Isabella og Moffe
Bofællesskab

Isabella bor med sin 96-årige morfar: "Vi vil bo sammen, så længe det overhovedet kan lade sig gøre"

23. december 2021
af Dorte Mosbæk
Foto: Simon Wittrup, privat
Kunne du bo sammen med dine bedsteforældre eller børnebørn? Flere har fået øjnene op for de mange fordele, der kan være ved et bofællesskab på tværs af generationer. Her kan du møde Isabella, der bor med sin morfar, som er 66 år ældre end hende.

Hver morgen ved ottetiden mødes 30-årige Isabella og hendes 96-årige morfar Svend Aage Jensen i deres fælles køkken til et stort morgenkram.

Sådan et af de der hjertelige, der sender lykkehormoner rundt i hele kroppen. Og så er dagen ellers i gang for de to, der med Isabellas ord lever en ”form for fælles pensionisttilværelse”.

For otte år siden flyttede Isabella ind hos ”Moffe”, som hun kalder ham. Hun manglede et sted at bo en måneds tid, og hans hus var blevet lidt tomt efter mormors død.

Win-win var det, og det er det stadig, for Isabella bor her endnu, og for to år siden flyttede også kæresten Simon, 30, ind.

– Jeg har altid brugt meget tid hos min mormor og morfar, men det er klart, at da min mormor ikke var her mere, skete der jo noget andet i den konstellation, og Moffe og mig skulle lære hinanden at kende på ny, fortæller Isabella.

De to fandt dog hurtigt ud af, at det fungerede godt at bo sammen, de havde meget at tale om og mange oplevelser, de havde lyst til at udforske sammen.

De besluttede sig for at fortsætte bofællesskabet, men selvfølgelig har det hele ændret sig lidt med årene.

– Da vi flyttede sammen, var jeg ude ad døren, inden Moffe stod op, så forskellen er nu, at vi lige får lov at se hinanden og høre, ”hvordan har du sovet”?

– Og “se, himlen er blå i dag-agtigt”. Det er da noget andet end at komme hjem, når solen er gået ned, og man er helt udkørt …

Familie

I starten kørte Moffe på 86 for eksempel Isabella på arbejde.

– Han hjalp mig mere, end jeg hjalp ham … og nu er det jo lidt anderledes, så nu hjælper jeg ham mere, siger Isabella.

Både Isabella og hendes kæreste arbejdede i mediebranchen, men blev som alle andre hjemsendt under corona, og de valgte at gå i isolation sammen med Moffe.

Da landet begyndte at åbne igen, men der stadig ikke var vaccineudrulning, valgte de begge at sige deres job op for ikke at tage nogen chancer med at få smittet deres ældre bofælle.

Isabella og Moffe

Isabella Alberte Hedeager, 30 år, journalist, bor sammen med sin kæreste Simon Vittrup, 30, videofotograf, og sin morfar Svend Aage Jensen ("Moffe"), 96, tidligere ingeniør, og hunden Gaia i morfars hus i Højbjerg ved Aarhus.

Isabella og Simon har Instagram-profilen @Isabellaalberte med knap 90.000 følgere – hvor de deler ud af deres rejser og oplevelser i hverdagen.

Isabella havde løbende fortalt om sit liv med Svend Aage på Instagram og i et par tv-indslag, og pludselig kom der mange følgere til, så det unge par besluttede at satse på at leve af at være såkaldt influencere.

De har stor succes, og knap 90.000 følger med i deres hverdag på deres Instagram-profil.

Vi siger det, som det er

Det gule murstenshus i Højbjerg har Svend Aage Jensen selv bygget i 1954, og det var i næsten 60 år rammen om hans liv med Isabellas mormor.

I dag er det opdelt med de to store stuer til Isabella og Simons private afdeling, og Moffe har et soveværelse og en tv-stue med løbebånd i det ene hjørne.

De har fælles bad og et lille køkken, hvor der lige kan klemmes tre ind om bordet. Her tilbringer Moffe en stor del af dagen med krydsogtværs og sin iPad – og er derudover frisk på at følge nærmest alle Isabella og Simons idéer.

– Han har virkelig ja-hatten på. Det har han nok altid haft, men potentialet i den er ikke helt blevet udnyttet … nu har vi fundet ud af sammen, hvad det kan føre til, siger Isabella med henvisning til den fire uger lange rejse til Tyskland og Italien i autocamper, som de alle tre tog på i sommerferien – og rejse nummer to gennem Østeuropa, til Balkan og Italien.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

At rejse, men selvfølgelig også at bo sammen med et menneske på 96 år, kræver noget helt særligt, selv om Isabella ikke gør det store nummer ud af det.

For hende er det bare naturligt at inddrage Moffe i hverdagens gøremål, men det kræver også, at man kan tale om de udfordringer, der kan være.

– Vi siger det, som det er – det er man lidt nødt til. Vi kan sagtens snakke om, hvad der f.eks. frustrerer os ved hinanden. Det er nogle ærlige snakke, man skal have en gang imellem, men det er ikke noget, der har skadet os, siger hun.

Moffe og Isabella

For Isabella og Simon er der også balancen i at være unge og friske og have lyst til at hjælpe, men med hvad og hvor meget?

– Moffe stiller ikke de store krav, men det er jo også vigtigt at kunne sige – ”ja, jeg kommer lige om et øjeblik”, så man ikke hele tiden selv er på spring, fordi der er et kodeord, der er skrevet forkert på iPad’en, eller Wordfeud driller, siger Isabella.

Hun har gjort sig tanker om fremtiden, og det er for eksempel SLET ikke til diskussion, at hun og Simon skulle finde et andet sted at bo.

– Jeg kunne ikke finde på at sige, nu smutter jeg ud for at realisere mig selv, for vi har jo erfaret, at vi godt kan bo sammen, og alle kan have det godt samtidig. Så nej, uha, jeg får det helt dårligt ved tanken. Det ville jeg slet ikke kunne leve med.

– Planen er, at vi vil bo sammen, så længe det OVERHOVEDET kan lade sig gøre, siger hun.

– Når man bor sammen, ved man godt, at det går lidt op og ned. Men fordi vi tager det stille og roligt, finder vi løsninger hen ad vejen, som gør det nemmere for alle at være i, især for Moffe.

Måske kommer der alligevel et tidspunkt, hvor det kan komme for tæt på at bo sammen med en ældre, der får behov for hjælp. Og den tanke har strejfet Isabella.

Bofællesskab

– Jeg kunne godt forestille mig, at vi ville arbejde på at bevare vores overskud, så det ikke bliver slidt op på praktiske opgaver. Men jeg kan også godt blive lidt bekymret for, om vores samfund har plads til det – om der kan være plads til, at vi både bor sammen, men også har brug for hjælp.

– Jeg kan jo se, hvor godt det er for Moffes helbred, at vi bor sammen, og derfor koster han ikke samfundet særligt meget, og sådan burde det jo være.

– Man kan måske gøre det muligt for pårørende at være der på en måde, hvor de ikke bliver slidt op eller mister gejsten helt.

Indtil videre er der dog ingen tegn på, at nogen mister gejsten – hverken ung eller gammel.

– Hvis man går ind i det med et positivt sind, så avler det så meget positivt, som jeg får energi af retur. Og hvis jeg går ud og spreder armene ud til et kæmpestort morgenkram, kan man jo ikke rigtig gå derfra og være i dårligt humør.

– Det er helt vildt, hvad det har gjort for vores forhold at have prioriteret og brugt tiden sammen på denne måde, siger Isabella.