
Højgravid og i sit drømmejob
16. december 2008Man siger, at et barn altid kommer ubelejligt. Derfor kan man lige så godt lade være med at planlægge. Men sådan er det ikke på det lille teater i Allerød i Nordsjælland, Mungo Park. Da 31-årige Rikke Bilde i foråret fandt ud af, at hun var gravid, var hendes chef, teaterdirektør og instruktør Martin Lyngbo, en af de første, der fik det at vide.
Chefen glad på mine vegne
Aftalen var, at chefen skulle holde tæt, indtil Rikke og Rasmus selv havde sagt det til alle andre. - Jeg kan godt forstå, at mange ikke vil sige det så tidligt. Men i min situation var det noget andet. Jeg føler et ansvar for teatret. Vi er et lille ensemble-teater, hvor jeg er fastansat, sæsonen var planlagt, og jeg skulle spille hovedrollen som Tine i stykket Spasser Hund Kanin. Og prøverne skulle lige til at gå i gang. Derfor sagde jeg det i så god tid, for så kunne vi planlægge efter det. Jeg ville jo meget gerne beholde rollen, fortæller hun. Hendes chef blev da også meget glad på hendes vegne - han var selv lige blevet far - og så gik han ellers i gang med at tilpasse rollen. Rikke Bilde var i 31.uge, da stykket havde premiere i begyndelsen af oktober.
Rollen blev ændret
- Jeg spillede en ung udviklingshæmmet pige, der måske - måske ikke har været udsat for en seksuel krænkelse. Så da rollen skulle tilpasses mig som højgravid, lavede vi hende om til en tyk pige. Jeg fik en polstret buks på, så min mave blev jævnet lidt ud. Og så blev rollen ændret, så den ikke var særlig fysisk. Og det fungerede fint, fortæller Rikke Bilde, der frem til en måned før sin termin arbejdede på scenen, præcis ligesom alle andre gravide kvinder, der har et job. Og derfra overtog en kollega hendes rolle.
Gravid virkelighed
-Mange har desværre oplevet, at man som kvindelig skuespiller har meget svært ved at få job som gravid. Og bagefter er det også svært at komme i gang igen, fordi man er kommet væk fra branchen. Så jeg ved, at jeg er heldig, siger Rikke Bilde, der allerede ved, at hun skal i gang igen i efteråret 2009. - Vi er et ungt ensemble med mange unge kvinder, og det har hele tiden været en del af teaterets virkelighed, at en gravid skuespiller var en udfordring, man før eller siden skulle forholde sig til. Derfor var det også nemt for mig at sige, at jeg var gravid, fortæller Rikke Bilde, der har været fastansat på Mungo Park, lige siden hun blev færdig fra Odense Teaterskole i 2005.
Rikke Bilde modtog i 2007 talentprisen ved Årets Reumert.
Læs også:
Gravid i 30'erne
Fra hønemor til arbejdshest
Barselsloven