4 myter om samtykke, der skal aflives lige nu

”Så skal man sende en anmodning på NemID, før man må have sex…”

”Med en samtykkelov skal man selv bevise i retten, at man er uskyldig…”

”Samtykke kommer slet ikke til at ændre på noget som helst…”

Det er nogle af de mest almindelige skrækscenarier, når samtalen falder på, hvad der i praksis vil ske, hvis vi indfører en samtykkelov i Danmark.

Hvis du er tilhænger af en ny voldtægtslov har du sikkert siddet til en familiefest eller på en date og lagt øre til, hvordan begrebet samtykke vil lede til civilisationens endelige kollaps.

Vi bad tre eksperter om at hjælpe os med at komme til bunds i nogle af de mest udbredte myter (så du kan sende den her artikel til din onkel og berolige ham med, at han ikke fremover skal have Nem-id frem for komme under dynen med din tante).

Myte 1: 'En ny voldtægtslov vil betyde, at vi skal give samtykke via NemID til hinanden før og under sex.'

- Nej, det er absolut ikke tilfældet, siger Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet.

Han forklarer, at det loven lægger op til, er, at man i et seksuelt forhold har pligt til løbende at sikre sig, at den anden gerne vil være med. Han mener også, at de fleste er i stand til at vide, hvad det vil sige og sikre sig hinandens gensidighed. Det er ikke sikkert, at man overhovedet behøver tale mundtligt om det, forklarer han.

- Der er stor variation i den måde, folk omgås på i seksuel sammenhæng. Man kan sagtens spørge: ”Har du lyst til det her”, men der kan også være en situation, hvor man bevæger sig søgende og famlende frem og holder øje med, om den anden er med på den ved at udveksle kærtegn, kys, berøring og forskellige lyde.

Når det er sagt, kan der være situationer, hvor en af parterne kan være passiv, uengageret eller sende tvetydige signaler, fordi man har forskellige opfattelser af, hvor grænsen går.

- I det tilfælde er det strafferetlige synspunkt i dag, at hvis ikke overgrebspersonen har forstået, at samlejet ikke var frivilligt, så kan man ikke straffe, siger Jørn Vestergaard.

Han forklarer, at myten om, at man skal give samtykke via NemID, er en historie, som er blevet brugt af skeptikere og modstandere af en ny voldtægtslovgivning til at afspore debatten.

- Jeg opfatter det argument som temmelig useriøst. Det er et fjollet synspunkt, og der er ingen, som deltager seriøst i debatten, som forestiller sig en skriftlig accept via NemID. Det har intet som helst på sig.

Jørn Vestergaard fortæller også, at myten ikke er opstået ud af det blå.

- Myten kommer fra dem, som er af den opfattelse, at munden siger nej, men øjnene siger ja, og dem, der er bekymret for, at mænd kan blive udsat for justitsmord med den nye lovgivning. Den kommer fra en gammel kønsopfattelse: dem, der synes, mænd skal erobre et bytte og er trætte af ikke at må spille op og buse frem, ligesom de gjorde i stenalderen.

- Den opfattelse fik også opbakning af den gamle betænkning om voldtægtslovgivning, der blev udgivet fra Straffelovrådet i 2012, som tolkede samtykke, som man gør i kontraktretten og aftaleretten, hvor det skriftlige bevis er i centrum, siger han.

Myte 2: 'Hvis vi får en voldtægtslov baseret på samtykke, så er du skyldig indtil det modsatte er bevist.'

- Nej. Der kommer ikke til at være omvendt bevisbyrde, hvis vi indfører en samtykkelov, siger Jørn Vestergaard.

Omvendt bevisbyrde betyder, at den anklagede selv skal bevise sin uskyld. Og ved en samtykkelov er man stadig uskyldig til det modsatte er bevist. Han understreger, at forskellen på den nuværende lov og en samtykkelov er en helt anden.

I den nuværende lovgivning skal anklageren bevise, om der blev brugt vold, trusler om vold eller andre trusler - eller at offeret var i en hjælpeløs tilstand, hvor han eller hun ikke var i stand til at gøre modstand. Hvis det kan bevises, kan der dømmes for voldtægt.

