Liv

Helene Bak måtte føde sin døde pige: “Jeg følte mig så alene. Ingen taler om, at det her sker”

Af Charlotte Holst 11. november 2020
Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Sangerinde Helene Bak har to gange oplevet at miste under graviditeten og har måttet føde sin døde pige i 20. uge. Hun mener, at ufrivillig abort er voldsomt tabuiseret og opfordrer til, at vi taler mere om det.

Helene Bak oplevede første gang smerten ved at miste et ufødt barn i 2017.

Her var hun — efter lidt besvær med en lumsk cyklus — endelig blevet gravid. For første gang skulle hun og hendes kæreste være forældre, og forventningens glæde boblede omkring dem.

Men i uge seks begyndte hun at bløde.

– Jeg tænkte “åh gud, nu går det galt,” selv om lægerne sagde, det var ganske normalt. Men blødningerne fortsatte, og i uge ni var hjerteslaget væk, fortæller Helene Bak, der er sangerinde og sangskriver.

– Det er jo ikke opsigtsvækkende på nogen måde. Der er jo mange fostre, der går til så tidligt. Men jeg blev alligevel sindssygt ked af det. For det er ikke noget, man ser eller hører om i sin omgangskreds. Der bliver ikke rigtig talt om det. Måske derfor følte jeg mig alene i det. Det var omgærdet lidt af tavshed.

Det lille liv vi mistede

Kort efter den ufrivillige abort blev Helene Bak lynhurtigt gravid igen. Hun fødte Aia, og alt gik efter planen under graviditeten.

Hun var dog voldsomt nervøs undervejs og kunne ikke helt få oplevelsen ud af kroppen. Derfor brugte hun, som hun ofte gør, sit sangskriveri til at bearbejde sine tanker.

– Jeg skrev “Human Heartbeats”, da Aia var knap et år. Det er den måde, jeg arbejder med musik på. Jeg bruger oplevelser, der har sat sig og er tæt på mig, til at lave sange. Det er en god måde for mig at få en historie til at falde til ro på. Terapeutisk. Så jeg skrev sangen til det lille liv, vi mistede.  

I foråret var Helene blevet gravid igen, og Aia skulle være storesøster. Singlen var timet til at udkomme præcis samme dag, som Helene skulle have foretaget sin 20-ugers scanning.

Det var i slutningen af april. Graviditeten var forløbet fint, men corona havde gjort det svært for Helene at få de mange tryghedsscanninger, som havde båret hende igennem graviditeten med Aia.

– Scanningerne hjalp mig med at sætte små milepæle med Aia, så jeg vidste, det gik godt. Nu var alt lukket, og det pustede til ilden på en eller anden måde. Jeg syntes ikke, jeg kunne mærke hende så meget. Jeg ved ikke, om det var min krop, der sendte signaler, eller jeg bare var ved at blive corona-kuk, men jeg blev tiltagende nervøs.

Da landet genåbnede, bestilte Helene derfor en scanning på en privatklinik, fire dage inden singlen skulle udkomme.

– Jeg syntes, jeg lige havde mærket hende, så jeg var egentlig rimelig rolig og kørte selv derind.

Dødt barn i maven

På klinikken i Aarhus lagde Helene sig op på briksen, og jordemoderen satte scanneren på maven.

– Jeg kunne med det samme se på hendes ansigt, at der var noget galt. Hun blev stille på en forkert måde, og jeg kunne selv se på scanningsbilledet, at noget var galt. Det var, som om det ikke var spændstigt.

Og inden hun sagde noget, sagde jeg det selv højt: “Der er ikke noget hjerteslag.”

Jordemoderen bekræftede og gav Helene et knus.

– Jeg følte mig faktisk grebet lige der. Hvad kunne hun gøre andet end at forsøge at trøste mig?

Helene Bak

35 år, er sangerinde og uddannet rytmisk pianist. Hun er udøvende musiker og underviser på to musikskoler. Bor med sin kæreste og datter i Skanderborg og har netop udgivet albummet “Under One Roof”.

Jordemoderen scannede lidt mere, tog nogle mål og ringede så til Horsens Sygehus. Helene var i choktilstand og kunne ikke engang græde til at starte med. 

Da hun og hendes kæreste ankom til Horsens, blev de spurgt, om de ville tage hjem først og få lidt ro, eller om de ville ned på fødegangen med det samme, hvor Helene skulle føde den 20 uger gamle pige.

– Jeg havde det sådan: Jeg kan ikke gå rundt med et dødt barn inden i mig. Det hele var uvirkeligt. Vi kom ned på en fødegang, hvor folk fødte små levende babyer. Heldigvis kunne vi gå ind ad en bagindgang og en stue lidt væk, så vi ikke kunne høre fødegangen.

Kørekort til sorg

Helene blev sat i gang og skulle så bare ligge og vente på, at veerne kom. De var dog ikke det værste.

– Det var fornemmelsen af at skulle føde et lille dødt barn. Det var helt uforståeligt, men der var jo ingen anden vej, og kroppen kunne ikke gøre andet.

Først da det lillebitte menneske kom ud, gik det for alvor op for Helene og hendes kæreste, hvad de var igennem.

– Hun blev lagt op på en lille bakke, og så fik vi hende op til os. Jeg havde fra starten haft det sådan, at jeg gerne ville se hende. Alt andet ville være så underligt. Det gav mening at få hende op til os, synge for hende og se det lille menneske, vi havde skabt. Hun var jo færdig, hun var bare alt, alt for lille, siger Helene.

LÆS OGSÅ: Julie Rokkjær Birch: Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor

Jordemødrene tog den lille pige, der fik navnet Ida Marie, med, så Helene og hendes kæreste kunne få noget søvn. Næste morgen mødtes de med en hospitalspræst.

