
Sådan har du sex som højgravid
23. september 2013Knald løs! Det siger de kloge hoveder. Men når vi som vordende mødre står med vores store maver, store tanker og hormonelle forandringer, kan det påvirke sexlysten. Desuden er rigtig mange bange for, at lagengymnastikken kan skade guldklumpen. Ånd blot lettet op. De kloge hoveder har ret. Vi har fået sexolog, jordemoder og indehaver af hjemmesiden bedresexliv.dk Vivi Hollænder til at fortælle os hvorfor.
10 gode fif til at beholde sexlysten, når du er gravid
-
Lyt til din krop, og giv den det, den har brug for.
-
Dyrk motion - det højner både lysten, men også dit energiniveau generelt, og du bliver gladere for din krop.
-
Hav god kærestetid.
-
Snak dybt sammen, - jo bedre og dybere snakke I har, hvor I forbindes følelsesmæssigt desto mere har I lyst til at ligge tæt.
-
Prioriter sexlivet - du kan lige så godt vænne dig til det.
-
Brug tid på dig selv og onaner - bare en gang imellem - solosex hjælper dig til at holde kontakten til din egen seksualitet.
-
Hold fri - sex er for mange kvinder et overskudfænomen, for når du holder fri UDEN 800 to do-ting, så kommer du tit i kontakt med kroppens behov og kan mærke din seksualitet.
-
Pas godt på dig - giv dig selv feminin omsorg og kærlighed. Egenkærlighed og tid til dig selv styrker din selvtillid, og det smitter af på din lyst til livet og lyst til lyst.
-
Mærk efter, hvad der giver dig lyst til din partner, og hvad der ikke giver dig lyst, og snak med ham om det.
-
Bliv ved med at kysse hinanden i hverdagen.
Kilde: Maj Wismann fra websexolog.dk
Graviditeten påvirker kvinden både fysisk og psykisk, og der sker rigtig mange hormonelle ændringer, som vi skal vænne os til. Der kan være perioder med træthed og utilpashed. Nogle kvinder oplever, at deres sexlyst bliver nedsat, mens andre oplever det modsatte. Begge dele er normalt. Principielt må du have sex igennem hele graviditeten, og I kan dyrke sex, som I plejer, og lige så ofte I har lyst, medmindre jordemoderen eller lægen har sagt andet, fortæller Vivi. Hyppigheden er i virkeligheden et spørgsmål om, hvad der passer til jeres behov.
Lad lysten bestemme
Næsten alle gravide er meget trætte de første 10-14 uger på grund af graviditetshormonerne. Mærker du en nedsat sexlyst (eller gør din mand), er det vigtigt, at I bevarer intimiteten med kærtegn, kys og nusseri - også selv om det ikke fører til sex. Hvis det nære og tætte samvær glider væk under graviditeten og i barselsperioden, kan det blive svært at genoptage sexlivet senere, advarer Vivi.
En god idé kan være at nedsætte ambitionsniveauet til de seksuelle udfoldelser i graviditeten. Både trætheden og den tunge krop kan påvirke lysten til langvarige og vilde udskejelser. Læg de store præstationer til side og giv plads til de små, kærlige put i ny og næ, der ikke kræver den store energi. Det er livgivende for parforholdet, mener Vivi.
Når manden mister lysten
Én ting er, at vi kvinder kan opleve nedsat lyst, men hvad gør vi, når manden mister lysten til sex under graviditeten af frygt for at skade barnet? Hvis du ikke kan overbevise ham om, at barnet ikke tager skade, kan du bringe emnet op hos jordemoderen. Måske kan hun bedre overbevise ham om, at det er uskadeligt.
Nogle mænd har en psykologisk blokering mod sex - især i slutningen af graviditeten - hvor de bevidst eller ubevidst føler, at de har sex med deres eget barn. Det må man respektere og ikke presse ham, siger Vivi. Men fortvivl ikke. De fleste mænd føler en uændret sexlyst igennem hele graviditeten.
Leg med stillinger
Når missionæren pludselig er blevet besværlig, og energien til at sidde ovenpå er i bund, kan det godt virke lidt som en kamp at have sex. Især når du er højgravid. Eksperimenter med forskellige stillinger, og find én, der er behagelig for jer. Sex er meget individuelt. Hvad der tænder én, kan frastøde en anden. Sex, når du er gravid, er (om muligt) endnu mere individuelt. Én kan opnå kolossal nydelse ved en stilling, der kan være ubehagelig eller være direkte smertefuld for en anden. Kast jer ud i det, og find de stillinger, der passer bedst til jer.
Vivi anbefaler disse stillinger, når du er højgravid og maven fylder:
• Doggy-style, hvor du læner dig over en sækkepude eller hynde er en god stilling, fordi den aflaster kroppens tyngde.
• "Ligge i ske" med manden bagest. Du løfter det øverste ben, så han kan trænge ind. Stillingen er ikke belastende, og han kan samtidig kærtegne dig.
• Stillinger, hvor du sidder tilbagelænet i en stol eller sofa med benene på gulvet, og han står på knæ mellem dine ben. I denne stilling kan I samtidig have øjenkontakt og kysse.
Vær opmærksom!
Medmindre du er så langt henne, at fødslen gerne må gå i gang, skal du være opmærksom på, om samlejet fremkalder blødning eller kraftige plukkeveer. I så fald skal du kontakte jordemoderen eller lægen.