LÆS OGSÅ: "Mange mænd tror ikke, at de voldtager, før der er tale om fysisk vold"

I en lovgivning baseret på samtykke vil der være situationer, hvor det ikke er nødvendigt at bevise, at der var tale om vold, trusler, eller at offeret befandt sig en hjælpeløs tilstand. Det kan i stedet handle om, om personen gav samtykke og medvirkede frivilligt. Det udvider voldtægtsparagraffens rækkevidde, forklarer Jørn Vestergaard. Men:

- Med en samtykkelov er det anklagerens opgave at bevise, at der ikke blev givet samtykke. Men anklageren skal også bevise, at tiltalte forstod, at der ikke blev givet samtykke. Ikke bare, at tiltalte burde vide det, men rent faktisk indså, at der ikke var givet samtykke. Hvis anklageren ikke kan bevise det indenfor en hver rimelig tvivl, skal tiltalte frifindes, siger han.

Myte 3: Der er mange flere, end man tror, som bliver falsk anklaget for voldtægt.

- Det er en myte, siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen, som er uddannet antropolog og har skrevet en ph.d.-afhandling om seksuel vold.

En undersøgelse fra EU viser, at mere end hver femte dansker mener, at kvinder ofte ”opdigter eller overdriver” påstande om misbrug og voldtægt.

- Der findes en antagelse i samfundet om, at hvis man ikke bliver dømt, så må anmeldelsen jo have været falsk. Da voldtægt kan været rigtig svært for anklagemyndigheden at bevise i retten, kan det gøre, at der bliver sat spørgsmålstegn ved offerets troværdighed både i og uden for retssalen, siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen.

I 2019 modtog politiet 1.662 anmeldelser for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er det reelle tal for voldtægt og voldtægtsforsøg meget højere. Faktisk er estimatet, at 6.700 kvinder årligt bliver udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt. Ud af de 1.662 voldtægter, der blev anmeldt i 2019, blev 79 dømt for voldtægt.

Et studie fra Syddansk Universitet viser, at cirka 24.000 kvinder i 2017 svarede, at de havde været udsat for tvang til samleje eller forsøg på det.

Ifølge Katrine Bindesbøl Holm Johansen kan antagelsen om falske anmeldelser føre til mindre tillid til offeret, når han eller hun skal fortælle om overgrebet.

Det kan betyde, at nogle ofre kan være bange for at anmelde, fordi de ikke er sikre på, at andre vil stole på det, de fortæller. Det er et problem, for det at anmelde en voldtægt kan i forvejen være svært for mange.

Katrine Bindesbøl Holm Johansen har især beskæftiget sig med unge mennesker, og mange af dem oplever, at det er lettest ikke at anmelde. Der kan nemlig være sociale overvejelser, der spiller ind: 'Hvad vil mine venner tænke om mig, hvis jeg anmelder det?' 'Vil andre tale om mig bag min ryg?' 'Hvad, hvis folk ikke tror på mig?' 'Bliver jeg så hende, der anmeldte en falsk voldtægt?'

Det er specielt de tanker, der dukker op, hvis gerningspersonen er en, man kender - måske en kæreste, en ven, eller en bekendt. Og det er det oftest. Eksempelvis bliver 39 procent af alle voldtægter og voldtægtsforsøg ifølge Det Kriminalpræventive Råd begået af en nuværende eller tidligere partner til offeret.

Men det er ofte såkaldte 'overfaldsvoldtægter' - dem hvor en fremmed mand dukker op mere eller mindre ud af det blå - som man ser i film eller på tv. Og det billede gør det ifølge Katrine Bindesbøl Holm Johansen svært at forestille sig, at nogen i ens omgangskreds kunne finde på at begå et overgreb.

- Hvis man i samfundet har nogle snævre og stereotype opfattelser af, hvem der kan finde på at begå seksuelle overgreb, så kan det spænde ben for, at vi er opmærksomme på overgreb begået af folk, som ikke passer ind i de opfattelser. Derfor kan det være svært at acceptere, at det er nogen, man kender. Det kan forhindre os i at være støttende over for ofrene.

LÆS OGSÅ: "I det øjeblik gik det op for mig, at min stemme var ligegyldig"

Strafferetsprofessor Jørn Vestergaard forklarer, at myten om falske anmeldelser blandt andet viser sig, når kvinder henvender sig på politistationen for at anmelde en voldtægt. Her er der eksempler på, at de bliver mødt med mistro.

