Gravid

Hvordan føder man en kæmpebaby?

11. oktober 2014
af Lilla Loft. Redigeret af Anne Romanelli
foto: Vanna Envall
Jannie Søegaard fik at vide af sin jordemoder, at hendes baby måske ville komme til at veje over fem kilo ved fødslen.

- Hold da op, han er stor, sagde jordemoderen, da jeg var i sjette måned og til mit første tjek. Og så sagde hun ikke mere. Jeg blev paf, og begyndte med det samme at bekymre mig om, hvordan jeg nogensinde skulle få den unge ud, fortæller Jannie Søgaard, der er 28 år og venter sit første barn.

Vil måske veje fem kiloHun er i 36. uge og bærer på en dreng, der, efter jordemoderens vurdering, nu vejer lige så meget, som et barn i 40. uge normalt gør. Han fylder godt i Jannie Søgaards krop, men hun skal alligevel helst gå tiden ud. Også selv om drengen snildt kan komme til at veje fem kilo - eller mere.Der er stadig 'detaljer', der skal på plads - også selv om barnet tidligt har nået en 'normal' fødselsvægt. Det er Jannie indstillet på, men hun er langt fra tryg ved situationen.- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at føde et stort barn. Selv er jeg både lille og spinkel, siger hun, der måler 163 centimeter og normalt vejer omkring 50 kilo.

En skæv graviditetDa Jannie fandt ud af, at hun var gravid, var det helt efter bogen. Hun læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, og fulgte med i barnets udvikling måned for måned. Men hun fulgte også sin egen udvikling og kunne se, at den ikke stemte overens med bøgerne:- Jeg blev hurtig både stor og besværet, voksede ud af mit tøj og begyndte at få problemer med at ligge på ryggen, siger hun, der tidligt i forløbet fik venebrok.

Kiggede tre uger frem i bøgerneBabyens størrelse var også årsag til, at kroppen hurtigt føltes overbelastet.- Alt det stod der altså ikke noget om i bøgerne, i hvert fald ikke under de uger, der svarede til, hvor langt jeg var henne. Jeg følte mig både utryg og nervøs og tænkte, at der måtte være noget galt med enten babyen eller mig. Men forklaringen på, hvorfor jeg havde været så skæv i forhold til alle andre, kom jo, da jordemoderen skønnede, at min lille baby allerede var ret stor… Så begyndte jeg at kigge tre uger længere frem i bøgerne, end den uge jeg reelt var i, og så var jeg lige efter bogen.

Pylret førstegangsfødendeJannie Søgaards undren over sin størrelse fik hende ikke til at spørge sin jordemoder til råds fra begyndelsen.- Umiddelbart tror jeg, at det var, fordi jeg ikke ville virke pylret og overbekymret. Og så havde jeg ogsåtillid til, at jordemoderen ville informere mig, hvis der for eksempel var risiko for komplikationer, siger hun.Hvis hun kunne gøre det om, ville hun have gjort det.- Spørg fra starten løs om alt, hvad du kan komme i tanker om: Hvordan kommer det til at påvirke mig? Bliver graviditeten anderledes, og hvordan? Hvad med fødslen? Er der større chance for komplikationer?

Efter dette interview fødte Jannie en dreng på 52 centimeter, der skal hedde Emil. Han vejede 3.950 gram. Det var en sej fødsel, fordi han var stor i forhold til Jannie Søgaards krop. Vandet gik kl. 03, første ve kom 03.45 ,og fødslen var aktiv fra kl. 04. Fra kl. 05, til han blev født syv timer senere, havde Jannie veer med fire sekunders mellemrum. Emil stod skævt i bækkenet, så han skulle presses ud med siden af hovedet først. Der var tvivl, om han overhovedet kunne komme ud, så der blev gjort klar til kejsersnit. Men Jannie nåede at føde ham, inden det blev aktuelt. Læs også:Flere føder store babyerFrygter du fødslen?