Emilie fik en efterfødselsreaktion: ”Jeg havde en sindssyg frygt for at miste William”

- Jeg havde hørt fra flere, at det er helt normalt, at man er helt rundt på gulvet. Men jeg blev bare ved med at være rundt på gulvet på den måde, at jeg havde en sindssyg frygt for at miste William, fortæller 30-årige Emilie Melgaard Jacobsen om sin første fødsel og tiden efter.

Fødslen og det efterfølgende forløb fortæller hun om i Mamas podcastserie ”Fødselsberetninger”.

Efter en smertefuld fødsel var Emilie mere end klar til at tage imod sin nyfødte søn og mærke den forløsning, det er at få sit barn i armene for første gang. Men sådan blev det ikke. Hun fik nemlig kun lov til at holde sin nyfødte søn William i tre minutter, før han blev taget fra hende og lagt i kuvøse på en anden etage på hospitalet. Han var slap og havde derfor brug for støtte og ilt til at komme til hægterne. Emilies mand, Daniel, fulgte med barnet. Selv lå Emilie tilbage på en tom stue.

- Jeg lå bare og havde lyst til at skrige: ”I må ikke tage ham! I må ikke skille os ad!” Det hele fyrede rundt inde i kroppen på mig, men mit hoved sagde: ”Emilie, du kan ikke hjælpe ham. Du kan ikke give ham det, han har brug for. Derfor må nogle andre tage over nu.” Jeg følte mig enormt utilstrækkelig. Jeg vil ikke sige, at jeg følte mig som en dårlig mor, for jeg følte, det var det rigtige, jeg gjorde ved ikke at sige, tag mig med. Så lå jeg på stuen alene. Det var meget ensomt. Jeg havde hele tiden følt, jeg havde haft ham med mig, siger hun.

Efterfødselsreaktion

Ifølge privatpraktiserende jordemoder Stine Roswall kan det være et stort chok og et traume, når ens barn bliver ført væk efter fødslen. Hun forklarer også, at en fødselsreaktion i de fleste tilfælde er en reaktion på at få et barn, og ikke på selve fødslen. Men når det er sagt, står sanseapparatet mere åbent under fødslen, og dermed tager man mere ind.

- En fødselsreaktion kan udmønte sig som tanker, der begynder at køre i hovedet på en. For eksempel: ”Hvad nu, hvis jeg lægger ham ude i barnevognen, og han får møffet sig om på siden, borer hovedet ind i puden og dør?” Eller: ”Hvad nu, hvis jeg kommer til at tabe ham?” Det kan være alle mulige tanker, som er helt usandsynlige, men som alligevel kører i hovedet. Man kan have udfordringer i sine tanker, i sine følelser og i sin fysiske krop. Nogle undersøgelser peger på, det er omkring 12 %, der får en efterfødselsreaktion, andre siger 20 %. Så det er ret hyppigt, siger Stine Roswall.

HØR EMILIES FØDSELSBERETNING HER - EPISODE 11 og 12

Forhindringer

For Emilie føltes det, som om der gik meget lang tid, før hun fik lov til at se sin søn igen.

Blandt andet måtte hun vente på, personalet fik fremskaffet en kørestol, og da hun endelig kom afsted, havnede hun på barselsafdelingen. Men der var ingen William, han lå på neonatalafdelingen. Desuden mente lægerne, at Emilie havde brug for at hvile sig lidt, før hun skulle se sit barn.

Da Emilie endelig fik lov til at holde William i sine arme, gav hun bogstaveligt talt ikke slip igen. Der gik to dage, før hun lod sin mand holde ham. Selv da den lille familie var kommet sikkert hjem, oplevede Emilie en meget stærk trang til at holde fast på sin søn.

- Jeg havde hørt, at man kunne have svært ved, at andre holdt eller rørte ens barn, men jeg kunne slet ikke holde det ud. Jeg kunne næsten ikke klare, at min mand holdt ham, og jeg tænkte: Gad vide, om der er et eller andet… altså om jeg er ved at blive syg. Jeg kan huske, at jeg samlede mig sammen for at gå ned i kælderen. Vi taler om, at jeg skulle gå ned ad en trappe til vaskerummet og sætte en maskinfuld tøj over, og det hele rystede bare på mig. Til sidst brød jeg fuldstændig sammen og løb op og hev ham op af barnevognen, selvom han faktisk lå og sov. Jeg skulle bare have ham tæt på, fordi jeg simpelthen blev bange, fortæller Emilie.

