Hvorfor er årets varmeste uge altid den, hvor man starter på job? August er så overvurderet

Sigrid Conradsen Nielsen er skribent på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

For et par fredage siden blev jeg skræmt fra vid og sans, da jeg traditionen tro åbnede Spotify for at lytte til min release radar – den playliste, der bliver ‘skræddersyet til mig’ hver eneste fredag med nye udgivelser, algoritmen tror, jeg kan lide.

Ofte bliver jeg fornærmet, når den misforstår fuldstændig og kaster R Kelly-numre eller andet, der giver anledning til selvransagelse, efter mig. Men på præcis denne fredag havde listen ramt plet. Øverst lå nemlig en syv minutter lang elektronisk klagesang – ‘End Of Summer’ af mit gamle efterskoleidol, Tame Impala. Jeg havde netop læst titlen, da den uhyggelige erkendelse kom: Det er blevet august. Sommerens søndag. Og så tabte jeg min iskaffe i metroen.

Jeg ved godt, det er et hot take, men jeg elsker ikke august. Jeg er ligeglad med brombærsæsonen og det faktum, at alle stadig er brune og blonde efter sommerhus og Sydfrankrig. Det kan vi ikke bruge til noget. Hear me out, okay.

August er en måned, man får kvalme af. Se bare tallene – det er nu, alle sygemelder sig med stress, siger op eller slår op. Tingene er helt ude af balance i august, hvor vi pendulerer i et ingenmandsland mellem sommer og efterår. Man er grådig, vil have mere sommer, men når solen skinner, kan det være ligegyldigt, for ‘årets varmeste uge’ er altid dén, hvor man starter nyt semester, nyt arbejde eller en hvilken som helst ny indespærret tilværelse, som får ti fregner til at forsvinde fra næsen i timen.

“Byen viser sig fra sin bedste side i august, men man ender med at have for travlt alligevel”, sagde en veninde til mig, og hun har helt ret. Ideen om madklubber, badeture, kulturtilbud og vennegruppens store genforening lever lykkeligt – indtil man opdager, at der skal tælles tyve aftener frem, før fælleskalenderen går op.

Og så er der noget overnaturligt ved tempoet i august. Tiden går ti gange hurtigere end normalt, fordi det er nu, man skal nå det hele. For vi måler livet i somre, som om alt imellem bare er ventetid. ’24 flotte somre’ hedder den fødselsdagsbegivenhed, jeg lige er blevet inviteret til. Hvad med efterår, vinter og forår, fristes man til at spørge? Jeg aner ikke, hvad jeg lavede i vinteren 2019, men jeg ved, at det var hot girl summer dét år. Og at det var brat summer sidste år.

Sommeren får sin egen titel, sit eget soundtrack, og forventningerne er tårnhøje. Derfor er det ikke overraskende, at man tager den til efterretning i august. Har du haft en god sommer? er et retorisk spørgsmål, men alligevel overvejer man: Var det en god eller dårlig sommer? Fik jeg set mine venner nok? Rejst nok? Læst nok? Kysset nok? Festet nok? Er jeg blevet for gammel til Roskilde Festival?

Jeg bliver syg af at evaluere, og symptomet er en præmatur efterårslængsel, for den grå årstid kan ikke skuffe, men kun overraske positivt. På Substack kan jeg heldigvis læse, at jeg ikke er den eneste, der har det svært med mellemrummet i august.

Overgangen er svær. Derfor er det er på tide, vi italesætter, at det er nytår to gange om året: i januar og august. Men hvor førstnævnte kulminerer i en krudt og kransekage-fest og tonsvis af året der gik-programmer, er sommerens nytår en umarkeret, stille død. En slags memento mori, når aftenturen begynder at lugte af nedfaldne frugter, der gærer. Man vågner op en morgen og har haft den sidste grillaften i gården – helt uden at være klar over det. Det er der altså ikke meget fyrværkeri over.

I januar er det netop det højtidelige element, nytårsaften, som får os til at viske tavlen ren og slutte fred med det forgangne år. Hvis vi skal vende august til noget brugbart, er vi nødt til også at fejre sommerens slutning som en ny begyndelse. Heldigvis er der jo noget at gribe ud efter. For eksempel høstfesten fra gamle dage, hvor man skålede for alle depoterne, der var fyldt op til vinteren. Der blev saltet, syltet, puttet nogle ting på glas, og så inviterede man ellers til gilde. Det er da noget, både fermenterings-freaken i København og dommedagsprepperen i Herning kan forstå. Man behøver blot åbne Højskolesangbogen og læse teksten til Marken er mejet. Her står der én til én, hvordan vi skal gøre.