Johanne Mygind: ”Det ser ud, som om alle har haft en #stillemorgen – men det har de jo ikke”
Johanne Mygind er måske bedre kendt som Nutidens Mor på Instagram, hvor hun deler den mindre polerede side af moderskabet. Det er vigtigt for hende, at hendes knap 72.000 følgere har noget at spejle sig i.
Hvorfor deler du ud af moderskabet på Instagram?
– Jeg synes, at det særligt for mødre er vigtigt at have nogle, der gennemgår det samme. De ting, man oplever, kommer til at føles helt normale, når man snakker om det.
– Man er sammen om at være på barsel, og jeg bruger mine følgere lige så meget, som de bruger mig. Jeg spørger tit: ”Hvad gør I?” Eller: ”Hvad er jeres erfaring?” Der er enormt meget sparring, og selv om jeg ikke følger med hos alle, så melder de tit ind.
Hvordan føles det at have det sammenhold og fællesskab?
– Jeg synes, det er fantastisk, særligt i den her tid, hvor man ikke ser nogen, så er det virkelig blevet til en virtuel mødregruppe, hvor man vender stort og småt.
– Det er jo rigtige mennesker, som man har med sig. Det er dejligt at have nogle at spejle sig i.
Har du manglet nogen at spejle dig i førhen?
– Ja, for otte år siden, da jeg oprettede en profil på Instagram, kunne jeg godt tænke: ”Roder de andre også? Er de også trætte? Kan de få dagen til at fungere uden kaffe?”
– Det ser ud, som om alle har haft en #stillemorgen – men det har de jo ikke. Man vælger selvfølgelig at vise det, man har lyst til. Vi behøver ikke alle sammen at dele vores hverdag for at vise det ægte.
Johanne Mygind
31 år. Selvstændig. Mor til Bille og Augusta.
Bor med sin kæreste, Jesper Søvndal, uden for Aarhus .
71.700 følgere på sin Instagram @nutidensmor
Hvad var responsen på de ting, du lagde op dengang i forhold til i dag?
– Dengang prøvede jeg at sætte tingene lidt på spidsen og sige ”husk nu, at det, du ser, det kan godt være, det er rigtigt, men det er også et poleret billede”.
– I 2014 var tendensen, at man skulle vise det meget pæne. Der gik jeg i en helt anden grøft og viste, at der overhovedet ikke er pænt hjemme hos mig.
– Responsen var virkelig god, men det gjorde også nogle forargede. For mig er der ikke den store overvejelse bag det, jeg lægger op.
– Jeg tænker ikke, om et billede vil performe godt, jeg lægger bare det ud, som jeg har lyst til.
Noor Yassin: ”Jeg følte, det var jordens undergang at sidde med min nyfødte dreng”
Hvor finder du inspiration til alle de ting, du lægger op?
– Jeg håber, at folk følger med, fordi de kan mærke, at der er en umiddelbarhed i mine opslag. Der er enormt mange seje kvinder og fædre, der popper frem, hvor man får et kig til deres hverdag. Det kan være svært at finde inspiration, når man bare gør sit som mor.
– Jeg lagde et billede op i weekenden, hvor jeg havde fået en lidt skrap kommentar fra en kvinde. Den havde summet i mig længe, den skulle ud uden at udstille hende. Opslaget skulle handle om, hvordan det føles at modtage noget, som ikke er gennemtænkt, inden man trykker send.
Hvordan håndterer du, at der er mange, der har en holdning til moderskabet?
– Jeg får sjældent nogle virkelig trælse kommentarer. Jeg skriver ofte: ”Hvad gør I hjemme hos jer?”, fordi der ikke er noget rigtigt svar.
– De skal tale pænt og respektere hinanden, men vi skal ikke gøre det på samme måde.