Forfatter Stine Pilgaard flyttede til en lille by i Vestjylland: "Det slog mig, hvor lang tid det tager at få gode venner"

Hun var højgravid. Havde bækkenløsning og kom ikke så meget ud. Hun var ved at tage kørekort, men det gik ikke så godt, og kørelærerne i området sendte hende videre til hinanden, fordi de blev slidt op. Nå ja, og så kendte hun ingen i byen ...

For fem år siden flyttede forfatter Stine Pilgaard til den lille by Velling i Vestjylland med 273 indbyggere, da hendes kæreste havde fået tilbudt et job som underviser på Vestjyllands Højskole, og med sit skrivearbejde kunne Stine arbejde hvor som helst.

Stine var frisk på et eventyr, for deres hverdag i København var alligevel blevet rutinepræget, følte hun. De kom de samme steder, hang ud med de samme venner, havde rejst en masse og havde drukket øl på de samme barer i mange år. Det var intet bedre tidspunkt at springe ud i det.

I Stine Pilgaards nye bog, ”Meter i sekundet”, gennemlever hovedpersonen mange af de samme ting. Hun flytter til Velling med kæresten uden at kende nogen, finder arbejde som brevkasse-orakel på lokalavisen, kæmper med at få kørekort og har svært ved at få nye venner i byen.

Hun vil så gerne lære folk at kende, at hun kommer til at overvælde de mere fåmælte vestjyder, der spørger, hvordan det går, for smalltalkens skyld, og ikke fordi de gerne vil have et fremmed menneskes livshistorie i supermarkedet. Hun har en akavet, men inderlig lyst til at lære folk at kende, som de fleste nok kan relatere til, selv om hendes optræden er charmerende kejtet, og det tager noget tid for hende at lære de sociale koder.

Selv om bogens hovedrolle kæmper mere med assimileringen, end Stine selv har gjort, har det ikke været let. Hun dumpede selv ned i et højskolefællesskab, der stod klar med åbne arme til at omfavne hendes kæreste, mens hun selv stod på sidelinjen, fordi hun ikke underviste på skolen. Derfor indså hun, at hun måtte være mere direkte i sin mission om at stable nye venskaber på benene.

Den første ven

Hendes første venskab i det nye liv på landet spirede af den mødregruppe, hun blev en del af, efter hun havde født sin søn. Her mødte hun Kristina, der havde købt et hotel i Skjern som 27-årig, og som også var ny i moderskabet. De kunne hjælpe hinanden og sammen lære at navigere i den nye morrolle.

– Mange af mine veninder er tit nogle, der har meget til fælles med mig – de arbejder inden for sprog eller litteratur, men Kristina havde simpelthen købt et hotel. Jeg syntes, det var sejt på en måde, som jeg slet ikke vidste, at noget kunne være sejt.

– Jeg tror faktisk mest, vi blev venner, fordi jeg ikke havde fået det der kørekort, og jeg ikke kunne komme nogen steder. Så når vi skulle ud med mødregruppen, var hun enormt sød til at komme og hente mig i sin bil.

- Så sad vores drenge og skreg helt sindssygt på bagsædet, mens vi prøvede at finde ud af, om vi skulle græde eller grine. Men det blev heldigvis til, at vi grinte, og det er jo det, som er så fint i et venskab, når ting er svære, og man kan være to på en eller anden måde. Det kan hjælpe en til at se det sjove i det, synes jeg.

Deler slik ud

I sin taktik for at skabe nye relationer opdagede Stine, at det var oplagt at invitere folk til arrangementer, der var lidt anderledes end normalen. Hun følte, at det var meget sårbart at invitere folk på middag, fordi man har bestemte forventninger. I stedet holdt hun sangaftener og kampdag 1. maj.

Stine Pilgaard

36 år og opvokset i Aarhus. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2010 og er cand.mag. i dansk og medievidenskab fra henholdsvis Aarhus og Københavns Universitet. Hun bor i den lille by Velling i Vestjylland med sin kæreste og søn og venter deres andet barn.

