børnesko
Gravid

Guide: Dit barns første sko

10. oktober 2019Opdateret 17. juli
af Anne Romanelli & Isabella Jacobsen
Der er meget at tage højde for, når du skal købe dit barns første sko. Fodterapeaut Connie Roskjær giver dig her hendes bedste råd til køb af børnesko

Hvornår skal mit barn have sit første par sko?

En typisk hovedregel er, at du skal begynde at kigge efter det første par sko, når dit barn kan gå et par skridt selv. Det er vigtigt at huske, at dit barn ikke har brug for sko til at lære at gå.

Det kan være en god idé at få hjælp fra uddannet personale i en skobutik, som kan hjælpe med at finde de rigtige sko til dit barns fødder.

Det anbefales at vente så længe som muligt før du køber sko til dit barn. Børn har brug for at mærke fast grund under deres bare fødder, så de kan lære at holde balancen og gå. Derudover er børns fødder meget bløde i starten og dermed også mere påvirkelige.

Hvad er en begyndersko?

begyndersko
Foto: Shutterstock

En begyndersko hjælper barnet godt på vej med de første skridt ved at støtte fødderne, mens barnet stadig er lidt usikker på benene. De sidder tæt ved anklerne og sørger for, at fødderne ikke bevæger sig op og ned i skoene. De fleste begyndersko går også højere op om anklerne end almindelige sko.

Find den rette begyndersko

  • Pasform: Find en sko, der passer til dit barns fod. De må hverken klemme eller sidde for løst på foden.
  • Voksetillæg: Der skal være 1-1,5 cm voksetillæg i skoene, så dit barn kan bevæge fødderne.
  • Sål: Sålen skal være tynd og blød, så dit barn kan holde balancen mod gulvet.
  • Justerbar lukning: Skoen skal kunne justeres med snørebånd eller velcro, så den sidder fast omkring foden. Snørebånd eller velcro skal fungere som sikkerhedsselen i en bil.
  • Fast hælkappe: Skoen skal have en fast hælkappe, da det er dét, som styrer foden. Det holder foden på plads og giver en god støtte.
  • Åndbare materialer: Skoen skal være i åndbart materiale, så dit barns fødder kan ånde i skoen. Det er især vigtigt, at indersålen er fremstillet i naturlige materialer, da det giver foden mulighed for at komme af med kondens.
  • Lyt altid til dit barn: Hvis dit barn beklager sig over skoen, så er der måske noget om snakken.

Sko til baby der kravler

prewalkers
Foto: Shutterstock

Prewalkers eller kravlesko er til babyer og små børn fra 6 måneder og frem til ca. 1,5 år, der kravler eller lige er begyndt at rejse sig. Egentlig udvikler børns fødder sig bedst uden sko på, men prewalkers kan bidrage til at give støtte og komfort, så barnet ikke glider lige så let.

De er desuden perfekte, når bare tæer og strømpesokker ikke er nok, eller hvis institutionen ønsker, at barnet har indendørs fodtøj på.

Prewalkers har en sål, der er tyndere og blødere end almindelige børnesko. På den måde understøtter skoene hele barnets læringsproces - og særligt i starten, hvor tæerne bruges ekstra meget for at holde balancen mod gulvet. Foruden en tyndere sål, adskiller prewalkers sig ikke fra almindelige børnesko.

Hvad størrelse bruger baby i sko?

For at finde den rigtige størrelse sko til baby, skal du kende længden på dit barns fødder. Det er vigtigt, at du måler begge fødder, da der sagtens kan være forskel på længden.

Størrelsesguide til baby sko

  1. Lad dit barn stå op ad en væg
  2. Læg en lineal langs foden
  3. Mål længden fra væggen og ud til den længste tå

Alternativt: Lad dit barn stå på et stykke papir og tegn et omrids af foden, som du herefter kan måle længden af.

Du får det mest præcise mål, hvis dit barn står oprejst og lægger vægt på den fod, der måles.

Når du vælger størrelsen på skoen, skal du altid tage hensyn til den største fod. Det er dog vigtigt, at du ikke køber for store sko, da det kan hæmme dit barns gang. Sko med den forkerte størrelse og/eller pasform kan meget hurtigt ødelægge en fod i vækst.

Der skal være plads nok både i højde og bredde til, at tæerne kan bevæge sig op og ned. Hvis der er for lidt plads i bredden, vil det give fejlstilling i forfoden, og der vil ikke være nok plads til storetåen i højden, hvilket kan give nedgroede negle. Der må dog heller ikke være for meget plads, da det vil give stød på tåspidserne, når foden ryger frem i skoen. Det øger igen risikoen for fejlstilling senere hen.

Det anbefales derfor, at der er et voksetillæg på ca. 1-1,5 cm, så dit barn har plads til at vokse og bevæge tæerne i skoene. Et voksetillæg er forskellen på skoens indvendige mål og længden på barnets fod.

Går dit barn i for små sko?

Du kan næsten altid regne med, at barnets tæer kan bøjes sammen og dermed passer et par sko lidt længere, end godt er. Er du i tvivl, så tag evt. de løse såler ud af skoene, og få dit barn til at stille sig på dem. Vær opmærksom på, at man ikke kan bruge de første 2-3 mm ved hælen, da en bagkappe som oftest er lidt skråt skåret. Hvis der ikke er en indersål, så tegn omridset af foden på et stykke papir og prøv den i skoene. Der, hvor sålen krøller, er dér, hvor foden får tryk.

Skal der absolut købes dyre sko til baby?

Dyre sko er ikke altid ensbetydende med, at det er de bedste sko. Det vigtigste er, at skoen passer hele sæsonen. Det kan ikke nytte noget at købe dyre sko lidt for store, fordi de så vil give friktionsskader først på sæsonen, passe midt i sæsonen og måske være for små sidst på sæsonen. Så er det bedre at købe lidt billigere sko, der skiftes efter barnets grohastighed, som jo kan variere meget. Man kan sagtens finde gode sko til 150-250 kr. i Kvickly eller Føtex. De behøver ikke koste 1.200 kr.

Er det nok med et par sko pr. sæson?

Til det svarer Connie Roskjær, ejer af fodklinikken Bare Fødder: “Nej - det er faktisk mit vigtigste råd af dem alle, og grunden til at det er bedre at købe flere billige sko end blot et par meget dyre sko. Ved at skifte sko ofte, får man nemlig flyttet uhensigtsmæssige tryk rundt på foden, så der ikke udvikler sig varige skader. Det kan faktisk godt ske for børn, der kun får 1 par gode sandaler/vinterstøvler pr. sæson.

Børn har blødere knogler, og de siger måske ikke fra, hvis det trykker for meget. Så mit vigtigste råd er, at barnet på ethvert tidspunkt har nogle flere sko at skifte imellem, som samtidig passer perfekt på det givne tidspunkt.”

Kilder: BabySam, Netsundhedsplejerske & Skoringen

Læs også