Gravid
18. august 2006

uge 24: Indkøb

Jeg har været til 24-ugers tjek i denne uge. Det gik rigtig fint. Alt er ok hos både mig og barn, og jeg fik spurgt om de ting, jeg havde skrevet ned
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/files/pics/mama-dot-dk/228/11735/original-130236-gravid2.jpg
Myte 10: Hvis du som gravid drømmer, at du venter en pige, får du en dreng - og omvendt.

Jeg har været til 24-ugers tjek i denne uge. Det gik rigtig fint. Alt er ok hos både mig og barn, og jeg fik spurgt om de ting, jeg havde skrevet ned på en lille seddel.

Min svimmelhed viser sig oftest om formiddagen, så lægen anbefalede mig at tage et lille mellemmåltid og noget at drikke for at se, om ikke det kan hjælpe. For det ser ikke ud til, at jeg har for lavt blodtryk eller andre skavanker, der kan forsage svimmelhed. Og nu har jeg prøvet det et par dage, og når jeg ellers husker det, så ser det sørme ud til at virke.

Jeg huskede endda at spørge hende om bedøvelse hos tandlægen. Jeg skal nemlig til tandlæge om en ti dages tid, og jeg ved, at jeg har en plombe, der er revnet, eller som der er faldet et stykke af. Og sidst jeg var gravid, kunne min daværende tandlæge ikke fortælle mig, om bedøvelsen er skadelig for barnet. Og det samme sket hos den næste tandlæge, da jeg ammede. Så begge gange endte jeg med "bare" at bide tænderne sammen, for jeg ville da ikke udsætte mit barn for noget skidt. Men nu kan jeg ånde lettet op. Ifølge lægen kan jeg roligt blive bedøvet, fordi der kun er tale om lokalbedøvelse, og den kan ikke gøre mit lille barn noget, siger hun.

Ja lille og lille. Det kan måske diskuteres. Mit superaktive barn sparker rigtig mange gange dagligt i alle mulige retninger og i forgårs sparkede babyen på tværs af maven. Altså både skråt ned mod højre og skråt op mod venstre. Og da jeg vendte mig om på den anden side i sengen, vendte barnet sig også og sparkede skråt ned mod venstre og skråt op mod højre. Det var lidt sjovt, og jeg blev forbavset over, hvor lang babyen faktisk kan nå, selv om hun ikke er længere end et stykke A4-papir.

Jeg er begyndt at samle til rede - måske lidt inspireret af den megen sparken. Ikke helt frivilligt - og dog. Min ældste pige på seks år var nede og lege hos en legekammerat, hvis mor tidligere har talt om, at hun havde en babyautostol, som hun gerne ville af med. Og vi har været lidt i tvivl om, hvorvidt vi kan have tre autosæder i vores Suzuki Liana. Så hun hentede stolen ned fra loftet, inden jeg kom og hentede min datter. Vi kan ikke have tre autosæder! Men vi skal jo bruge en autostol alligevel, så jeg købte den af hende og tog deres gamle barnevogn med, nu jeg var i gang. Den er nok mest til brug i dagplejen, så det varer noget, inden jeg får brug for den, men prisen var fair, så nu står tingene på loftet og venter på barnet.

Men nu har vi jo så også fået bevis for, at vi bliver nødt til at anskaffe os en ny bil eller en brugt bil - i hvert fald en større bil. Så vi har været ude og se på biler, og jeg har talt med kreditforeningen for at få at vide, hvad det vil koste at låne til en brugt eller den dobbelt så dyre nye bil. Og har vi råd til at beholde Liana'en, så jeg slipper for at gå med barnevogn til skole og børnehave i al slags vejr? Hvilken bil vil vi gerne have - skal vi beholde den gamle også, og hvor meget er vi villige til at spare andre steder for at få ønskerne opfyldt?

Store beslutninger venter forude i kompromisets tegn.

Læs mere om:

Læs også