vi synes er rigtig fedt.

De sidste mange år har vores offentlige samtale om overgreb og voldtægter handlet om, at kvinder skal lære at sige nej, og at vores nej skal respekteres. Jeg håber, vi kan begynde at snakke om, hvordan vi siger ja. Hvordan vi sikrer os, at vores partner siger ja. Uanset hvilket køn, vi og vores partner har.

Det er faktisk ikke så svært, som visse stemmer gerne vil gøre det til.

LÆS OGSÅ: 4 mytter om samtykke, der skal aflives lige nu

Sverre, jeg tror ikke ægte på, at dine mange (mange, mange, mange) spørgsmål til ”samtykkelyde” på pressemødet i tirsdags er et udtryk for, at du ikke ved, hvordan man stønner. Jeg tror, de er udtryk for, at vi lever i et samfund, hvor kvinders nydelse stadig ses som sekundært til mænds, den evige birolle.

Hold op, hvor har jeg haft meget sex, der stoppede det øjeblik, min mandlige partner var kommet, og hvor er jeg ikke den eneste. Vi skal blive bedre til at sige til. Alle sammen. Men vi skal også blive bedre til at spørge hinanden, hvad vi godt kan lide.

Jeg forstår godt, at det kan være svært. Jeg synes selv, det er vildt svært at sige højt, hvad jeg har lyst til. For sex er også mærkeligt og lyst er tabubelagt, og jeg er en pleaser af rang. Men jeg øver mig. For jeg synes, det er endnu sværere og endnu særere at være i seksuelle situationer, hvor ingen siger noget.

Hvor man bare går ud fra, at den anden nok er med på det, der foregår.

Samtykke er ikke så kompliceret.

Men til dem, der stadig synes, det er helt umuligt at gennemskue, har jeg samlet et lille udvalg af måder, man kan give og spørge om samtykke på plukket fra mit eget private kartotek, når I nu ikke kunne få eksempler på, hvordan Nick Hækkerup giver samtykke:

”Kan du godt lide, når jeg rører dig her?”

”Jeg kan vildt godt lide, når du gør det her.”

”Bliv ved med det her.”

”Ja?”

”Du er så mega fræk.”

”Det er virkelig dejligt.”

”Jeg har vildt meget lyst til, at du gør det her.”

Hvis der stadig sidder nogen, derude, der er oprigtigt i tvivl om, hvordan man sikrer sig, at den anden part er med på det, der sker, må jeg så anbefale, at I holder en pause med at bolle?

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også