brevkasse
Liv

Jeg har mødt en mand, der praler af sin dominerende opførsel. Skal jeg holde mig væk?

19. januar 2024
Af redaktionen
Illustration: Thit Thyrring
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Kære brevkasse

Jeg står i en ret kompliceret situation og håber, I kan give mig nogle råd. Jeg har for nylig bemærket, at flere mænd viser interesse for mig inden for online dating, heriblandt en mand ved navn Thomas. Det er selvfølgelig smigrende, men en situation har gjort mig særligt forvirret og ubehageligt til mode.

Thomas synes meget opsat på at imponere mig. Han er ivrig efter at fortælle om sine "alpha-mand"-teknikker, som han lærer fra diverse YouTube-kanaler. Han praler af sin selvsikkerhed og dominerende opførsel, men jeg kan ikke lade være med at føle, at det hele er en facade.

Til en julefrokost hos en veninde havde jeg inviteret Thomas. Thomas og jeg endte med at ligge i ske på en daybed efter en fantastisk aften, og det føltes som om, der var en særlig forbindelse mellem os. Men efter den aften er alt blevet mere mærkeligt.

Thomas virker nu meget interesseret i mig, faktisk så meget, at han lyver og spreder rygter til mine veninder og venner om vores relation til hinanden. Han påstår, at vi har været kærester i flere år, og at jeg havde været ham utro med min ekskæreste.

For nylig fortalte Thomas mig, at han havde arrangeret en eksklusiv date for os, noget han insisterede ville "forsegle vores skæbne sammen". Men jeg fandt ud af, at han rent faktisk havde løjet om hele arrangementet, måske i et forsøg på at få mig til at tilbringe natten med ham. Det virkede desperat og uærligt, og det har fået mig til at tvivle på hans intentioner og karakter.

Jeg er forvirret og usikker på, hvordan jeg skal håndtere denne situation. Skal jeg konfrontere Thomas med hans løgne, eller skal jeg bare holde mig væk?

Hilsen den forvirrede

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Åh forvirrede, hvor skal jeg starte?

Der er flere red flags i din historie. Faktisk adskillige. Lad os starte fra en ende af.

Det første jeg bed mærke i, var Thomas' forkærlighed for "alpha-mand"-teknikker. Har man internetadgang i 2024, er der en stor sandsynlighed for, at man er stødt på Andrew Tate og hvad der følger i hans slipstrøm af dating-guruer med sparsom hårvækst og foragt for kvinder.

Én ting er at følge deres råd, en anden ting er ligefrem at blære sig med, at man gør det.

Herefter er der løgnene. Jeg var ved at spytte kaffen ud, da jeg læste, at Thomas lyver om, at I har været kærester i flere år, og at DU har været din ekskæreste utro.

Men kronen på værket var, da jeg i disbelief læste, at Thomas, som en anden Edward Cullen (hovedperson i teenagevampyr-succesen "Twilight", red.), havde planlagt en date, hvor I skulle “forsegle jeres skæbne sammen”. At det så var løgn, tror jeg egentlig, at du skal prise dig lykkelig for. The trash took itself out, som man siger.

Du lyder som en dejlig kvinde med mange bejlere, så: Ud med Thomas. Livet er for kort til mænd med et tvivlsomt forhold til sandheden.

Der er masser af dejlige mænd, som jeg er sikker på vil elske at ligge i ske med dig på en daybed.

Best of luck!

Hilsen Nanna Niemann

Gen Z’er med et Big Girl Job. Hang til feministisk litteratur og svensk gangsterrap. Klar på at skændes med mænd i alle aldre og på at give jer noget tough love.

Svar 2

Uha, kære forvirrede, som en af mine veninder instinktivt sagde, da jeg fortalte om dit dilemma: Run, Forrest! Run!

Thomas lyder simpelthen som en skidt karl. Og dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår, at man nemt kan lade sig forblænde af løfter om eksklusive dates, forseglede skæbner og sammenfiltring på noget så Titanic-romantisk som en daybed.

Men det skal du altså også nok kunne finde andetsteds. Det er i al fald min erfaring, at de fleste mænd har et buldrende, amorineproppet hjerte og en drøm om fingerflet. Og så kan det godt være, det ikke indbefatter åndelige løfter om evig sammensmeltning, men nogle gange kan en god kop kaffe altså også gøre det, især hvis den bliver givet af en, der gør sig umage og ikke går og opdigter historier.

Mine alarmklokker begyndte allerede at bimle heftigt, da du nævnte hans pral og Youtube-tendenser, men at han dertil lyver og spreder rygter, sender ham altså over i en kategori, der tenderer lidt til noget psykisk manipulation. Og når man har med den slags typer at gøre, får man sjældent noget brugbart ud af en konfrontation, for i hans hoved har i måske været kærester i flere år, og hvad stiller man så op?

Jeg er sikker på, du nok skal møde en skøn og hengiven mand på anden vis, men skynd dig at smide Thomas på porten, og gør det gerne lidt konsekvent, så han forstår alvoren.

Hilsen Siri Franceschi

Digital journalist på femina og retfærdighedssøgende feminist i kvartlivskrise. Lever p.t. efter mottoet "this too shall pass".

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også