https://imgix.femina.dk/media/b4604498e14b4fb69a55fdb23820f178.jpg
Gravid

Hvilket pasningssted er det rette for DIT barn?

1. september 2014
af Magasinet Mor
Er barslen ved at være ovre, og nærmer tiden sig, hvor du skal vælge pasningsordning til dit barn? Så læs med her, hvor vi giver dig til gode råd, før du vælger

Arbejdet kalder, og barselsorloven lakker mod enden. Hvad enten du vil det eller ej, er der som regel ingen vej uden om: Dit barn skal i pasningsordning. Men hvordan finder du ud af, om pasningsstedet er godt og rigtigt for dit barn?

Janne Hedegaard, der er forsker og lektor i socialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, forstår godt, at man som forældre har svært ved at vurdere, hvorvidt en daginstitution er god eller dårlig.

- Mit bedste råd er, at du besøger institutionerne, inden du skriver dit barn op. Fornem stemningen, og lyt til din mavefornemmelse. Læg mærke til, hvordan personalet tager imod dig. Bliver du set? Bliver der lyttet til dine spørgsmål? Og er det et sted, hvor du selv har lyst til at tilbringe otte timer om dagen? Hvis svaret er ja, er det sandsynligvis også et sted, hvor dit barn vil trives, og hvor personalet vil lytte til dets behov, siger hun.

Tænk, før du vælger
Før du tager ud og besøger de forskellige institutioner og dagplejer, er det en god idé at overveje, hvad der betyder mest for dig. Her er en liste med forskellige overvejelser, som du kan have med i baghovedet, når du tager på besøg.

1. Er du mest til fast struktur og skemalagte dage og aktiviteter? Eller trives du med et sted, hvor der er plads til masser af fri leg?

2. Er det vigtigt for dig, at institutionen lægger vægt på tidlig indlæring og skoleforberedelse? Eller skal der leges igennem, mens tid er?

3. Hvilke værdier er vigtige for dig? At institutionen vægter natur? Udendørsaktiviteter? Økologisk mad? Kreative fag?

4. Hvad er institutionens pædagogik? Hvilke værdier lægger den vægt på?

5. Tænk praktisk: Hvordan ligger dagplejen eller institutionen i forhold til hjem og job? Er det værd - og overhovedet muligt - at køre 40 kilometer efter stedet med den rette ideologi?

6.
Passer åbningstiderne med dine arbejdstider?

7. Er der andre med børn i institutionen, som du kender så godt, at I kan skiftes til at hente jeres børn, hvis det i en periode brænder på jobmæssigt?

8. Snak med de ansatte og med de andre forældre. Stil så mange spørgsmål, du kan. Kig, lyt, og mærk stemningen. Er stedet det rette for dit barn?

Læs også:
Familieliv og arbejdsliv
Lækker mor på 5 minutter

Læs også