https://imgix.femina.dk/media/article/sisse_frank_2.jpg
Liv

Frank Jensens "undskyldning" oversat

17. oktober 2020
af Sisse Sejr
Foto: Privat/Philip Davali/Ritzau Scanpix
KOMMENTAR: Frank Jensens undskyldning ovenpå ny krænkelsesafsløring holder ikke. Journalist Sisse Sejr kommer her med en oversættelse.

Efter S-politikeren Maria Gudme i går stod frem og fortalte, hvordan næstformand i Socialdemokratiet og overborgmester i København, Frank Jensen, havde krænket hende, kom Frank Jensen med en "undskyldning" på sin Facebook-profil. Journalist og radiovært Sisse Sejr kommer her med en femtrins-analyse af, hvad Frank Jensen egentlig siger.

Hvad Frank Jensen siger 1:

"Jyllands-Posten bringer i dag en historie om grænseoverskridende adfærd fra min side. Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel. Det vil jeg først og fremmest sige undskyld for."

Hvad Frank Jensen faktisk mener:

"Jyllands-Posten har busted mig. Jeg skriver til jer for at redde min røv, for jeg er forfærdelig ked af, at min upassende måde at være på, faktisk også blev opfattet som upassende. Det vil jeg gerne beklage, altså at det blev opfattet sådan."


Hvad Frank Jensen siger 2:

"Der har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer. Den har jeg i høj grad selv været en del af. De sidste år har vi været igennem en vigtig og afgørende forandring, som også har gjort, at jeg har taget min egen opførsel op til overvejelse. Og jeg er helt klar over, at jeg åbenlyst har begået fejl."

Hvad Frank Jensen faktisk mener:

"Det er en usund kultur, men de andre har den altså også. Jeg gjorde bare det samme som de andre (som overborgmesteren). Siden første bølge af Metoo er jeg klar over, at der er en reel risiko for, at nogen snakker om det. Så jeg vil gerne her på bagkant af afsløringen sige; Kæmpe sorry!"

Hvad Frank Jensen siger 3:

"Der er episoder og detaljer, der er oplevet forskelligt. Men det, der står tilbage er, at nogle kvinder har oplevet, at jeg har overskredet deres grænser. Og ansvaret hviler ene og alene hos mig."

Hvad Frank Jensen faktisk mener:

"Jeg mener nu ikke, det var så slemt. Men andre påstår, at det er sket. Og fordi Jyllands-Posten har afsløret mig, ligesom jeg er overborgmester, er det nok rigtig smart, at jeg tager ansvar."


Hvad Frank Jensen siger 4:

"En episode fra sommeren 2012 omhandler en kvinde, der på daværende tidspunkt var ansat i SIK, og som efter et budgetseminar oplevede grænseoverskridende adfærd fra min side. Det vil jeg gerne undskylde.”

Hvad Frank Jensen faktisk mener:

"Ja, ok, den er god nok. Fik vist aldrig sagt undskyld, så... Sorry."

Hvad Frank Jensen siger 5:

"Det, vi går igennem lige nu, er voldsomt ubehageligt for alle implicerede, men jeg er også nået til den erkendelse, at hvis vi skal bære en forandring igennem i vores organisationer og partier, skal vi et sted hen, hvor vi helt åbent kan tale om sexisme, magt og uønsket adfærd. Det vil jeg gerne gøre mit til."

Hvad Frank Jensen faktisk mener:

"Det er virkelig ubehageligt for mig. Men nu hvor I har afsløret, at jeg intet lærte sidst, hvor I afslørede mig, vil jeg gerne sige, at denne gang sørger jeg for, at I ikke skal afsløre mig igen.

Ps. Jeg vil stadig gerne være overborgmester, ok."

Note: Denne kommentar blev bragt første gang som en story på Sisse Sejrs egen Instagram. Frank Jensen har senere udsendt endnu en undskyldning - den kan læses her.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også