– Det var så fint. Præster har jo bare det store kørekort til sorg. Hun mødte os på en rar måde. Folk vil så gerne fikse, men det kunne ikke fikses. Og der gik hun bare ind og var til stede og talte med os.

Efter samtalen fik de den lillebitte pige ind til sig igen. Kyssede hende og sagde farvel, og en jordemoder tog hende med.

“Så sad vi der”

Med tabet af den lille pige havde teksten til “Human Heartbeats” fået smertelig ny relevans, og udgivelsen blev sat på pause.

På det tidspunkt kunne Helene og hendes kæreste kun forholde sig til, at hele deres tilværelse var anderledes. Alt det, de havde glædet sig til, var ikke længere deres fremtid. Hvad var så?

– Så sad vi der. Man skal jo fuldstændig redefinere … altså selv om jeg kun var halvvejs, så havde vi jo forestillet os og planlagt alt i hovedet og glædet os. Hele vores verdensopfattelse væltede jo på en måde.

Aia var kun to år gammel og forstod ikke helt, hvad der foregik.

LÆS OGSÅ: Chrissy Teigen hyldes for at dele tatovering af sin afdøde søns navn

– Hun havde heldigvis ikke knækket koden til det der med en lillesøster. Så hun reagerede ikke rigtig på det. Hun blev hentet og passet af mine svigerforældre, mens vi var på hospitalet, og da vi så kom hjem, var hun jo bare glad for at se os.

- Så står man dér. I et slags krydsfelt, hvor man gerne vil være der 100 procent for hende, og man sidder og leger med Lego på stuegulvet, men med bevidstheden om, at det var i forgårs, vi mistede et barn. Det var virkelig surrealistisk.

Måtte selv række ud

Helene fravalgte hospitalets sorgforløb, fordi hun først kunne få det fire måneder senere. På grund af corona prioriterede man dem, der havde mistet efter uge 22.

Generelt var der ikke den store opfølgning fra sundhedsvæsenet, fordi Helene havde mistet “så tidligt.”

– Når du mister før uge 22, har du ikke rigtig nogen rettigheder. Men man er jo stadig ked af det og sorgramt. Det bliver kaldt “tidlig fosterdød”, men det giver ikke mening, for det var jo et lille menneske, siger hun.

Helene kunne få en sygemelding og en henvisning til en psykolog fra sin læge. Men hun har i høj grad skullet skabe efterforløbet selv og række ud til folk, der har kunnet hjælpe hende igennem sorgen.

Det har hun så heldigvis været god til.

– For mig har det været vigtigt at række ud i alle de retninger, jeg overhovedet kunne. Hvis du først rækker ud, er det sjældent, du ikke mødes af en hjælpende hånd. Men det har krævet meget, for selv om du står i den store sorg, skal du samtidig være den stærkeste person og bede om noget.

Verdensbillede slog revner

Helene opsøgte selv samtaler om de mistede liv. Om babydrømmen, der brast, og sorgen, der tog over og lagde sig som en mørk, tung og dyster dyne over livet. Nogle steder mødte hun tavshed. For det er generelt ikke noget, man fortæller om, oplever Helene.

– Jeg følte mig så alene, for ingen taler om, at det her sker. Det er ikke noget, man fortæller om ved kaffebordet. Så ringer du til nogle, og de bliver stille på en mærkelig måde. De vil måske gerne hjælpe, men de ved ikke hvordan. Når noget så voldsomt sker, så er jeg sådan en, der ringer til alle og fortæller, og da jeg begyndte på det, så viste det sig jo, at flere i vores omgangskreds faktisk havde prøvet det. Hvorfor har vi ikke hørt om det? De har intet fortalt.

Helene oplevede, at hendes egen lyst til at få det ud i det åbne var med til at pakke historierne ud hos andre.

Tab under graviditeten

Cirka 420 ufødte børn dør efter 22. graviditetsuge. Omtrent lige så mange dør mellem uge 10 og 22.

Mister man efter 22. graviditetsuge, har man ret til sorgorlov. Denne er fra januar næste år forlænget fra 14 til 26 uger.

Når forældre mister før uge 22, har de ingen ret til orlov. Grænsen er sat der, fordi det først juridisk betragtes som et barn fra 22. fulde graviditetsuge.

Kilde: Forældre og Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød

– Så begyndte det der perfekte verdensbillede, der er forbundet med at skulle være forældre, at slå revner. Og det er jo ikke, fordi jeg synes, man skal bruge sin graviditet på at gå og frygte, at det her sker. Men jeg ville ønske, der blev talt mere om det, og at man kunne være både i glæde og sorg samtidig og ikke være bange for at gøre andre kede af det.

- Mange har været bange for at gøre mig ked af det, tror jeg. Men min kæreste og jeg kunne ikke blive mere kede af det. Vi var nede på bunden og ville ikke komme længere ned, hvis der blev spurgt ind. Tværtimod.

Prøver igen

I dag er de dukket op til overfladen. Tiden har dulmet sorgen. Den er der stadig, men har følgeskab af livsglæde. De vil gerne prøve igen, selv om forestillingen om en ny graviditet er angstfyldt for hende.

– Tiden gør noget ved, hvordan en følelse mærkes. I dag kan jeg være i sorg og glæde samtidig. Jeg kan rumme begge følelser. Hvis jeg har venner på besøg, som kender historien rigtig godt, kan vi godt strejfe Ida Marie i vores samtale ganske hurtigt og derefter tale om aftensmad. Sorgen er blevet … hvis ikke naturlig, så en del af mig. Det er blevet okay.