Næsehorn og flyveøgler
Jeg er den lykkelige ejer af mindst 15 næsehorn. De fordeler sig overalt i lejligheden under sengene, i skabene, på væggene og et enkelt, der bor i en lille skuffe. Det skyldes, at Emil i december var inde og se "Otto er et næsehorn" i teateret. Siden da har hans treårige hjerne været besat af næsehorn, og der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om næsehorn, tegner næsehorn eller leger, at næsehornene er blevet levende og dumper ned til underboen. Og nu er vi altså i februar. Børn tager nemlig alting enormt bogstaveligt. Emil er helt overbevist om, at næsehornene bliver levende. Han tror han har en magisk blyant, og det tog også en rum tid at forklare ham, at man faktisk ikke må tegne på væggene i virkeligheden. Det er kun i historierne, at børn må den slags. Det kostede så også lige lidt kradserier på vægge, fjernsyn og lillesøsters seng, indtil den var feset ind…
I det hele taget er det fascinerende, hvor meget små børn bruger af deres tid på at leve sig ind i de historier og figurer, de lærer at kende fra børnebøger og film. Før næsehornene var Emil oftest en syngende flyveøgle ved navn Petri, fordi han havde set nogen dinotegnefilm. Og før det var han besat af pingviner, fordi han tit så Pingu, og fordi mormor havde været i Grønland (vi har forklaret ham, at pingviner bor på Sydpolen, men han nægter at acceptere det). Han vil også smadder gerne have gebis, fordi vi læser børnerimene "Min mormors gebis", hvor gebiset klipper billetter i toget og spiser makroner.
Så måske er det et vovet projekt, at vi nu har kastet os ud i at læse bogen "Lille Frø". Den handler om en frø, der er meget, meget slem og blandt andet bager telefonen i ovnen, tisser i børnepsykologens taske og tegner sin far i ansigtet, når han sover. Jeg venter i spænding…