En gravid kvinde, der tidligere har født med kejsersnit
Gravid

Gravid efter kejsersnit

16. februar 2024
Olivia Zypikoff
Foto: Shutterstock
Kan jeg føde vaginalt efter kejsersnit? Hvor mange kejsersnit? Er det svært at blive gravid efter et kejsersnit? Få svar på spørgsmålene her!

Kejsersnit udgør 21 procent af de danske fødsler, skriver Ugeskrift For Læger. Er du en af dem og vil du gerne blive gravid igen?

Du må gerne blive gravid, selv om du tidligere har født med kejsersnit, men gå forsigtigt til værks. Har arret fået tilstrækkelig tid til at hele, øges sandsynligheden for en bedre oplevelse med graviditet og fødsel.

Det anbefales, at der går 1,5 år mellem dit kejsersnit og næste graviditet. Det skyldes, at hvis du bliver gravid inden for 18 måneder efter dit kejsersnit, vil risikoen for bristning af arret stige, og lægerne vil sandsynligvis anbefale endnu et kejsersnit.

Normal fødsel efter kejsersnit

Naturlig fødsel efter et kejsersnit er en mulighed for mange, og det er noget, som flere kvinder vælger. Sundhedspersonalet opmuntrer som regel til naturlig fødsel, da det kan være mindre belastende for kroppen. Igennem graviditeten og under fødslen vil der være øget opmærksomhed på arret.

Ekstra overvågning under fødslen

Din livmoder vil blive overvåget af et CTG-apparat (Cardio-Toco-Grafi). Når du oplever regelmæssige veer, vil apparatet overvåge dine veer og dit barns hjerterytme gennem hele fødslen, enten via trådløs teknologi eller med ledninger. CTG-apparatet skal opdage tegn på, om arret volder problemer.

“Hvis man har født ved kejsersnit, er der en lille risiko (0,5 procent) for, at livmoderen ikke kan tåle veerne ved fremtidige fødsler”, skriver Sundhed.dk

Selv om risikoen er yderst lille, foretrækker lægerne at tage alle forholdsregler og implementere ekstra overvågning under fødslen for at sikre din sikkerhed.

Har du haft veer før, kan det påvirke fødslen positivt. Hvis du første gang nåede til veerne inden kejsersnittet blev foretaget, vil udvidelsesfasen være hurtigere anden gang. På samme måde som, at flere kvinder oplever at deres anden fødsel ikke er lige så hård og lang som den første.

Kejsersnit flere gange?

Et kejsersnit kan gentages flere gange, men risikoen for komplikationer stiger pr. gang. “Risikoen for, at der opstår problemer ved fødsler fremover, er større, jo flere kejsersnit du har fået. Har du født ved kejsersnit to gange, vil du sandsynligvis blive anbefalet et kejsersnit tredje gang”, skriver Hvidovre Hospital.

Kan det være svært at blive gravid efter kejsersnit?

Ifølge Ugeskriftet For Lægerne er graviditets- og fødselsraten 10 procent lavere efter kejsersnit end efter vaginal fødsel, og der er 14 procent større risiko for subfertilitet (øget tid til næste graviditet).

Det er nødvendigvis ikke svært at blive gravid efter kejsersnit, men undersøgelser viser, at flere er en smule udfordret. Eksempelvis kan kvinder, der har været igennem et akut kejsersnit, være præget af traumer, der kan medføre, at deres krop ubevidst afviser fremtidige graviditeter. Kontakt din læge, hvis du oplever problemer med fertiliteten.

Kilder: hvidovrehospital. dk, sundhed.dk, ugeskriftet.dk

Læs også