Jeg var stedmor for hans børn i ti år, så fandt han en ny. Hvordan bevarer jeg relationen til børnene?

Spørgsmål:

Jeg var i mange år gift med en mand, som jeg mødte relativt sent i livet. Vi fik aldrig fælles børn, men jeg blev som en ekstra mor for hans, selvom de ikke var helt små, da vi mødtes. Jeg havde et særligt tæt forhold til hans datter – vi plejede at shoppe, snakke om drenge og hygge os sammen.

Efter ti års ægteskab blev han forelsket i en anden kvinde, og vi blev skilt. Det gjorde ondt, og jeg trak mig i starten tilbage for at slikke sårene – og afbrød også kontakten til hans børn. Siden da har jeg ikke formået at genoprette det forhold, som jeg syntes var så fint. Det er blevet til en enkelt caféaftale i ny og næ med datteren. Sønnen ser jeg aldrig.

Da min eksmand døde, kun 60 år gammel, fik jeg ikke engang lov til at komme til begravelsen. Det føles som om en stor del af min livshistorie er blevet amputeret. Jeg vil gerne fortsat have dem i mit liv. Hvorfor har de det ikke på samme måde? Og hvad kan jeg gøre?

Svar:

Jeg kan virkelig godt forstå den følelse af amputation. Ti år er lang tid, og at miste flere nære relationer på én gang kan være meget svært at håndtere. Det er jo en stor sorg at miste det kærlighedsforhold, du havde, men som det ofte er ved skilsmisser, mister man også andre personer, der har været vigtige på forskellige måder. På en måde er det jo hele din familie, der pludselig ikke længere er der på samme naturlige måde. Risikoen for den slags tab er større, når man ikke har biologiske bånd til resten af familien.

Hvorfor børnene ikke føler det samme som dig, ved hverken du eller jeg. Men vi kan tale om nogle generelle overvejelser. Ét spørgsmål er, hvor lang tid der gik helt uden kontakt. I den situation, du var i, er det ikke mærkeligt, at det gjorde for ondt at være tæt på den, der havde forladt dig, og den nye kærlighed, der havde overtaget din plads. Det er fuldt forståeligt, at du havde brug for tid alene for at komme på benene igen. Men en længere pause kan også have fået børnene til at føle sig lidt forladt. De gik jo også igennem en separation.

En anden ting, jeg tænker på, er, hvordan du har nærmet dig dem. Jeg ved jo ikke, hvor gamle de er, men har du fortalt dem, hvorfor du havde brug for pausen? Har du sagt, at du holder af dem, savner dem og gerne vil have dem i dit liv på en eller anden måde? Har du spurgt dem, om det overhovedet kunne være muligt – og hvad det i så fald ville kræve? Når du har mødtes med datteren, hvad har jeres samtaler så handlet om?

Hvis vi to havde talt sammen, ville jeg spørge, hvad der er blevet sagt i de møder, I trods alt har haft. Har du forsøgt at nærme dig hende med nysgerrige spørgsmål og sjove minder fra jeres fælles tid? Eller er samtalen i højere grad kommet til at handle om det svære, hvor eventuelle negative holdninger til hendes fars handlinger kan være sivet ud? Sådanne ting kan jo være svære for hende at håndtere. Jeg gætter på, at du har fokuseret på det, der kunne styrke forbindelsen, men det er stadig godt at overveje disse ting, når man vil forsøge at genetablere en kontakt.

Under alle omstændigheder synes jeg, du kan prøve at nærme dig datteren, som trods alt tidligere har vist interesse for at mødes. Vis omsorg og nysgerrighed, og fortæl, at du gerne vil ses en gang imellem. Spørg, hvordan hun har det med det. Sæt ord på det, du har delt med mig – men uden at lægge skyld på hende eller presse noget frem. Hvis du ikke får noget gensvar, så handler det om at acceptere det. Måske har du brug for lidt hjælp til at afslutte det kapitel, sørge over det, der ikke blev, og komme videre i dit liv – med blikket rettet fremad mod andre potentielt gode relationer, du kan møde senere hen.

/Anna Bennich

Denne artikel blev først bragt hos MåBra, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.