Gravid
27. oktober 2009

Hvor meget bør man vide om fostret?

Gravide kvinders muligheder for at få viden om det kommende barn bør indskrænkes, mener Det Etiske Råd.
Af: af Line Hvid
https://imgix.femina.dk/media/article/scanning-3.jpg

Foto: Panthermedia

Forskerne ved mere og mere om fostre på tidligere stadier, og derfor frygtes det, at flere kvinder vil ende graviditeten før 12. uge, hvor det jo stadig er lovligt. Et flertal i Det Etiske Råd mener, at der bør ske en lovændring på området.

I tvivl om, hvornår du har termin? Så prøv vores terminsberegner her

Hver dag gør forskningen nye opdagelser, når det handler om graviditet og fosterdiagnostik. Men ønsker vi egentlig at drage nytte af ALLE videnskabens muligheder? Skræmmescenariet er, at vi en dag blot kan bestille lige præcis den baby, vi har drømt om - hvilket køn, hvilken øjenfarve, sågar hvilken personlighed. Babyer på bestilling er det nok de færreste af os, der ønsker.

Alligevel kan vi ikke lade være med at tænke på, om det bliver sådan langt ud i fremtiden. Hvis vi begynder at tage spæde skridt til det nu, vil vi så ende et sted, hvor ingen børn med skæve ben eller mindre psykiske afvigelser får lov til at blive født?

De første spæde skridt
Og de første små skridt mod designerbabyer er på vej. Der vil nok ikke gå mange år før det rent teknisk og videnskabeligt er muligt på et tidligt stadie i graviditeten at finde ud af det kommende barns sygdomme og handicap. Der findes for eksempel genetisk materiale fra fosteret i den gravide kvindens blod, som kan benyttes til at udføre fosterdiagnostik og få resultatet af undersøgelserne før den 12. uge. I dag er det ikke muligt at få ret mange oplysninger om fosteret på den måde, men det kan for eksempel for det meste lade sig gøre at bestemme kønnet ud fra en blodprøve fra den gravide.

Hvis det på et tidspunkt lykkes at isolere tilstrækkeligt store mængder af fosterets genetiske materiale fra en blodprøve fra kvinden, vil nye metoder måske kunne give de samme informationer om fosteret, som man i dag kan få ved hjælp af en fostervandsprøve eller en moderkagebiopsi.

Skal kvinders muligheder indskrænkes?
Det Etiske Råd diskuterede i sidste uge, hvor grænserne bør gå. Og et flertal i rådet mente altså, at lovgivningen bør ændres. Det skal ske på den måde, at kvinder kun må gøre brug af de nye muligheder for fosterdiagnostik, hvis lægerne mener, det er nødvendigt. Det er, hvis der f.eks. er arvelige sygdomme i familien.

Nye metoder til fosterdiagnostik vil gøre det muligt for kvinden at få adgang til informationer om fosteret inden udløbet af grænsen for fri abort i 12. uge. Derfor kan kvinden få udført provokeret abort, hvis fosteret har egenskaber, kvinden opfatter som uønskede. Som det er nu vil kvinderne selv skulle beslutte, om de vil gøre brug af alt det, der konstant bliver muligt. Når det er muligt, kan de være svært at vælge det fra.

Hvad mener du?
Hvor skal grænserne gå i forhold til hvor meget, man må vide om sit kommende barn? Og tror du, det er en udvikling, der til sidst ikke kan bremses, hvis vi ikke griber ind nu? Skriv din mening på Mama-debatten her.

Læs også:
FAQ om scanning

Læs mere om:

Læs også