Ammemafiaen

Amning er en trosretning i sygehusvæsenet, som bliver prædiket og anført af en heksekult af jordemødre. Lige så seje de er under fødslen, lige så rædselsfuldt påtrængende er de bagefter.

Elias skal have fat i mine bryster og suge og suge, indtil mælken løber til. Og vidunderet gør, som han får besked på og suger, og jordemødrene kommer hele tiden og hjælper mig med at lægge ham til, så han får fat i hele vorten. Også det brune rundt om det, jeg altid har troet, var vorten. De kalder mine bryster for "babser", og alting stritter på mig (ja, også brysterne), og jeg tør ikke bede dem tale pænt. De har magten over min krop, og jeg er så lille, at jeg vil have ros. Jeg ønsker mig ros, og at nogen siger, jeg gør det hele rigtigt. Elias er kun en halv dag gammel, og allerede vil jeg klappes på hovedet og have at vide, at jeg er den perfekte mor. Klogere er jeg ikke.

Amningen er ikke et valg, det er en ordre, og jordemødrene får solgt sig selv som kilden til at mestre denne sportsgren. Åbenbart overlever børn kun, hvis de bliver ammet, og i mine tåger tør jeg ikke fortælle, at jeg selv er flaskebarn. Og det gør ondt. Og hver af de mange jordemødre underholder om, hvordan de selv har født og ammet, og hvordan de gjorde det (rigtigt). De har hver deres version af teknikken, og jeg lytter til det hele og prøver en ny måde at stoppe spændt hud og kød i hovedet på min søn. Jeg er forvirret og beder til, at han er født med større tålmodighed, end jeg er.

Læs flere uddrag af bogen "Hvor lagde jeg babyen?" her:
Fra økofødsel til akut kejsersnit
Mor i Netto
Mor? Hvem, mig?
Godnat og god tuder