Mænd gider (stadig) ikke at støvsuge
I dag er det 100-års dagen for kvindernes internationale kampdag. Men er der noget at kæmpe for? En ny undersøgelse af kønsrollerne i hjemmet taler sit eget tydelige sprog.
Selvom vi befinder os i 2010 er det stadig primært kvinderne, der står for tøjvask, forældremøder, rengøring og de daglige indkøb.
Det viser en undersøgelse fra Analyse Danmark foretaget for Nyhedsbrevet 3F.
Blandt 1430 adspurgte 3F´ere svarer 47,3 procent af kvinderne, at det overvejende er dem, der tager turen til supermarkedet for at handle ind mod 18,2 procent af mændene.
Kvinderne vælger det selv
Endnu værre står det til, når det gælder rengøring i hjemmet. Her svarer 60 procent af kvinderne, at det stort set er deres job.
Ofte foregår den hjemlige dyst for ligestilling dog med tavse sværdslag eller stiltiende accept. Og måske handler det også om 'kvinde-kontrol':
- Mange kvinder orker ikke at se, at mændene blander en rød sok med det hvide vasketøj, så er det nemmere at vaske selv. Og mange kvinder vælger selv at stå i køkkenet og bage med ungerne, fordi det er hyggeligt, siger lektor og Karen Sjørup, der forsker i ligestilling.
Hun pointerer, at mange af husstandens praktiske opgaver bliver et kvinde-job, fordi kvinderne oftere får tidligere fri end mændene. Og at mændene kommer mere i sving på "hjemmebanen", når det er weekend.
Fynske mænd topper
Trods den lave deltagelse i de huslige pligter blandt mændene, viser undersøgelsen store udsving rundt omkring i landet.
De fynske mænd er blandt andet bedre til at hjælpe med rengøringen end de sjællandske og jyske mænd, mens midtjyske mænd er bedre end resten af deres landsmænd til at få hentet børnene.
Tal fra undersøgelsen
Hvem gør rent i hjemmet?
• Kvinder: Kun mig: 21,7 % / overvejende mig: 38,3 %
• Mænd: Kun mig: 1,5 % / overvejende mig: 10,2 %
Hvem vasker tøj?
• Kvinder: Kun mig: 51,2 % / overvejende mig: 27,2 %
• Mænd: Kun mig: 1,5 % / overvejende mig: 9,4 %
Hvem står for indkøb?
• Kvinder: Kun mig: 17,2 % / overvejende mig: 47,3 %
• Mænd: Kun mig: 1,9 % / overvejende mig: 18,2 %
Hvem går til forældremøder i skole/institution?
• Kvinder: Kun mig: 9,2 % / overvejende mig: 11,1 %
• Mænd: Kun mig: 1,3 % / overvejende mig: 2,6 %
Kilde: Nyhedsbrevet 3F
Køb stofledninger i hippe farver: 125 kr. i mamashoppen
Test dig selv: Hvilken type mor er du?