Stine Pilgaard fik et stort anmelder- og publikumsgennembrud med debutromanen ”Min mor siger” (2012), der blev nomineret til DR Romanprisen, og som hun modtog debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for.

I 2015 fulgte hun succesen op med romanen ”Lejlighedssange”, der modtog Bibliotekernes Forfatterpris (2016).

Hendes roman ”Meter i sekundet” udkom på forlaget Gutkind 15. maj 2020.

– Normalt har man en idé om, hvad en succesfuld middag er. Hvad er en god middag, hvad er en god samtale, hvornår kommer folk, og hvornår går de hjem? Så var det meget sjovt at prøve at lave nogle events eller noget andet – for hvordan fejrer man kampdag? Det er der ikke nogen opskrift på. Det gav mening at komme med en eller anden ramme, og så sige: ”I kan bare tage et digt med, eller vi kan synge en sang.” Det handlede om at skabe det sammen.

Og ellers kan man jo passende lokke dem hjem med løftet om portvin og på den måde få skabt en anledning, siger hun grinende.

– Vi har spist meget oppe på højskolen, hvor mange af de andre lærere også kommer. Hvis der var nogle gode samtaler, og man normalt skal til at gå fra bordet, prøvede jeg ligesom at holde lidt fast i de snakke. Ha ha ha. Min far havde givet mig en ret god portvin, som vi lokkede lidt med, ”vil I ikke lige med hjem og have et glas portvin til dessert?”

– Det er klart, at man tænker over det på en anden måde. Der er selvfølgelig noget famlende i det, og det minder på en sjov måde lidt om et barn, der går rundt i skolegården og deler slik ud, ikke? Ha ha. Men det betyder jo ikke, at udfaldet ikke kan blive fint. Det er klart, at man må tænke lidt kreativt, som man nok ikke er så vant til som voksen – det har jeg i hvert fald ikke været. Der har venskaber tit været noget, der voksede fuldstændig naturligt frem af, at man arbejdede sammen, eller der var nogle naturlige sammenfald i ens liv.

Lægger en plan

Det var meget lettere for Stines kæreste at falde til i byen og på skolen, fordi han gled lige ind i højskolemiljøet. Derfor fandt hun hurtigt ud af, at hvis hun skulle trives, var hun nødt til at have noget mere med højskolen at gøre. Så hun begyndte at gæsteundervise på forfatterlinjen en gang om ugen, så hun følte noget ejerskab i sit forhold til skolen.

– Som højskolelærer bliver man nærmest slugt af det der fællesskab. Eleverne er fuldstændig indstillede på at kunne lide lærerne og lære dem at kende på en eller anden måde, for de har jo også lagt deres liv i højskolelærerens hænder. Lærerne er jo virkelig en stor del af det her meget definerede fællesskab, som en højskole er.

- Som partner eller måske også børn til en højskolelærer bliver man nogle gange lidt en statist, der ligesom underbygger billedet af læreren. Det kan jo godt være en lærer, der har en sød kæreste eller nogle søde børn eller et eller andet, men alt, hvad du gør, lyser ligesom tilbage på læreren. Du er ikke rigtig noget selv.

Var det ensomt?

– Ja, det var det. Det slog mig, og det fylder også meget i bogen, hvor lang tid det tager at få gode venner. For man kan sagtens føle, at der er mange søde mennesker her, og vi kunne bare lige gå en tur, eller du kan da bare komme hjem og få en kop kaffe. Men der er alligevel langt til, hvem du ville ringe til, når din onkel døde, eller du havde en virkelig dårlig dag.

LÆS OGSÅ:Rachel Röst voksede op i en mormonfamilie: "Det var et meget ensomt liv"

– Man kan godt tænke, at et venskab handler om god kemi, men det handler i virkeligheden også om tid. Og det er noget med at have set hinanden i forskellige situationer, have set hinanden sårbare, have mødt hinandens familie. Så det har slået mig meget, hvor lang tid det tager at blive venner. Så det var dén ensomhed. Det var ikke, at der ikke var nogen søde mennesker. Det var mere, at jeg tænkte: ”Fuck, det kommer til at tage lang tid det her!”

