lille pige sover
Familieliv

Sådan gør du putning, tandbørstning og oprydning til en leg

3. september 2018
af Michelle Løvstrup Thejls
Tænk, hvis du kunne slippe for brok, hver gang din datter skulle børste tænder, rydde op på værelset, spise broccoli eller puttes i seng. Eller hvis din søn hoppede i bad som en anden fisk i havet og trak i tøjet helt uden diskussion! Et scenarie, der for de fleste af os forældre lyder som ren utopi. Her får du tre gode måder, I kan lege jer igennem hverdagens kedelige pligter.

Du kender det sikkert - følelsen af at se viseren bevæge sig tættere på sengetid, og dermed også tid til tandbørstning, putning og måske også dagens kedelige kamp med din guldklump, der absolut ingen planer har om afslutte dagen med en tur til drømmeland. For mange børnefamilier kan helt almindelige hverdagssituationer give anledning til både frustration og konflikt. Men hvad hvis I nu legede jer igennem de mange "pligter" i stedet? Det har forfatter Malene Borum Pedersen lavet en bog ud af - her får du nogle af hendes tips:

3 råd til nemt at gøre dagligdagens kedelige gøremål til en sjov og nærværende aktivitet for jer begge:

Oprydning

Invitér børnene med på nullermandssafari. Udrust dem med lommelygter og forstørrelsesglas, så de er klar til at spotte mad, spindelvæv og nullermænd til sugeslangen. Gør støvsugeren levende ved at give den en sjov stemme og smaske-lyde. Men PAS PÅ! Sugeslangen er alt-ædende og elsker små dippedutter og legetøj. Og måske også sure tæer?

Tandbørstning

Gør dit barn nysgerrig. ”Hov, hvem er det, der hopper rundt i din mund? Må jeg lige se… er det dine venner? Det ligner fætter Finn med de blinkende røde sko? Hvem skal vi fange først? Prøv med tandbørsten at fange fantasifigurer eller det, dit barn er optaget af lige nu. Kig godt efter, når dit barn spytter ud i vasken. Måske følger en af figurerne med.

LÆS OGSÅ: 9 tips til at hjælpe din vrede tumling

Putning

Prøv den hyggelige leg inden sengetid, eller når dit barn trænger til ro og nærvær. Massér dit barns krop, mens du leger, at du bager en pizza. Begynd med at ælte dejen godt. Top pizzaen med dit barns yndlingsfyld som skal hakkes, rives og drysses. Kom pizzaen i ovnen inde under trøjen eller dynen. Skær den ud, og spis den.

freddy og fantasine på nullermandssafari

Rådene stammer fra forfatter Malene Borum Pedersens nye børnebog, ”Freddy og Fantasine på nullermændssafari”, der giver fifs til at få hverdagen til at glide lettere. Bogen udkom i august. Læs mere på www.fantasine.dk

Læs også