Gravid
21. maj 2015

Fantastisk fødsel: Sådan får du en god fødselsoplevelse

Ved at bruge nogle helt konkrete og simple fødselsteknikkker kan du forberede dig optimalt på din fødsel – og sandsynligvis også få en bedre fødselsoplevelse, end du ellers ville have haft.
Af: Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/foedsel/nikolineogwilliamprim.jpg

Foto: Pantherstock & PR

- På fødestederne oplever vi ofte kvinder, som bliver overrumplede af veerne og ikke har nogen konkrete redskaber at gribe i, når fødslen går i gang. Mange fødende bliver derfor passsive, når veerne for alvor får overtaget i kroppen, fordi de ikke ved, hvordan de skal arbejde med veerne. (…) Vi har også oplevet, hvor stor en forskel det gør, når kvinder forbereder sig på deres fødsler.

Sådan skriver jordemødrene Mette Radmer og Camilla Gry Temmesen i deres nye bog 'Fantastisk Fødsel', der er udgivet af Gyldendal.

Bogen viser gravide, hvordan de ved at bruge nogle helt konkrete og simple fødselsteknikkker kan forberede sig optimalt på den forestående fødsel - og sandsynligvis også få en bedre fødselsoplevelse, end de ellers ville have haft.

Vejen til en fantastisk fødsel er: F.A.K.T.A.

'Fantastisk Fødsel' er også det overordnede navn på jordemødrenes fødselsforberedelsesmetode, der består af fem forudsætninger: Forberedelse, Ansvar, Kontrol, Teknik og Afspænding - forkortet F.A.K.T.A..

Forberedelse
Hvis du er grundigt forberedt (både teoretisk, fysisk og mentalt), er du også mere tryg og behøver ikke bruge unødige resurser på at sætte dig ind i, hvad der sker. Læs derfor om fødsler i bøger og på internettet, tal med andre om deres erfaringer og gå evt. til fødselsforberedelseskurser. Sørg for at være i god fysisk form, da en fødsel som bekendt er noget af en kraftpræstation - og typisk bliver nemmere og mindre kompliceret, hvis kvinden er i god form. Og forbered dig mentalt ved f.eks. at få styr på fødeteknikkerne. Det giver tryghed at have nogle værktøjer, du kan hive frem i kampens hede. (I 'Fantastisk Fødsel' finder du konkrete og simple fødeteknikker, der beskrives udførligt - bl.a. vejrtrækningsteknik, presseteknik og afspændingsteknik).

Ansvar
Tag ansvaret for din fødsel. Det nytter ikke noget, at du bliver passiv og forventer, at fødslen bliver en god oplevelse uden din egen målrettede indsats. Fødslen er et samarbejde mellem dig, din partner/fødselshjælper og din jordemor, men det er kun dig, der kan sige til og fra, hvis du kan mærke, hvad der er bedst for din krop, og dette ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvad omgivelserne fortæller dig. Du skal vide med dig selv, at det her med at føde, det kan du godt. Din krop er skabt til det!

Kontrol
Det er din fødsel, og det er dig, der skal tage kontrollen over din krop - ikke omvendt! Det kan du selvfølgelig kun til en vis grad, da det ikke er til at vide, hvad der præcist sker i en fødsel, men det skal forstås sådan, at der trods alt er nogle ting, du kan kontrollere - såsom vejrtrækning og afspænding. Sørg for at kontrollere dette, mens kroppen får fred og ro til at gøre det, den er bedst til; at føde uden alt for mange dikkedarer. Derfor er du på en og samme tid nødt til at tage kontrol og slippe kontrollen med tilid til, at din krop kan klare opgaven.

Teknik
Teknikken udgør en stor del af 'Fantastisk Fødsel', og når du gentagne gange har indøvet vejrtræknings-, presse- og afspændingsteknikkerne, vil du være i stand til at anvende dem, så snart dine veer starter, og helt frem til du har født dit barn. Med presseteknikken kan du f.eks. koordinere dit muskelarbejde, så du på skånsom vis og med dine kræfter fokuserede på det rette sted kan føde dit barn. Øv teknikkerne ofte, så de bliver så naturlige for dig, at du helt automatisk begynder at anvende dem, når veerne sætter ind.

Afspænding
Afspænding er et meget vigtigt redskab under din fødsel. Hvis du kan afspænde musklerne i din krop, mens livmoderen arbejder, giver du din krop de mest optimale vilkår for at arbejde uforstyrret. Afspændingen kan forstås som en slags 'positiv selvbeherskelse', der tillader en fysisk hård, men naturlig proces i din krop. Hvis du ikke kender din krop tilstærkkeligt, vil du sandsynligvis reagere med at spænde op i kroppens muskler, når veerne sætter ind. Og så vil veerne opleves som meget mere smertefulde, hvilket igen vil virke som en negativ spiral, som tærer på din energi og dit overskud. Træn derfor afspændingen, så du til enhver tid kan genkende og afslappe hver enkelt muskel, som du sætter fokus på. Gør du det ofte, vil du være i stand til at afspænde instinktivt, når veerne sætter ind.

Bogen 'Fantastisk Fødsel' indeholder foruden de konkrete fødselsteknikker bl.a. også fakta om fødslen, personlige fødselsfortællinger fra kendte og ukendte kvinder, gode råd om tiden efter fødslen samt tips til træning, kost og selvforkælelse. Og så finder du i bogen også QR-koder til voiceguides, så du nemt selv kan forberede dig på din fødsel.

Du kan købe 'Fantastisk Fødsel' her >>

Læs også:
Fødslens forløb - de 3 faser i din fødsel
10 råd til at klare veerne
Medicinsk smertelindring
Alternativ smertelindring
Vaginal fødsel vs. kejsersnit
Fødsel: Du kan forebygge bristninger
Hvad er en gennemsnitsfødsel?

Se også:
Video: Hospitalsfødsel vs. hjemmefødsel

Læs mere om:

Læs også