Cana buttenscøn om at få konstateret kræft som nybagt mor
Interview

Cana Buttenschøn fik konstateret kræft som nybagt mor: "Min sorg blev kun forstærket af min lykke"

12. november 2021
af Susse Wassmann
Foto: Jonas Pryner
For fem måneder siden, da Cana Buttenschøn skulle føde sit tredje barn, opdagede lægerne en kræftsvulst på størrelse med et lille barnehoved i hendes underliv. Cana fik en lille pige ved kejsersnit og var sikker på, at hun selv skulle dø.

Hun havde intet mærket.

Og hun havde været et dydsmønster og passet sine celleskrab, fordi hun vidste, hvor alvorligt det kan blive at lade være.

Da Cana Buttenschøn fik en kraftig blødning i den tiende uge af sin graviditet, kunne jordemoderen, der scannede livmoderen og barnet, ikke finde ud af, hvor blødningen kom fra, og sagde til Cana, at det sikkert ikke var noget alvorligt – hun skulle bare slappe af.

Men Cana fortsatte med at pletbløde gennem hele graviditeten, og til 20-ugersscanningen så jordemoderen et eller andet.

– Det ser ud, som om moderkagen dækker for livmodermunden, sagde hun.

– Nå nej, den ligger heroppe. Alt er fint!

Men jordemoderen fik ikke lige tjekket, hvad det VAR, der skyggede for livmoderen. Det var en kræftknude. På størrelse med et lille barnehoved.

Cana Buttenschøn

35, jordemoder, forfatter og produktudvikler, især kendt for sine realistiske bøger om graviditet og moderskab.

Hendes fjerde bog, “Moderskabet – også når det gør rigtigt ondt”, er lige udkommet.

Cana har to børn fra sit tidligere ægteskab med musikeren Thomas Buttenschøn og en lille datter med sin nuværende kæreste, kokken Simon Thrane. Familien bor på Østerbro.

Cana buttenschøn

– Så jeg går graviditeten igennem og tænker, at jeg nok bare har sarte slimhinder. Da jeg endelig går i fødsel, gør det helt abnormt ondt – meget mere ondt, end det gjorde ved mine to andre børn – og jeg åbner mig ikke.

– Jeg skulle føde hjemme, men ringer til jordemoderen, som kommer og undersøger mig indvendigt. Hun spørger, om jeg har mærket, at der er lidt hårdt bagtil på livmoderhalsen?

– Jeg undersøger mig selv og kan mærke en knude. Og den føles som en kræftknude, fortæller Cana Buttenschøn.

På det tidspunkt var hun klar over, at det ikke blev en vaginal fødsel, så Cana sagde til sin kæreste, at han skulle forberede sig på hospital og kejsersnit.

– Jeg var skidebange, havde ikke sovet hele natten og skulle føde et barn samtidig, det var så sindssygt. Men der kom en lille pige ud, og dét var et vidunderligt øjeblik. Lægen sagde, at de lige så godt kunne tage et par biopsier af knuden, nu hvor jeg var bedøvet – det behøvede ikke at være noget farligt, sagde hun beroligende.

– Men jeg vidste bare, at det var kræft.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Der gik nogle dage, hvor jeg var sikker på, at de var mine sidste på jorden.

Oppe på opvågningsstuen er gardinerne trukket for. Da en sygeplejerske kommer ind og trækker dem fra, går det for alvor op for Cana, hvad der sker.

– Fra mit vindue kan man kigge ud på tårnet med Rigshospitalets navn. I en af de historier, der er med i min kommende bog, beskriver en kvinde, hvis barn får leukæmi, hvordan hun ligger og kigger ud på det store tårn. Jeg tænker bare: “Fuck, nu er det mig!” Og ser på min kæreste, som har mistet begge sine forældre til kræft. Historien gentog sig på den værste måde, og jeg var i dyb sorg, fortæller Cana Buttenschøn.

Mandag morgen vil hun hjem. Hun kan ikke holde ud at være der længere. Hendes infektionstal er tårnhøjt, men hun er ligeglad. Hun skal hjem! 

– Jeg var i en kummerlig forfatning, da jeg dagen efter kom derop igen, fordi min datter skulle have lavet en høretest, og jeg skulle have taget flere prøver.

