terminsberegner
Gravid

Har du svært ved at blive gravid?

24. juni 2015
af Jerk W. Langer, UH 34/14
Foto: AOP
Jo ældre en kvinde er, desto sværere er det at blive gravid. Men også levevisen betyder meget for frugtbarheden hos begge køn.

I 2013 var den 23. august den dag på året, hvor der blev født flest børn, nemlig 201 nye små danskere. Ifølge statistikken blev de produceret den 23. november året før - en dag, hvor vejrudsigten bød på omkring fem graders varme, blæst og regn. Samlet set er august, september, oktober og november de fire måneder på året, hvor flest børn bliver undfanget, og de bliver selvfølgelig født omkring ni måneder senere.

Men det er et faktum, at nedsat frugtbarhed er et stort problem for mange par, og hvert tiende barn kommer derfor til verden efter kunstig befrugtning. I denne uge får du tip til selv at optimere chancerne for graviditet.

De bedste råd - hvis du har svært ved at blive gravid

* Alder er den vigtigste faktor for en kvindes frugtbarhed. Allerede fra 25-års alderen reduceres frugtbarheden så småt, og efter 35-års alderen går det reelt ned ad bakke. I dag venter mange kvinder med at få børn, hvilket der kan være mange gode grunde til. Men prisen er, at graviditetschancen formindskes.

* Frugt og grønsager styrker sædkvaliteten. Mænd, der spiser meget kød og fuldfede mejeriprodukter, har dårligere sædkvalitet end mænd, som får mere frugt, grønsager og fedtfattige mejeriprodukter. Forskerne mener, at blandt andet plantekostens antioxidanter spiller en rolle.

* Vejer du som kvinde for meget, kan det svække frugtbarheden. Især når fedtet er placeret inde i maven omkring organerne, så taljemålet øges. Derimod er brede hofter ofte et godt tegn for frugtbarheden, idet dette fedt er med til at normalisere hormonbalancen. Svær overvægt er dog altid en ulempe. Overvægtige mænd har dårligere sædkvalitet end normalvægtige mænd.

* Dyrk sex med to-tre dages mellemrum af hensyn til sædkvaliteten. Hos manden øger afholdenhed antallet af sædceller, men samtidig kan sædkvaliteten nedsættes, så det gælder om at finde den rigtige balance. Har manden nedsat sædkvalitet, er det et forsøg værd at være oftere sammen.

* Rygning er en stor trussel mod frugtbarheden og forstyrrer blandt andet kvindens hormonfunktioner. Straks du kvitter tobakken, stiger frugtbarheden igen.

* Hold dig for en sikkerheds skyld fra alkohol. Selv et mindre forbrug synes at reducere frugtbarheden hos både kvinder og mænd. Især hos kvinder sidst i 30'erne, når frugtbarheden i forvejen falder. Også mandens alkoholforbrug spiller ind, da et forbrug over 15 genstande om ugen sænker hans frugtbarhed med 20 procent.

* Kemikalier i kosmetik, hudpleje, uvasket nyt tøj, ikkeøkologiske fødevarer og mange andre af de tusindvis af giftstoffer, som vi udsættes for, nedsætter formentlig frugtbarheden hos både kvinder og mænd. Det er svært at bevise, men fornuften taler for at undgå flest mulige fremmedstoffer. Det samme gælder luftforurening.

* Hård træning kan øge faren for spontan abort. Har du tidligere aborteret, skal du selvfølgelig lade være med at træne voldsomt hårdt. På den anden side gælder det absolut om at holde sig i gang ved for eksempel cykling og fitness, da en veltrænet krop forbedrer hormonfunktionen.

* Sluk tv'et, for sædtallet falder til omtrent det halve hos unge mænd, der ser over 20 timers tv om ugen. Omvendt er sædtallet betydeligt højere hos dem, der træner mindst 15 timer per uge.

* Kaffe i mængder under fem daglige kopper betyder ikke noget, så der er ingen grund til at være fanatisk. Men drikker du mere, er det værd at skære ned for at se, om det kan fremme frugtbarheden. Faren for spontan abort kan nemlig stige ved et højt forbrug af kaffe.


Her kan du finde sjovt legetøj til dit barn - helt uden skadelige stoffer! >>

Læs også