”Det er ikke en sygdom at være gravid,” sagde min læge. Så jeg fortsatte. Det fik store konsekvenser
Foto: Privat
Tine Petersen er mor til tre, forfatter, foredragsholder, og podcaster. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
”Det er ikke en sygdom at være gravid. Du kan løbe maraton til den dag, du føder,” sagde min læge første gang, jeg var gravid. Jeg var ung og uerfaren, så jeg fortsatte ufortrødent mit job i samme høje tempo med mange løft og lange, sene vagter på fødderne.
Det medvirkede desværre til at mit barn kom til verden otte uger før tid og krævede en tre uger lang indlæggelse.
Med mit andet barn var jeg klogere. Jeg droslede ned, købte en kørestol til længere gåture og researchede på ”forebyggelse af for tidlig fødsel”.
Men trods mine forsøg på forebyggelse kom mit andet barn også lidt for tidligt, og vi var indlagt i en uge på en urolig firesengsstue med et konstant rend af partnere og presset sundhedspersonale.
Nu er jeg så gravid for tredje gang, og denne gang vil jeg igen gøre alt for at slippe for en for tidlig fødsel og indlæggelse. Ikke mindst at hensyn til de børn, der vil skulle undvære mig derhjemme.
Så jeg har sygemeldt mig fra dag et og igen researchet på nye metoder til forebyggelse.
Graviditet er ikke en sygdom, men jeg har foreløbigt brugt et femcifret beløb på lægeordineret hormontilskud, akupunktur, zoneterapi, homøopati, privat jordemoder, samt rengøringshjælp, taxa og onlineindkøb af dagligvarer, fordi jeg ikke kan bevæge mig ret meget uden at sætte mit indvendige barns sundhed over styr.
Jeg er glad for at kunne gøre alt for mine børn, men det irriterer mig også, at det er for egen regning.
Det viser så tydeligt, at sundhedsvæsnet har en social slagside, hvor de, der kan researche, argumentere, og betale, får den bedste og mest individuelle behandling. De andre. . . Tja, de må nøjes.
Min datter kan fem ord – og et af dem er navnet på hendes pædagog. Men det er ikke det, der bekymrer mig
Graviditet er ikke en sygdom, men hvis jeg kigger ud over min venindegruppe, har vi haft svær kvalme i månedsvis, vi har døjet med smerter, bækkenløsning og plukveer, vi har tabt hår, øjenvipper og tænder, vi har ødelagt underliv, brækket haleben og fået platfødder, vi er blevet skåret op, har været tæt på at dø under fødslen, har fået psykiske mén, og vi har mistet indtægt for at bringe vores elskede børn til verden.
Men alligevel får vi at vide, at graviditet ikke er en sygdom, og det er da muligt at det ikke matcher med ordbogens definition på samme, men graviditet er utvivlsomt en kropslig tilstand, som nogen har meget svært ved at opnå, andre har meget svært ved at fastholde, og andre igen har store gener af.
Da hans kone endelig fik diagnosen, tog han et altafgørende valg. Han tror, det har forlænget hendes liv
Det er en vild og sej ting at gennemføre, lige meget om det forløber komplekst eller helt problemfrit, og det kunne klæde vores samfund at give gravide mere credit.
Både i form af tidligere barsel før graviditet, fuld løn og pension under barsel for alle, og længere barsel, når barnet er født, samt generel respekt, aflastning, omsorg, og opbakning.
Vi kunne jo starte med at parkere det forældede udtryk ”graviditet er ikke en sygdom”.