"Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet donorbørn"

Da jeg var gravid første gang, sagde folk hele tiden: “Ej, hvor er du sej”. Men jeg følte mig overhovedet ikke sej. Jeg syntes, det var enormt følsomt at skulle være mor alene.

Jeg var 38 og blev gravid med Alma i første forsøg, så det gik meget hurtigere, end jeg havde regnet med.

Selv om det var mit største ønske, tænkte jeg også: “Fuck, så kan jeg ikke nå at finde en kæreste”. Det var en slags sorgproces, og jeg kunne først rigtig glæde mig, da jeg mærkede liv i maven.

Vejen til at begynde i fertilitetsbehandling var lang, for jeg blev ved med at udskyde det og gå på flere dates i håbet om at finde en far.

Jeg gjorde virkelig, hvad jeg kunne, men de mænd, jeg mødte, var ikke klar til at få børn, selv om de var jævnaldrende med mig.

Jeg er et søgende menneske…

både åndeligt og i forhold til mit ophav. Derfor betød det noget for mig at bruge en åben donor, så mine børn får ret til nogle informationer, når de bliver 18.

Mine piger har også altid haft andre børn omkring sig, de kunne spejle sig i. De har både gået i børnehave og klasse med børn, der er lavet efter samme model, og i vores opgang bor der seks børn, hvor fem af dem også er donorbørn.

Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet donorbørn. Det er lidt tarveligt over for dem, for de er helt almindelige børn. Det er jo mig, der har valgt at blive gravid på den måde.

Vi, der har fået børn alene…

er bevidste om det store ansvar, vi har påtaget os. Derfor kan man som enestående mor komme til at tænke, man skal gøre det endnu bedre end andre forældre.

Men det et det ultimative selvmål at være én forælder og tro, man skal gøre det dobbelt så godt. Det gik først op for mig, da jeg gik ned med stress.

Alma var fem år, og Maja var knap tre. Jeg arbejdede som karrierecoach i en A-kasse, og mit job krævede en masse overskud, som jeg manglede, når jeg kom hjem.

Jeg kunne sagtens smile og ordne alt det, jeg skulle, men der var meget tungt inden i mig. Jeg gik fra at være sådan en, der aldrig blev rigtig vred, til at kunne råbe ad mine børn, når de ikke ville lægge sig til at sove.

Efter et halvt års sygemelding ramte jeg først rigtigt bunden og sagde mit job op.

Jeg skulle lære at trække vejret helt ned i maven igen. Så jeg brugte min friværdi i lejligheden på masser af personlig udvikling og uddannelse for at blive selvstændig coach.

Jeg skulle lære…

at bede om hjælp. Da jeg første gang hørte udtrykket “det kræver en landsby at opfostre et barn”, sank det ligesom ind.

Jeg havde troet, at fordi jeg havde valgt at få børn alene, skulle jeg også kunne klare alting selv. Men der kommer ikke nogen og hjælper, uden at du spørger. Især ikke, hvis du altid forsøger at ligne en overskudsbutik.

Et af de vigtigste råd, jeg giver til andre mødre, der er alene, er at sætte sit hold. Dem, der er der for dig, når du får børn, er ikke altid dem, du troede, skulle være der.

Min egen familie bor i Vestjylland, og jeg bor i København, så naboer, babysittere og mine børns bonusbedstemor har været mit hold, når jeg har haft brug for en ekstra hånd.

Nu er pigerne blevet store…

og det gør selvfølgelig en forskel.

Jeg kan se, hvordan de er gået fra at være lidt forsigtige til at træde længere frem, og det fulgtes meget med, at jeg selv fik det bedre. Det er jeg stolt af.

Selv om det nogle gange er hårdt kun at være én forælder, har det også nogle kvaliteter. I et parforhold er man også to voksne, der kigger på hinanden, men vi er kun mig og pigerne, og det giver en anden nærhed.

Jeg er god til at gå ind i deres verden og lege og interessere mig for de ting, der optager dem. Hvad jeg ikke har set af TikToks og spillet af pizzaspil og roblox. Det nærvær værdsætter jeg virkelig ved vores familie.