Familieliv
31. august 2013

Når barnet skriger på indkøbsturen

Indkøb skal øves med dine børn, men du skal være indstillet på at efterlade dine varer.
Af: Julia Schmiegelow
https://imgix.femina.dk/media/a0da858a6568412cac49726ecbffd5e2.jpg

Foto: all over press

Slikposer og sodavand tiltrækker som en magnet børns hænder i supermarkedet. Mange forældre ved at et nej til barnets krav om slik ofte betyder konflikt og måske vræl, og forældrene vælger derfor at lægge de knitrende og farverige poser i indkøbsvognen.

- Forældre tænker rigtig meget på de andre i supermarkedets reaktion, hvis deres barn ligger og hyler. De er bange for, folk ser dem som en fiasko. Derfor giver forældrene nemt efter, når barnet kræver slik, siger familievejleder Lola Jensen til Alive.dk.

Men hvis man vil have sit barn til at spise sundt, er løsningen ikke at give efter over for deres krav om slik eller andre sukkerholdige produkter, mener Lola Jensen.

Børn skal kunne komme med
- Børn skal kunne komme med på indkøbsturen. Når de er fra to et halvt år, kan de faktisk få meget ud af at være med, f.eks. kan de hjælpe mor eller far med at hente vare. Derfor er det nødvendigt, at forældre lærer deres børn, at de ikke kan få slik, bare fordi de peger på det, siger Lola Jensen.

At lære børn det kræver øvelse. Og noget man som forældre kan øve dem i, fra de er fra to et halvt år. Man skal dog tage hensyn til det enkelte barns kompetencer og modenhed.

Læs også: Sådan kommunikerer du med dit barn

Kræver øvelse
- Man skal tage barnet med 1-2 gange om ugen. Men man skal være indstillet på at måtte efterlade varerne, hvis barnet skriger. Derfor er det en fordel, at man ikke køber mere ind, end at man kan
have varerne i den ene arm, så man kan tage barnet med ud under den anden arm, siger hun.

Hun forklarer, at man ved slikhylden i stedet for bare at sige nej, kan fortælle barnet, at "når vi har sovet tre gange, så får du slik", sådan at de har udsigt til det. Og give udtryk for, at man selv glæder sig, ved at sige "jeg glæder mig lige så meget som dig". Det bedste er dog slet ikke at introducere slik og andre sukkerholdige produkter for børn, når de er helt små. Så vil de heller ikke vide, hvad det er i supermarkedet.

Hvis barnet begynder at hyle, skal man lade være med at sige, det aldrig mere kommer med. Men i stedet sige " vi gør et nyt forsøg på torsdag". Efter et par gange skulle barnet stoppe med at hyle.

Uegnet lørdag formiddag
Det er dog ikke en god ide, at tage børnene med, når der skal købes stort ind lørdag formiddag.
- Det er uegnet for små børn at være med lørdag formiddag. Man skal generelt ikke tage dem med, når man skal købe meget ind og har travlt, siger Lola Jensen.

En nylig undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet viste, at 4-12-årige børn får for meget sukker, og den konkluderede blandt andet, at forældre specielt var tilbøjelige til at eftergivne børns krav om slik eller andre sukkerholdige produkter, når børnene deltager på indkøbsturen.

Synes du, dit barn får for meget sukker? Læs, hvordan du skruer ned for sukkeret

Test om dit barn får for meget sukker på Mama.dk.

Læs mere om:

Læs også