uge 33: Yoghurtravage og fødegangen

Det har næsten været et fuldtidsjob at være gravid i denne uge. Tirsdag var jeg til jordemoder. Barnet har det fint og står op med hovedet opad - så det er godt, det stadig har syv uger til at få sig vendt. Jeg har det sådan set også fint, når man ser bort fra en værkende bækkenbund. Mit blodtryk var endda det laveste, det har været i hele graviditeten.

Til gengæld gjorde urinprøven jordemoderen lidt bekymret. Sukkerindholdet var helt oppe at ringe. Vi blev enige om, at det nok skyldtes, at min morgenmad den morgen havde bestået af yoghurt, der jo er fyldt med sukker.

Men for en sikkerheds skyld var jeg torsdag hos lægen med en ny urinprøve.

Da jeg så ringede til lægen for at få resultatet ved middagstid, blev jeg noget overrasket. De havde ganske vist ikke fundet sukker i prøven, men de havde fundet både protein og hvide blodlegemer, så de var ved at dyrke prøven. "Vi tror, du har en urinvejsinfektion", lød beskeden. Jeg fik besked på at ringe fredag morgen - også selv om det ville betyde, at jeg skulle forkorte min gravidsvømning lidt, for det var meget vigtigt, at jeg fik talt med en læge, fik jeg at vide.

Det var faktisk lidt skræmmende og tanker som: hvad nu hvis jeg smitter barnet, eller hvad hvis en behandling af mig er dårlig for barnet, eller hvad nu, hvis de vurderer, at jeg skal sættes til at føde nu for selv at kunne blive behandlet, begyndte at køre rundt i hovedet på mig.

Jeg kom så slet ikke til gravidsvømning, da min ældste datter havde fået både feber og en grim hoste, men så havde jeg da god tid til at forsøge at komme igennem til lægen i telefontiden - ikke nogen let opgave. Da jeg endelig kom igennem, kunne lægen så fortælle mig, at det var blærebetændelse, de havde frygtet, men at det var falsk alarm. Jeg er heldigvis sund og rask.

Jeg har også været på sygehuset i denne uge. Ikke på grund af sygdom, men for at se fødegangen og barselsgangen. Ganske vist har jeg født to gange før, men det var på Ringkøbing Sygehus, som nu har lukket sin fødeafdeling og som jo også ligger to timers kørsel herfra. Denne gang skal jeg føde på Silkeborg Sygehus. Derfor var det rart lige at se stedet. Først og fremmest hvor det er, vi skal ind, så vi ikke skal til at lede efter fødselsafdelingen i nattens mulm og mørke med veerne bankende gennem lænden. Jeg var som den eneste af sted alene, da rundvisningen var midt i min mands skoletid. Men som han siger, hvis jeg er tilfreds, så skal han også nok være det. Der er bare mere ro på, når man har prøvet det før.

Både fødestuer og de andre faciliteter ser meget fornuftige ud. Der er ikke noget, der skræmmer. Og endnu vigtigere: deres jordemødre har en rigtig god tilgang til, at alle gravide er forskellige, og at alle selv får lov til at bestemme så meget som overhovedet muligt. Der er blandt andet et rum til kvinder, der er kommet ind til sygehuset, men som viser sig at være langt fra at føde. Normalt vil de jo blive sendt hjem igen, men der står et rum klar, hvor hun og hendes mand kan overnatte, hvis det gør dem mere trygge.

Man må blive på fødestuen i to-tre timer efter fødslen. Men ellers har de også en barselsstue for flergangsfødende, der bare lige har brug for nogle timer ekstra - fx til noget søvn, inden de tager hjem til resten af familien. Det er da fornemt, at man har det valg, selv om jeg nok ligesom sidste gang vælger at tage hjem, når vi forlader fødestuen med vores lille vidunderlige og velskabte datter.