–  Vi sad og ventede et par timer på “vores” stue, som de havde beholdt til mig, og så kom to læger ind og sagde, at alt tydede på, at det var kræft. Og at knuden var lige så stor som et barnehoved, cirka 8 x 10 cm.

Det lyder helt vanvittigt, at du har gået rundt med den uden at mærke noget?

– Ja, det sagde lægerne også. Men jeg var jo højgravid, og cellerne har haft gode vilkår for at vokse på grund af den gode blodgennemstrømning.

– Og fordi mit celleskrab kort forinden jeg blev gravid, ikke viste noget, troede jeg først, at det var en sekundær kræfttumor, som udsprang et andet sted fra.

Cana og baby

– Så der gik nogle dage, hvor jeg var sikker på, at de var mine sidste på jorden. Indtil jeg fik at vide, at det var livmoderhalskræft, og at knuden også havde været der, da jeg fik det skrab. Jeg har bare været sindssygt uheldig.

Hvordan kunne du rumme at være i den situation – med et nyfødt barn og en formodet dødsdom?

– Det kunne jeg heller ikke. Men faktisk hjalp det mig, at jeg lige havde skrevet de otte historier om moderskabet, når det gør rigtig ondt, til min nye bog.

– For pludselig var jeg blevet den niende kandidat til bogen, og mens min verden ramlede sammen, tænkte jeg på de kvinder: De havde alle sammen oplevet det værste af det værste, og de havde klaret det. Og de lever gode liv i dag. Så jeg tænkte, at det hele nok skulle gå.

Jeg var klar til at gifte mig på stedet, for jeg skulle bare nå det! 

Da Cana fik vished om, at kræften ikke havde spredt sig, kunne hun begynde at trække vejret normalt igen.

Operation var ikke en mulighed på grund af knudens størrelse, så hun skulle have indvendig og udvendig strålebehandling kombineret med kemoterapi.

En behandling, der kan have alvorlige bivirkninger som inkontinens, hormonforstyrrelser, fistler, stomi og udfordringer med sexlivet, fordi man også stråler toppen af skeden.

– Lige nu er min krop stadig ved at komme sig, men jeg håber og tror på, at jeg er sluppet rimelig mildt. Jeg er gået i overgangsalderen – det gør alle, der får denne behandling – og jeg kan ikke få flere børn, fordi mine slimhinder i livmoderen og æggestokkene er ødelagt.

– Nu er jeg så heldig, at jeg har fået tre børn, men der er jo kvinder, der bliver ramt, som ikke har nået at få børn.

Hvordan har livet med en lille nyfødt været oven i alt det her?

– Altså, jeg har jo ikke været en “normal” mor. Jeg måtte stoppe med at amme, da jeg startede på behandlingen, så jeg nåede kun at give hende min mælk i fire uger.

– Og så har jeg været meget væk, når jeg skulle have stråler. Til en scanning bare fem dage efter fødslen skulle jeg være væk fra min datter i fire timer, hvilket jo er fuldstændig naturstridigt.

– Jeg kan huske, at jeg på vej derop i bilen sad og græd og hulkede til min kæreste, at hvis han nogen sinde havde tænkt sig at fri til mig, så måtte han godt gøre det nu.

Cana buttenschøn og familien

Gjorde han det så?

– Ja, et par dage senere. Jeg var så bange for at dø, så jeg ville bare gerne have stadfæstet vores kærlighed. Jeg var klar til at gifte mig på stedet, for jeg skulle bare nå det!

– I starten græd jeg hele tiden og mest, når jeg oplevede noget dejligt. Når mine børn smilede, græd jeg. Når de legede med hinanden, græd jeg. Når jeg pludselig kom i tanker om, hvor smukt et træ uden for mit vindue var, så græd jeg.

– For alt det skulle jeg jo miste lige om lidt, troede jeg. Jeg græd over alle de dejlige ting i mit liv, for når man står i sådan en situation, så mærker man, hvor meget vidunderligt der foregår i ens liv.

– Jeg græd over al den kærlighed, jeg fik af mine venner, for tænk, at jeg havde alt det! Og måske skulle miste det. Min sorg blev kun forstærket af min lykke. Det var vildt, men det er sådan, det er. Jeg følte mig enormt sorgfuld, samtidig med at jeg følte så meget lykke.

