Gravid
17. november 2009

Værd at vide om ambulant fødsel

Der er en stigende tendens til ambulante fødsler. I Region Nordjylland er det endda et krav, hvis det ikke er første gang man føder, og mor og barn har det godt
Af: Gitte Sehested-Grove
https://imgix.femina.dk/media/ab6adbc601524b4d89f682c8ec79fa44.jpg

Foto: iStockphoto

- Endnu er ambulante fødsler ikke et krav på for eksempel Rigshospitalet. Men fænomenet breder sig og kommer også hertil på et tidspunkt, siger chefjordemoder Mette Simonsen, som tilføjer, at omkring syv procent af de nybagte mødre vælger det alligevel.

Hospitaler skal påtage sig ansvaret
En væsentlig anbefaling fra Sundhedsstyrelsen til de hospitaler, der vælger at lade flergangsfødende føde ambulant, er, at hospitalerne påtager sig ansvaret for rådgivning og hjælp, indtil sundhedsplejersken har haft kontakt med familien. Derfor bør familien også tilbydes besøg af jordemoderen to gange kort efter fødslen, mener man i Sundhedsstyrelsen. De nybagte mødre skal ikke føle sig ladt i stikken, når de sendes hjem. Både til - og med - et nyt liv.

Hvor føder man ambulant?
På alle hospitaler i Region Nordjylland skal kvinder, som allerede har født, føde ambulant, hvis personalet vurderer, at mor og barn fysisk og socialt har det godt. Det samme gælder for Region Midtjylland. I Region Syddanmark er det forskelligt fra hospital til hospital, mens der i Region Sjælland ikke er krav om ambulante fødsler. Dette gælder også for Region Hovedstaden med Hvidovre Hospital som undtagelsen.

Vel hjemme igen
At føde et barn gør dig ikke til patient, men din krop har knoklet, nogle gange i rigtig mange timer. Desuden er du måske blevet syet, og du bløder. Du har sandsynligvis efterveer, som kan minde om veerne op til fødslen. Bliver de for smertefulde, må du gerne tage almindelige smertestillende piller. Du skal huske at drikke og spise godt. Og sove så meget som muligt. Målet for barnets første dage er at trives. Det betyder først og fremmest, at det skal lære at tage føde til sig. Derfor bør barselsbesøg ikke vare mere end 20 minutter.

Det første par dage
Det anbefales, at du får undersøgt dit barn i løbet af den første uge hos din egen læge. Sundhedsplejersken vil også ringe eller skrive i løbet af de allerførste dage for at tilbyde dig et besøg. Kontakt selv din kommune, hvis du ikke har hørt noget i løbet af en uges tid. Barnet skal have taget en blodprøve i hælen, når det er mellem 5 og 10 dage gammelt. Blodprøven bruges til at undersøge for stofskiftesygdomme. På hospitalet har du fået at vide, hvor blodprøven skal foregå. Hørescreening foregår på hospitalet og skal ske senest to uger efter barnets fødsel.

Se også:
Hjemmefødsel - for de få
Planlagt kejsersnit
Hvorfor føder nogle for tidligt

Læs mere om:

Læs også