"Skat, jeg tror, det er nu!"

Som så mange andre førstegangsfødende, var der én ting, jeg spekulerede rigtig meget på: veerne og smerterne omkring selve fødslen. (…) Mange af mine tanker var af praktisk natur. De handlede om forberedelserne op til min terminsdag, de ting, jeg skulle huske, og ikke mindst: de ting, min mand skulle huske for mig. I de sidste uger op til terminsdagen sov jeg vildt dårligt, fordi jeg var så spændt på, hvornår fødslen ville gå i gang. Når jeg havde den mindste mavespænding, var jeg sikker på, at nu var jeg i gang. Så vækkede jeg straks min mand og sagde: »Skat, jeg tror, det er nu!« (…)

Forventninger
Når jeg var nået gennem alle tankerne om selve fødslen, gled tankerne straks hen på, hvordan det ville være, når den lille kom. Hvordan ville jeg klare det som mor? (…) Og hvordan ville han se ud? Til en af scanningerne havde min jordemoder sagt, at det så ud, som om vores barn havde et meget smalt ansigt. Det blev jeg en lille smule mærkelig over at høre. For hvordan så et barn med et smalt ansigt ud? Jeg fik straks et billede af Edvard Munchs maleri 'Skriget' på nethinden. Ikke specielt flatterende ... Jordemoderen lagde mærke til, at hendes bemærkning gjorde mig lidt stille. Så hun prøvede straks at redde den ved at sige, at jeg jo også havde et smalt ansigt. Som mor - så barn. Hmm ... var det nu også et kompliment? (…)

Veerne
Den 23. november vågnede jeg tidligt om morgenen og syntes, at smerterne i maven og underlivet var en del mere påtrængende, end de havde været i de foregående nætter. (…) Jeg havde veer! (…) Som minutterne gik, og veerne tog til, mistede jeg fuldstændig fokus. (…) Der gik ikke lang tid, før jeg ringede til hospitalet. Jeg nåede kun at sige mit navn, så kom der en ve, som fuldstændig tog pusten fra mig. Jordemoderen i den anden ende af linjen havde nok prøvet det hundredvis af gange før, men jeg følte, at det var helt absurd bare at stå dér og stønne ind i et telefonrør uden at kunne sige to ord. (…)

På hospitalet
Jeg stod op ad modtagelsesskranken på fødeafdelingen på Rigshospitalet midt i en ve. Jeg stod med let bøjede ben og lod benene køre rundt i ottetaller. Det var en teknik, som jeg havde lært til fødselsforberedelsen, og som på det tidspunkt virkede ret simpel. Men når jeg tænker over det, så burde jeg have slået knuder på mine ben i stedet for. Ottetaller - hvor kom det fra?! (…)

Så er det én ve mindre
Jeg nåede lige at fortælle jordemoderen, at vandet var gået på bagsædet af bilen - og at det ikke var lædersæder - inden den næste ve var på vej. Da veen var på sit højeste, tænkte jeg kun på én ting: »Så er der én ve mindre«. I mine vetåger tænkte jeg, at den jordemoder, der fandt på den sætning, burde have en medalje. (…)

For sent til smertestillende
Endelig kom jeg op på briksen, og jordemoderen konstaterede, at det var alt for sent at få nogen form for smertestillende medicin. Den besked kunne jeg ikke helt forstå. Eller rettere: Jeg ville ikke forstå den. Jeg prøvede at argumentere for min sag og forklarede, at vi jo nærmest var kommet ind på hospitalet efter den første ve derhjemme, og jeg syntes da heller ikke, jeg havde været her så længe, at de ikke kunne nå det. Jeg kiggede igen på min mand med det blik, som kun ens mand forstår. Igen hørte jeg ham sige: »Jeg ved, at hun rigtig gerne vil have smertestillende«. Men jordemoderen måtte igen forklare, at det var for sent. Der ville ikke gå lang tid, før vores lille dreng var ude. (…)

Vores lille dreng
Og der gik heller ikke lang tid, før det fantastiske skete. Jeg havde hverken ur på eller kræfter til at tælle, hvor mange veer der gik, før han kom ud - men ud kom han. Der lå så vores lille dreng - på mit bryst med åben mund og kiggede op på mig. Nogle vil nok mene, at det ikke kan lade sig gøre ... Men jeg er nu ret sikker på, at han kiggede mig i øjnene og smilede, da jeg ønskede ham velkommen i vores lille familie. Først da opdagede jeg, at solen skinnede. Og det kom slet ikke bag på mig. Selvfølgelig skinnede solen, når vi lå her med verdens dejligste dreng. Vi krøb alle tre over i dobbeltsengen, der stod ovre ved vinduet, og trak dynerne godt op om os, mens vi lå og holdt om hinanden og kiggede ud på de nøgne træer og solen. (…)

Vi er forældre
I de første par uger efter Viggos fødsel levede vi i en lillebitte, isoleret verden. Jeg fik hverken set eller læst nyheder, men jeg sad jo også selv med verdens bedste nyhed: Jeg var blevet mor til den dejligste dreng. Jeg elskede mit nye liv som mor med det samme. Og når jeg kiggede på Viggo, var det en fantastisk følelse at vide, at vi som forældre havde den fornemste opgave foran os. Vi skulle passe på ham og lære ham om livet ...

Artiklen er et uddrag fra bogen "Lykken findes" skrevet af Camilla Miehe-Renard.

Læs også:
Fødselsfortællinger uden filter
Hvorfor føder nogle for tidligt?