forstoppelse
Gravid

Gode råd mod forstoppelse hos baby

18. september 2017
(udgivet første gang december 2015) Af Mette Møllevang. Redigeret til web af redaktionen, Foto: Pantherstock
Forstoppelse hos din baby er aldrig sjovt. Men heldigvis kan du gøre noget ved det. Få rådene mod forstoppelse her.

Hvis afføringen hos baby er hård eller tør, hvis den er svær at komme af med, eller hvis det ligefrem gør ondt, så kan det skyldes forstoppelse. Forstoppelse hos spædbørn skyldes som regel kosten, men der er også andre ting du kan gøre, hvis uheldet skulle være ude. 

Gode råd til at undgå forstoppelse:

1) Tjek emballagen. Får dit barn flaske, så start med at tjekke, om erstatningen er blandet præcist som anvist på pakken.

2) Skift mærke. Får barnet modermælkserstatning, så prøv at skifte mærke. Måske kan dit barns system bedre fordøje en anden sammensætning.

LÆS OGSÅ: Dét skal du vide om modermælkserstatning

3) Se tiden an. Hver gang dit barn er i en overgangsperiode fra eksempelvis ammemælk til komælk eller fra grøntsagsmos til rugbrødsmadder, kan det godt give lidt forstoppelse i en kortere periode. Giv tilvænningen lidt tid.

4) Babymassage kan også afhjælpe forstoppelse. Fordel lidt olie på fingerspidser og håndflader, og massér barnets mave omkring navlen i urets retning. Ikke for hårdt. Blidt og behageligt. Hold inde, hvis barnet ikke kan lide det.

5) Babysvømning, babygymnastik, cykelbevægelser med babyens ben - kort sagt alle former for fysisk aktivitet kan afhjælpe forstoppelse. Det sætter gang i fordøjelsen, fordi tarmene ganske enkelt bliver rørt.

6) Prøv at give din baby et varmt bad. Det virker afslappende.

7) Giv dit barn lidt ekstra væske i form af vand eller kamillete mellem måltiderne. Måske mangler barnet blot væske.

LÆS OGSÅ: FAQ om skemad

8) Mere grød, frugtmos og grøntsagsmos (forudsat barnet er modent til det). Det er fiberrigt og godt mod forstoppelse.

9) Er det en alvorlig forstoppelse, så tal med din læge eller sundhedsplejerske om det, og få anvist et godt afføringsmiddel.

10) Forstoppelse hos større børn kan skyldes manglende motion, for raffineret mad, væskemangel eller for meget mælk. Prøv at skrue ned for mælken, og skru op for vand, motion og grovere kost.

11) Zoneterapi.

12) Vær opmærksom på, om der sker større forandringer lige nu i dit barns liv, hvilket også kan give forstoppelse. Skal I ud at rejse? Ligger I i flytterod? Skifter barnet institution?

13) Bær dit barn tæt mod kroppen. I favnen har børn og slyngebørn en god fordøjelse og meget sjældent kolik.

Kilder: Apoteket.dk og 'Barnets sygdomme' af Jerk W. Langer.

Sundhedsstyrelsens 5 nye anbefalinger om mad til spædbørn:

  • Mælk

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at børn ikke får komælk, men kun modermælk eller modermælkserstatning i hele det første leveår. Årsagen er, at komælk har et proteinindhold, der er cirka tre gange så højt som modermælk og et lavt jernindhold. Der er dokumentation for, at for meget protein i spædbørnsalderen har betydning for udviklingen af overvægt senere i livet.

  • Jern

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere jerntilskud til børn født til tiden i perioden 6-12 måneder. Behovet for jern bør fra 6-måneders alderen dækkes af en jernholdig kost med blandt andet kød og fisk. Børn født for tidligt skal stadig have jerntilskud.

  • Fisk

Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen anbefaler nu, at børn under tre år ikke får store rovfisk som f.eks. tun. Det gælder også tun på dåse. Årsagen er, at der kan være risiko for, at barnet får for meget kviksølv gennem maden, og et højt indtag af kviksølv kan påvirke hjernens udvikling negativt.

  • Gluten

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at glutenholdige produkter gives i variation med ikke-glutenholdige produkter og i stigende mængde fra barnet begynder på skemad. Det vil sige, at glutenholdig kost kan gives, før barnet fylder 6 måneder.

  • Varieret kost

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at børnene tilbydes mange forskellige smags- og konsistensindtryk allerede fra 6-måneders alderen, og at børnene i denne alder også selv gives muligheden for at gribe efter maden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.