Når man bliver far, får man tit rollen som den, der pakker klapvognen og laver mad

Den yngste søn Ivar er forkølet, så det er ikke blevet til ret meget søvn om natten.

I baggrunden kan man høre hans storebror Tage tale om et eller andet, så Joakim Østerman går ind i et rum og lukker døren for at kunne tale uden at blive forstyrret.

– Da vi fik Ivar, troede jeg, at det ville gå ret nemt. Vi havde jo allerede ét barn, og jeg forestillede mig, at det at få nummer to, ville være ligesom at få den første. Det blev det selvfølgelig slet ikke.

– Børn er vidt forskellige, og de har i øvrigt også deres helt egen personlighed. Det var også først, da Ivar var født, at det gik op for mig, hvor meget mere arbejde, det er at have to børn i stedet for ét, siger Joakim og griner.

Da Joakims ældste søn kom til verden for fem år siden, blev der vendt op og ned på alting. Det var en turbulent tid i starten, og det krævede tilvænning at vænne sig til farrollen.

Blandt andet kom det bag på Joakim som førstegangsfar, at det følelsesmæssige fyldte så meget. For eksempel følelsen af utilstrækkelighed midt i glæden.

– De første måneder med en nyfødt baby var virkeligt specielle. Man tror, at det er superhyggeligt og ren kærlighed fra starten, men man får jo ingenting tilbage fra et spædbarn. Det er først, når man lærer barnet at kende, at følelserne for alvor blomstrer.

Da Ivar blev født, var storebror lige midt i selvstændighedsalderen, og det blev Joakims opgave at tage sig af at håndtere sønnens vanskelige følelser og reaktion på at få en lillebror.

– Indtil da havde han været meget på sin mor og mest søgt hende. Da hun pludselig havde en lille baby i armene, blev han jaloux og vred, og det var mig, der skulle sørge for at hjælpe ham. Det var megahårdt for Susanne, men det var med til at styrke min relation til min ældste søn.

Joakim Østerman mener, at det kan være ekstra svært for fædre at knytte de vigtige bånd til børnene, mens de er små. De har ikke på samme måde som moderen, der ammer, den nære fysiske kontakt non stop.

I stedet får faderen rollen som den sekundant, der skal sørge for at klappe barnevognen sammen og ned i bagagerummet, sætte autosæde i, lave mad og sørge for alt det praktiske.

– Man kommer let til at føle sig utilstrækkelig i den rolle, og der opstår meget nemt konflikter, fordi man er vred og ked af det. Vi fik heldigvis talt om det, og min kone var virkelig god til at forstå, hvordan jeg havde det og omvendt.

– Det var en kæmpehjælp, og det spiller helt sikkert ind, at hun er psykolog, så vi helt naturligt tager tingene i opløbet. Men jeg tror generelt, at det er rigtig svært for mange mødre at forstå faderens perspektiv og vice versa.

Joakim har valgt at være med i en fædregruppe, som han fik kontakt til via sundhedsplejersken.

Selv om han ikke oplever sit eget forældreskab som problematisk, var det alligevel med til at gøre ham bedre til at forstå sig selv, fordi han oplevede de samme problemer hos de andre mænd i gruppen.

– Mange delte ud af deres erfaringer, og det gav en masse blot at lytte til. Flere af de mænd, der var med i gruppen, fortalte, at de havde problemer med humøret, var depressive, og jeg oplevede, at de havde stor gavn af at tale åbent med andre mænd om deres følelser. Det blev virkelig påskønnet.