Lige nu og her føler Cana, at hun er landet et godt sted. Men – som hun siger – hvis jeg spørger hende igen om et år, vil hun nok sige, at det var hun ikke.

– Det lyder mærkeligt, men jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at jeg havde kræft. Efter den sidste indvendige strålebehandling, hvor jeg havde ligget bomstille på ryggen i 26 timer med en masse udstyr sat op i underlivet, burde jeg være helt vildt glad, da de kom ind om morgenen for at fjerne det.

– Det er en forfærdelig omgang, og det var ovenikøbet min sidste behandling, punktummet for det hele, men jeg tænkte: “Ej, de må godt lige vente lidt.” Jeg aner ikke hvorfor. Og da lægen kom ind og sagde tillykke, du klarede den, begyndte jeg bare at græde, fortæller Cana.

Og så brød helvede løs.

Da lægerne fjernede udstyret fra hendes underliv, begyndte hun at bløde voldsomt. Personalet myldrede ind på stuen, der blev råbt, “RYD GANGENE!”, og Cana blev hastet ned på operationsgangen.

– Det var et blodkar i livmoderen, der var bristet, og jeg tror, at min krop vidste det. For tro mig: Man vil ikke ligge der ét sekund mere, end man skal.

Hvad så nu?

– Lægerne siger, at jeg skal forvente, at jeg er færdigbehandlet. Men altså … Det kan også være, at det, jeg føler, er helt forkert. Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at hvis lægerne siger, at det har spredt sig, når jeg skal til kontrol i november, så vil jeg hade mig selv, hvis ikke jeg har nydt de tre måneder her.

“De fleste mødre oplever i perioder at føle sig magtesløse og uduelige, alt imens træthed, udmattelse og dårlig samvittighed over alt dét, man ikke når, overmander en. Men så er der også de mødre, som bliver alvorligt syge …”

Ovenstående er et lille klip fra presseteksten til Cana Buttenschøns nye bog “Moderskabet – også når det gør rigtigt ondt”, og det lyder lidt som plottet i en krimi, at hun selv skulle blive til en af mødrene i bogen få dage efter, hun havde sat det sidste punktum.

Men da Cana havde det allerværst, var det samtalerne med kvinderne i bogen, hun fik styrke fra. 

– De her kvinder er så seje, og det tror jeg, at alle mødre er. Jeg kunne mærke det på mig selv, da jeg pludselig fik en kræftdiagnose: “Okay, jeg er også sej, det ved jeg. Jeg skal bare lige finde det frem derinde.”

– Hør her. En af kvinderne mistede sit barn, fordi faren slog det ihjel. Og hun lever et godt liv i dag. Et liv med sorg, men et godt liv. 

– Fordi jeg havde de kvinder i så frisk erindring, blev jeg opmærksom på, hvor meget jeg egentlig kunne. Min rejse slutter ikke, fordi jeg bliver slået omkuld.

– Jeg ser lidt mig selv som en af de der babykopper, du ved, dem, der altid rejser sig igen. Fordi jeg tror, der er en mening med, at jeg skal kunne bidrage til kvinders ve og velvære via det arbejde, jeg laver. Og når nu der er nogen, der skal opleve dét, jeg har oplevet, så er det på en måde ret godt, at det er mig.

– Fordi jeg kan bruge det til noget, jeg kan dele ud af det, jeg kan oplyse andre, fordi jeg har et talerør. Og det er dét, jeg skal. Jeg skal gøre gode ting for andre. Det er jeg slet ikke færdig med. 

Cana

Har det forløb ændret dig indeni?

– Ja, jeg er blevet meget mere rar og rummelig, tror jeg. For jeg gider ikke at bøvle med banaliteter. Alt det, som vi alle sammen godt ved, er ligegyldige småting, men som vi alligevel bruger enormt meget tid på at gå op i. Om huset roder. Om opvasken er taget. Om folk kommer en time for sent.

– Jeg sætter pris på mit liv på en helt anden måde nu. Jeg sætter pris på alle de stunder, jeg har lige nu, for det er gået op for mig, at jeg rent faktisk kan dø. Vi ved jo alle sammen godt, at døden er et vilkår for at leve, men jeg havde ikke forstået det.