Han bliver bakket op af en undersøgelse fra Rigspolitiet, som har set på borgernes tilfredshed med politiets håndtering af sager på forskellige kriminelle områder. Undersøgelsen viser, at 22 % af de personer, som anmelder voldtægter, ikke føler, at politiet har taget dem seriøst. Kun 37 % af dem er tilfredse med politiets håndtering af deres sag. Til sammenligning er 53 % af dem, der anmelder vold, tilfredse.

- Det er vigtigt, at man er gearet til at modtage anmeldelser af voldtægter på en respektfuld måde. Det skal man lære både på politiskolen, på efteruddannelser og i hele beredskabets struktur. Det er klart, at man er nødt til at stille nærgående spørgsmål, men det er vigtigt, at de ikke formuleres på en måde, som virker krænkede eller mistænkeliggørende, siger Jørn Vestergaard.

Han understreger, at der selvfølgelig forekommer falske anmeldelser af voldtægter. Det gør der, ligegyldigt hvilken lovovertrædelse man ser på. Men det er en myte, at der er mange flere falske anmeldelser end dem, der opdages.

Myte 4: 'Det gør ingen forskel, at vi ændrer lovgivningen til en samtykkelov.'

- Det er meget svært at sige, om man kan forvente flere domme, hvis vi får en samtykkelov, siger Jørn Vestergaard.

- Men det væsentlige er at sende et signal. Sommetider er der et negativt syn på signallovgivning, men når lovgivningen indeholder et positivt signal, som en samtykkelov vil komme til, så er den egnet til at påvirke holdninger.

Han siger, at Straffelovrådet ikke har givet et klart svar på, om der kan forventes flere domme i sager om voldtægt. Men det er heller ikke det vigtigste i sagen, mener han. Det er at få et klart og tydeligt budskab ud om, at man skal opføre sig ordentligt, også under samleje.

Jørn Vestergaard formoder desuden, at det er nemmere at kommunikere ordet ”samtykke” ud end ordet ”frivillighed”.

Andre lande i Europa har allerede indført love baseret på samtykke. Englands lov har i praksis været baseret på samtykke siden 1956. I Sverige vedtog man en samtykkelov i 2018 - hvilket også alt for sent, hvis man spørger Silvia Ingolfsdottir Åkermark, som er anklager i Sverige og har specialiseret sig i voldtægtssager.

- Vi i Sverige ventede for længe med at indføre en samtykkelov, og det har Danmark også gjort. Det er på tide at ændre på lovgivningen og lægge ansvaret og skammen der, hvor den hører hjemme, hos gerningspersonen og ikke hos offeret, siger hun.

Samtykkeloven i Sverige har på bare to år vist sig at have en effekt. En svensk undersøgelse viser, at der er flere, der er blevet dømt for seksuelt overgreb, siden loven trådte i kraft. Derfor kan man håbe på, at den også vil have en effekt i Danmark. Silvia Ingolfsdottir Åkermark fortæller, at flere sager i Sverige bliver klassificeret som voldtægt, når det ikke længere kræves, at der skal være gjort brug af vold eller trusler.

- Jeg bemærker også, at mange af mine klienter er blevet påvirket af den nye lovgivning og ønsker at anmelde voldtægter, hovedsageligt af solidariske grunde. De indser, hvor vanskeligt det er at bevise hændelsen, men de vil alligevel gerne have gerningsmanden til at forstå, at han eller hun har begået et overgreb, så de forhåbentlig ikke gør det mod andre. Det viser, at samfundet kan udvikle sig mod en kultur med samtykke i stedet for den voldtægtskultur, vi har levet i alt for længe, siger hun.

Hun understreger, at der stadig er lige så høje beviskrav som før, og at man stadig er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Til gengæld har der været et større fokus på gerningspersonen, og mindre fokus på, hvorfor offeret ikke gjorde modstand.

Jørn Vestergaard ser Sverige som et foregangsland.

- I Danmerk er det blevet gjort en del for at oplyse befolkningen om det her. Der er for eksempel nedsat en ekspertgruppe, som har givet forslag til, hvordan man sikrer, at kvinder som anmelder, bliver taget alvorligt og føler sig forstået. Hele samtykkediskussionen i sig selv har rusket op i systemet, og en ny lov vil klart slå de sidste søm i den sag. Forhåbentlig kan den ændre meget. Ikke bare hos privatpersoner, der har samleje, men også i systemerne, hovedsageligt hos politiet og anklagemyndigheden, siger han.