- Jeg sagde til min kæreste: Der er noget, der ikke er, som det skal være. Sådan her skal man ikke have det. Min kæreste prøvede på bedste vis at støtte mig og sagde: ”Du har jo også lige født. Jeg er sikker på, du nok bare lige skal lande i det.” Men jeg ved nu, at jeg skulle have bedt om noget hjælp dengang.

LÆS OGSÅ: Karens hjemmefødsel: "Under fødslen røg jeg ud i en ekstaseagtig tilstand"

Vurderingsspørgsmål

Men hvornår fylder de negative tanker for meget? Og hvornår er det normal adfærd, når man er nybagt mor for første gang med alt, hvad det medfører af usikkerhed? Det er et vurderingsspørgsmål, og netop derfor kan det være svært at opdage en fødselsreaktion, mener jordemoder Stine Roswall.

- Man kan måske stadig grine over noget i fjernsynet, mens man sidder og ammer. Så man er ikke nødvendigvis ked af det eller i krise hele tiden, når man har en efterfødselsreaktion. Vi har alle et vist niveau af katastrofetanker og depressionslignende følelser, men de må bare ikke tage overhånd. Man taler om det her med at have en tudetur, nogle tudedage eller maternity blues, som en periode, der varer under 14 dage. I den periode er man meget i symbiose med sit barn. Og det er faktisk et af de eneste kriterier, vi har, når vi skal spotte en efterfødselsreaktion: Har det varet i mere end 14 dage? For man må gerne have et par uger, hvor man synes, det hele er udsigtsløst, men så skal det helst også vende og blive bedre, siger Stine Roswall.

I takt med, at man som mor adskiller sig mere og mere fra sit barn, og barnet bliver mere selvstændigt og kan give udtryk for sin egen vilje, forsvinder efterfødselsreaktioner ofte igen, forklarer Stine Roswall. Men sårbarheden i sindet forsvinder ikke, hvis ikke efterfødselsreaktionen bliver behandlet.

- Sårbarheden kommer sandsynligvis igen ved en ny graviditet eller i andre af livets udfordrende situationer. Så hvis man ikke har fået behandlet sin efterfødselsreaktion med samtaleterapi, som er det værktøj, man bruger, og hvis ikke man lærer at genkende, at ens tanker er på vej i en negativ spiral, vil man sandsynligvis ende i samme reaktionsmønster næste gang, siger hun.

Mørketal

Ifølge Stine Roswall kan man ikke på forhånd regne ud, om man er typen, der får en efterfødselsreaktion eller ej.

- Det er rigtig svært at sætte fingeren på noget, fordi fødselsreaktioner er så hyppigt forekommende. Det sker for kvinder i alle samfundslag og alle aldre. Så der er ikke nogen klar sammenhæng mellem hvilke kvinder, der får en efterfødselsreaktion og hvilke, der ikke gør, siger Stine Roswall.

William har det godt og har fået en lillebror, Knud. De to fødsler kan slet ikke sammenlignes for Emilie. Selvom efterfødselsreaktionen klingede langsomt af, mens hun var gravid med Knud, besluttede hun sig alligvel for at arbejde med sig selv og reaktionen gennem terapi.

- Første step var at erkende, at noget ikke var, som det skulle være. Det næste var selv at tage lederskab og se en terapeut. Det var næsten det sværeste. Da erkendelsen var landet, vidste jeg, at jeg skulle ind og rippe op i nogle svære følelser, og det gjorde mig rigtig træt og dårlig. Jeg havde ikke fået rystet fødselsreaktionen af mig, men det fik jeg efter terapien. Det var en kæmpe forløsning,” siger Emilie.

Hun fortæller også, at hun godt kunne have overlevet uden terapien. Men det var med til at skabe en helt anden ro og tillid efter Knuds fødsel, som hun ikke havde første gang.

- Den angst, jeg mærkede efter Williams fødsel, var fuldstændig væk efter Knuds. Jeg gav mig bare hen til processen, og der var ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg var bange. Der er ingen tvivl om, at det er unaturligt at få taget sit barn fra sig efter fødslen, det havde store konsekvenser for mig som mor. Men jeg har fundet ud af, at det aldrig er for sent at blive helet efter en efterfødselsreaktion.

LÆS OGSÅ: Video: Forældre taler ud om deres efterfødselskrise

Hvad er en efterfødselsreaktion?

En efterfødselsreaktion er en fællesbetegnelse for en række forskellige reaktioner. Det kan være tankemæssige forstyrrelser i form af tvangstanker og vrangforestillinger, det kan være følelsesmæssige forstyrrelser som depression, mani, angst og aggression, og det kan være fysiske forstyrrelser som overfølsomhed over for lys og lyd eller sansemæssige signaler, der tolkes som sygdom.

Kilde: Gaiainstituttet