Gravid

Prøv Tinder for babynavne - og swipe dig frem til det rigtige navn

af Kathrine Graa 17. oktober 2019
Foto: Panthermedia og Navngiv.dk
På appen “Navngiv” kan du swipe dig frem til dit nyfødte barns navn – og du kan matche dine yndlingsnavne med din partner. Her kan du lære mere om Tinder-generationens navngivnings-app.

Skal dit kommende barn hedde William eller Noah? Måske Hugo? Eller et helt tredje navn?

Den danske app “Navngiv” gør det let som en leg at finde et navn til dit nyfødte barn. Swipe og match - og find navnet blandt de mere end 39.000 godkendte navne i Danmark.

Sådan fungerer Navngiv

“Navngiv” ligner datingappen Tinder, hvor man swiper henholdsvis højre eller venstre, alt efter om man er interesseret eller ej – i denne app fungerer det på samme måde.

Hvis du kan lide navnet, swiper du til højre, hvis ikke swiper du til venstre.

I appen kan du blive forbundet med din partner, så I sammen kan finde frem til navnematches, I måske slet ikke havde overvejet.

Det fungerer sådan, at hvis du og din partner har swipet det samme navn til højre, får I et match. Mere overskueligt bliver det altså ikke.

Match navne med din partner, swipe til højre eller venstre, hold det overskueligt med navnelister og filtrer i navne. Foto: Navngiv.dk

Appen er ikke bare en sjov gimmick. Den er også super overskuelig. Alle de navne, som er du er gået igennem, sorteres ud på lister, så de er nemme at overskue og vende tilbage til senere.

Du kan genfinde navne, hvis du for eksempel er kommet til at swipe et navn til venstre, som du godt kunne lide. Har du specielle krav, kan du også lave dem under indstillinger, så den nyfødtes navn kan passe med dens søskende.

Swipe dig frem

Selvom appen er et sjovt påfund til navnesøgningen, så er den ikke meget mere end en overskuelig app, som passer perfekt til dig, der savner at swipe lidt på Tinder.

“Navngiv” er en alternativ måde at finde navne på, og hvis du laver et tilkøb i appen på 29 kr., kan du swipe dig igennem alle de navne, som er godkendt i Danmark.

“Navngiv” fås til iOS og kan hentes gratis, hvor du henter apps. Tilkøb i app.