På barsel og selvstændig
Foto: Colourbox
Jeg har lige taget springet som selvstændig, men har så også fundet ud af, at jeg er gravid. Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg kan gøre for at få råd til at holde barsel. Hvordan kan man som selvstændig gå på barsel?
Line
Kære Line
Uanset om du er lønmodtager eller selvstændig, skal du fra den dag, du går på barsel, kunne opfylde et beskæftigelseskrav for at få barselsdagpenge fra din kommune. Som selvstændig erhvervsdrivende skal du inden for de seneste 12 måneder have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Den seneste måned før du går på barsel og derudover mindst fem andre måneder skal du have arbejdet mindst 18,5 timer ugentligt i virksomheden for at opfylde det krav. Har du været selvstændig i mindre end seks måneder regner man de perioder med beskæftigelse som lønmodtager med, som du har haft tidligere.
Læs også: Har du ret til barselsdagpenge?
Opfylder du beskæftigelseskravet, vil du kunne få barselsdagpenge i fire uger før forventet fødsel og derudover 46 uger efter barnets fødsel. Hvis du har tegnet en frivillig sygedagpengeforsikring, kan du få mindst 2/3 af maksimum dagpenge - der for 2009 er 3.625 kr. per uge. Kommunen beregner barselsdagpengene for selvstændige på baggrund af årsopgørelsens oplysninger. Hvis du kun har været selvstændig i en kortere periode og derfor ikke har kunnet indgive selvangivelse som selvstændig for et helt regnskabsår, kan du i stedet bruge den seneste årsopgørelse som lønmodtager eller et revisorattesteret regnskab for virksomheden for et helt år.
Når du er nystartet selvstændig, har du ret til selv at vælge, om man skal bruge den seneste årsopgørelse som lønmodtager eller et revisorattesteret regnskab. Du kan højst få et beløb svarende til 3.625 kr. per uge. Du skal være opmærksom på, at du skal huske at søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter, du er gået på barsel.
Jurist Birgitte Wenck von Wenckheim