Var der så et tidspunkt, hvor du tænkte:”Nu er jeg faldet til!”?

– Det betød faktisk rigtig meget for mig at få kørekort. Fordi det helt konkret gav mig mulighed for og frihed til at bevæge mig rundt. Der ligger noget utroligt passivt i det med at være passager. Det var fantastisk, at Kristina ville hente mig, og det var helt klart også med til at bygge vores venskab op, men man lever lidt på andre folks nåde, når man skal køres rundt af sin kæreste eller sine naboer.

- Jeg følte nok, at jeg tog livet lidt mere i egen hånd, da jeg fik det kørekort og selv kunne køre en tur ned til Vesterhavet eller lave et eller andet, som man ikke ville bede nogen om. Man kan jo godt bede nogen om at køre en til tandlægen, fordi det er ret vigtigt, men at kunne bevæge mig rundt i en frihed, jeg selv havde skabt ved at få det her kørekort, der tænkte jeg faktisk, at nu begyndte der en ny tid.

Den ægte kontakt

En del af Stines nye bog handler om hovedpersonens lidt grænseoverskridende og ”tilfældige” møder med DR-journalisten Anders Agger, der bor i Vestjylland. Stine griner højt ved spørgsmålet om, hvorvidt det har nogen lighed med hendes eget liv.

– Jeg vil meget gerne slå fast, at jeg ikke har stalket Anders Agger! Ha ha!

– Der ligger en enormt hyggelig café ud til Vesterhavet, hvor jeg nogle gange sad og fik en kop kaffe, da vi lige var flyttet, og jeg ikke havde så mange venner. En dag så jeg Anders Agger sidde ved et andet bord med nogle venner, og det så rigtig hyggeligt ud. Jeg har altid godt kunnet lide hans programmer, og jeg tænkte, det er da også nemt at være Anders Agger.

- Han kan komme kørende ind i en by med sit kamera og så bare blive venner med dem alle sammen, og han virker også helt vildt begavet, og så begyndte jeg for sjov at lave sådan nogle skriveøvelser, der hed ”hvis bare jeg var Anders Agger”. Og det dokument med ”hvis bare jeg var Anders Agger” blev længere og længere. Jeg havde lavet en hel fantasi om at forfølge ham og stalke ham og prøve at blive ligesom ham.

Og i de kiksede scener fra fantasien ligger der en trang til at lære, hvordan man får folk til at åbne sig. Hvordan man taler med hvem som helst og bliver fortrolig med dem.

LÆS OGSÅ: Hvis fødslen er lige så meget værd som døden, hvorfor behandler vi den så ikke sådan?

– Jeg kan godt have en tendens til at ville hælde mig selv ud over folk og fortælle meget om, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg synes – det er muligvis en erhvervsskade, men jeg tror faktisk, det kan være meget fint at forholde sig lyttende i stedet for talende nogle gange. Jeg synes, det er rigtig svært at give tid og vente, men de bedste ting, der er sket i mit liv, det er nogle, jeg har ventet på.

Det er noget af det vigtigste, Stine har lært ved at kaste sig ud på helt ny grund. De gode ting tager tid, og det er der en mening med. Hendes bog tog fire år at skrive, selv om hun gerne ville have været færdig før. Hendes graviditet var streng, men kærligheden til sønnen var det hele værd. Det tager tid at blive en del af et fællesskab, men gode venskaber er det værd.

– Det er ligesom den der ost i reklamerne – en klovborgost tager den tid, en klovborgost skal ta’… Jamen jeg elsker faktisk også ost og vin, og det er lidt det samme. Ha ha! Der er noget med det, ikke? Med tiden. For man kan godt tænke: ”Jeg er sulten, jeg skal på McDonald’s,” men du bliver aldrig rigtig glad, vel? Du bliver glad i 10 sekunder, men så er det kvalmt. Det er svært at være tålmodig, og jeg har ikke lært det endnu, men jeg øver mig.