Liam Neeson taken
En hyldest til fædre

Måske er han lidt for macho. Men han er i hvert fald en far, der husker at tjekke ind

1. juni 2022
Af redaktionen
Foto: Ritzau/Scanpix
Fra hjerteligt varme over tåkrummende pinlige til lidt for meget macho. Kulturens fædre rummer lidt af det hele. Her anbefaler redaktionen deres favoritter.
nina

Phil Dunphy i ”Modern Family”

“Modern Family” er en kavalkade af ikoniske tv-fædre, men størst af dem alle er Phil Dunphy. I sin jagt på at være den ultimative cool dad, der både kan opdrage og være bedste venner med sine børn, ender han ofte som det stik modsatte – den pinlige far.

Som da han forsøger at udleve sin passion for amatørtryllekunst gennem sønnen Luke, eller da han forærer sin ældste datter, Hailey, bogen “Phil’s-osophy”, som er en samling af hans bedste livsråd. Men på trods af at han er uncool, er Phil faktisk drømmen af en far.

Man kan altid regne med ham, og den vigtigste livslektie, han giver videre til sine børn, er, at man skal stå ved sig selv og sine drømme. Også selv om andre synes, man er pinlig.

Signe, journalist

Bryan Mills i ”Taken”

Hvis jeg en dag blev kidnappet, ville mine forældre nok tage fat i politiet. Sådan går det dog ikke ned i “Taken”-trilogien, hvor Liam Neeson, som Bryan Mills, tager sagen i egen hånd, da hans datter bliver kidnappet.

Selv om den tidligere CIA-agent kan kritiseres for at have en meget macho tilgang til faderskabet, er han om ikke andet enormt handlekraftig.

Der er ikke noget, der synes at kunne stoppe ham i kampen for at blive genforenet med sin datter, og den indsats har gjort et indtryk hos mig, for hvem “far” er én, der har svært ved at huske mit telefonnummer.

Bryan Mills er i hvert fald en far, der husker at ringe og tjekke ind. Og hvis du ikke svarer, kan du være sikker på, at han dukker op på uanmeldt besøg.

Bonna, journalist

søvn

Faren i ”Søvn”

Rolf Sparre Johansson er en af de fineste digtere, vi har herhjemme, og han kan som få skrive om de helt store livsomvæltninger i et enkelt, mundret sprog. I debutdigtsamlingen ”Søvn” (2015) møder vi en famlende farskikkelse, der med sin nyfødte datter i armene afliver enhver ide om, at det er nemt at få børn.

Faren er på barsel med datteren Vera, og det er en desperat tid med frustrationer og manglende søvn for alle involverede: ”jeg går ind i stuen og henter kajbamsen/ da jeg kommer tilbage græder hun/ højt og skingert, jeg giver hende kaj// jeg slår ned i madrassen i dobbeltsengen// jeg går ind i stuen og siger/ jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere til malou”.

Han prøver og prøver, den kære far, men på trods af en endeløs kærlighed til det lille barn, så udvikler frustrationerne sig også til vrede, og ”Søvn” er alt i alt så relatérbar, at den burde være fast inventar i enhver barselskurv – foruden ørepropper, rødvin og de obligatoriske blomster.

Anna, boganmelder

call me by your name

Elliots far i ”Call Me By Your Name”

I “Call Me By Your Name” følger man den 17-årige Elliot og den 24-årige Olivers forelskelse i hinanden over en sommer et magisk sted i Italien omgivet af ferskentræer og kitschet 80’er-æstetik. I slutningen af filmen sidder Elliot hjerteknust ved siden af sin far, der udtrykker den mest sympatiske anerkendelse af sin søns følelsesliv.

De fleste, der har set filmen lige så mange gange som jeg, vil især kunne huske følgende, som faderen siger til Elliot: “We rip out so much of ourselves to be cured of things faster that we go bankrupt by the age of 30 and have less to offer each time we start with someone new. But to make yourself feel nothing so as not to feel anything—what a waste!”

Jeg holder af faderens lune og opmærksomme væsen filmen igennem, og i dialogen til sidst formår han at være vis uden at blive belærende. Det råd, han giver til sin søn, er banalt, men det er tit de banale råd, der er de bedste. Som overstående.

Katrine, journalist

Descendants

Matt King i ”The Descendants”

George Clooney er hjerteskærende god som Hawaii-advokaten Matt King, hvis kone kommer dødeligt til skade i en bådulykke og efterlader Matt med ikke bare ansvaret for de to døtre, han egentlig ikke kender, men også en afsløring om, at hun var forelsket i en anden mand og efter sigende ville skilles fra Matt.

Sorg, vrede, chok, fortvivlelse og afmagt står malet i både hans ansigt og hele hans kropssprog, samtidig med han er nødt til at få samling på sig selv og lægge sine egne svære følelser til side for – endelig – at være noget for pigerne Alexandra (også en fabelagtigt god Shailene Woodley!) og Scottie, som har mistet deres mor.

Jeg elsker den film, men jeg ser den ikke så tit, for jeg tuder i stride strømme hver eneste gang.

Nina, redaktionschef

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

mufasa

Mufasa i ”Løvernes konge”

Mufasa i “Løvernes konge” er den ultimative løvefar, ikke bare for sønnen Simba, men for hele flokken på savannen. Løvernes konge er, som de fleste nok ved, egentlig en tegnefilm til børn, men alligevel holder jeg af at se den, for den viser så fint, hvad det vil sige at indgå i et fællesskab og værne om det med alt, hvad man har.

Sidstnævnte gør Mufasa. Han er mild, fair og omfavnende som leder og som far – nogle gange måske en kende for meget, især over for sin usympatiske og (viser det sig) farlige bror Scar. Samtidig er “Løvernes konge” også en fortælling om, hvordan vi alle bærer vores fædre i os, selv efter de for længst er døde. De forsvinder aldrig, fædrene, men er med os hele vejen. Det er en smuk tanke, synes jeg.

Johanne, journalist