– Det sker på et tidspunkt derude, når jeg er meget gammel, tænkte jeg. Nu har jeg prøvet at tro, at jeg skulle dø, og det har gjort mig enormt taknemmelig for alt, hvad jeg har i mit liv.

Siden Cana Buttenschøn for syv år siden sprang ud som fuldtidsblogger og senere som forfatter til flere bestsellere om moderskabet, er hun nærmest lykkedes med det hele.

Selv tilskriver hun det en “ordentlighed” – hun gør sig umage med alt, hvad hun laver.

– Jeg har altid været en af de “dygtige piger”, som fik gode karakterer i skolen, og haft styr på alting. Jeg blev uddannet jordemoder som kun 22-årig og skulle pludselig selv have barn som 24-årig … Og jeg vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde, men jeg prøvede alligevel at fremstå sådan.

– Jeg kan huske, at sundhedsplejersken spurgte, om jeg ikke ville i en “unge mødre-gruppe”. Hvad?! Jeg skal kraftedeme ikke i en “unge mødre-gruppe”! Jeg har fuldkommen styr på det!

– Jeg følte, at jeg hele tiden skulle vise, hvor dygtig jeg var, ALT skulle være perfekt, så jeg blev min egen værste fjende. Virkelig. Jeg blev et hæsligt menneske, for jeg var totalt neurotisk om alting.

– Det hele var noget lort, og jeg havde SÅ svært ved at leve op til mine egne krav til mig selv som mor. Jeg var mit eget mor-politi, jeg var så hård ved mig selv.

– Og jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig dengang, at jeg var god nok. At jeg kunne læse en bog, der beskrev, hvordan det var at blive mor – med alt, hvad det indebærer. 

Det måtte hun så selv gøre – skrive den bog, som blev en bestseller overnight. Senere kom der flere til, hendes blog blev prisbelønnet, og Cana blev båret ud i sit arbejdsliv på en måde, hun aldrig havde drømt om.

I dag sidder vi i hendes nye lokaler i hjertet af Østerbro. “Cana Care” står der med store bogstaver, for det er hendes produktserie, der fylder mest i hendes arbejdsliv i dag – en magnesiumserum på spray og en varmecreme i roll-on.

– For nogle år siden tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget andet, noget mere end bare blogge og skrive bøger. Da redaktøren på min anden bog spurgte ind til noget, jeg havde skrevet om kramper i benene under graviditeten og magnesium, blev jeg selv nysgerrig og dykkede længere ned i det.

– Det endte med, at jeg lavede et produkt, som primært var tiltænkt gravide, som en lillebitte sidegesjæft, fortæller Cana, som nu har to produkter på hylden – en magnesiumserum på spray og en varmecreme i roll-on.

Produkterne er lavet til at afhjælpe kramper i benene hos gravide, men de bliver også købt af maratonløbere og folk med gigt, fortæller hun.

– Det tog laaang tid – der gik to år, før jeg stod med det færdige produkt i februar i år. Og så stak det fuldstændig af!

Hvad så nu – hvordan skal dit arbejdsliv se ud fremover?

– Jeg skal selvfølgelig drive Cana Care, hvor vi har flere nye produkter under opsejling. Og så vil jeg gerne skrive en bog mere, hvor jeg dykker længere ned i mine egne oplevelser, det ved jeg allerede nu.

– Bloggen er jeg ikke sikker på, at jeg bliver ved med. Hele det her forløb har gjort, at jeg har fundet ud af, hvad der giver mig energi og glæde, og jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at skrive blogindlæg.

– Den skal i hvert fald ændre format, så det i højere grad bliver et vindue ind til mig professionelt. Jeg har også holdt en masse feel good-foredrag, men efter det her …

Kommer der et feel bad-foredrag?

– Nok et feel deep-foredrag, hvor jeg dykker ned i lidt tungere emner som, hvordan man kommer igennem kriser i sit liv.

– Jeg er 35 år, og jeg har allerede oplevet mange livskriser, men lige nu føler jeg, at jeg står stærkere end nogen sinde. Jeg føler mig så tilpas i mit eget liv, jeg føler mig grounded, elsket – at jeg er, som jeg skal være. Det kunne jeg godt tænke mig at dele ud af.