Gravid
11. december 2008

Hold dit barn på rette temperatur

6 tommelfingerregler
Af: af Ann
https://imgix.femina.dk/media/91b3c361f0664fadb649d54eb2cf467a.jpg

Nogle gange kan det være svært at afgøre, hvor meget tøj baby skal have på: Følg de seks tommelfingerregler, så holder dit barn sandsynligvis en helt perfekt temperatur.

1: Overtøj også på smutture
På de hurtige smutture til købmanden eller vuggestuen er det fristende bare at lægge en babydyne over barnet eller hurtigt tage en fleecetrøje om barnet og så af sted. Men fordi barnet er lille, bliver kroppen hurtigt afkølet i en kold bil eller vind.
Derfor: Brug flyverdragt eller jakke på kolde dage og i kolde biler, og husk også hue, vanter og støvler.

2: Lettere forkølet om sommeren
Hvis I bor i nybygget eller gennemrenoveret hus med god isolering og gulvvarme, kan dit barn sagtens kravle rundt iført en bodystocking eller tynd bomuldskravledragt. Hvis der omvendt er fugtigt og fodkoldt, kan du give dit barn strømpebukser under bukserne, sutsko og en ekstra trøje på.
Hold en indendørstemperatur på 21-22 grader i de rum, som I opholder jer i, når I er vågne og aktive. Vær opmærksom på træk fra vinduer eller døre. Babyer er ekstra følsomme over for træk, faktisk bliver mange små forkølede om sommeren, hvor døre og vinduer står åbne.

3: Risiko for vuggedød når det er for varmt
Risikoen for vuggedød stiger, hvis barnet har det for varmt. Det kan være svært at se på et barn, hvornår den lille har det for varmt. Børn sveder ikke som voksne, så du kan mærke efter i nakken. Hvis dit spædbarn føles varmt og fugtigt i nakken, har barnet det sandsynligvis for varmt. Tag lidt af tøjet af, skru ned for varmen eller søg ind i et køligere rum.
Spædbørn regulerer deres kropstemperatur ved at afgive varme fra ansigtet og hovedet. Hvis dynen glider op over hovedet, kan baby hurtig blive for varm.

4: Sover bedst i bomuld
Temperaturen i værelset, hvor dit spædbarn sover, skal helst være mellem 16 og 20 grader. Sørg for at have luftet godt ud lige inden sengetid, så luften er frisk og fuld af ilt. Lad dit barn sove i blødt og tyndt bomuld, som dækker hele kroppen. Så undgår barnet at komme til at fryse, hvis det sparker dynen af sig i løbet af natten.

5: Klædt som syvsover
Har du en nyfødt, er det særlig vigtigt med et ekstra lag tøj eller et tæppe, fordi din nyfødte ligger stille og let mister kropsvarmen. Har du derimod en turbokravler eller -gænger, som er overalt på samme tid, så klæd barnet på i noget, der er lidt tyndere, så kroppen ikke begynder at koge under al den aktivitet.

6: Lur i det fri
Barnet sover godt i barnevognen udenfor i den friske luft (med mindre der er meget bilos). I blæst, regn, sne eller hagl skal barnevognen stå i læ. Barnet må selvfølgelig ikke fryse.
Husk vanter og noget ekstra varmt til fødderne, som ellers godt kan blive kolde, selv i en kørepose. På varme dage og i solskin er det vigtigt, at barnevognen står i skygge. I hedebølge kan det være så varmt, at barnet sover bedre inden døre i et køligt og mørkt rum.

Husk: Jo bedre dit barn har sovet i løbet af dagen, desto bedre sover det om natten.

Læs også:
Feber
Helbred helt naturligt
Honning vs. hostesaft
Temperaturmåling

Læs også