
Husstøv kan gøre skade på dit foster
9. december 2010Støvet i dit hjem indeholder kemiske stoffer, som overføres fra dig til dit foster. Det kan påvirke dit barns vækst.
Moderkagen beskytter alligevel ikke fostret imod sundhedsfarlige stoffer, som man engang troede. Tværtimod så sendes pesticider, ftalater og brommerede flammehæmmere ligeså direkte som alkohol, og nikotin fra mor til barn via moderkagen.
"Moderkagen fungerer som et lager, hvor stoffer ophobes. Nu ser vi blandt andet, at bromerede flammehæmmere uden problemer bevæger sig over moderkagen og ind til barnet," fortæller professor Lisbeth E. Knudsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet til videnskab.dk
Læs: Drop plejeprodukter med skadelige stoffer. Tjek dem i kemi-knuseren
Stoffer hæmmer vækst
Flammehæmmere forhindrer for eksempel elektronik og polstrede møbler i at brænde. Men de frigives også i små mængder og samler sig i støv, som vi mennesker indånder, så stofferne kommer ind i vores krop.
Den præcise effekt af flammehæmmere i kroppen kendes ikke fuldt ud. Men de menes at påvirke kroppens vækst både psykisk og mentalt. Og fostre er generelt mere følsomme overfor mange af de miljøfremmede stoffer, vi udsættes for.
Læs: Skadelige stoffer er skyld i at flere børn fødes med misdannelser
Andre stoffer transporteres også
Også pesticider, ftalater og tjærestoffer transporteres over moderkagen, ligesom de velkendte syndere som alkohol, nikotin og koffein hurtigt smutter over moderkagen og ind til barnet.
Sov ikke med åbent vindue ud til trafikeret vej, luft ofte ud, støvsug, så tit du kan og lad nye møbler og elektronik dampe af i et par uger, før du tager det i brug - eller køb brugt. Det er de bedste råd til at undgå unødvendige stoffer.