Hvorfor er mit barn kræsent?
foto: Panthermedia
Kræsenhed ligger ikke i generne, men skyldes særlige oplevelser. Negative oplevelser, som man kæder sammen med lige præcis den mad, man spiste, mens det foregik. Sagt på en anden måde: Hjernen husker negative oplevelser med mad, og kroppen reagerer med kræsenhed. Det kan enten være negative oplevelser, der direkte skyldes en særlig slags mad, hvis man eksempelvis har spist en fordærvet pølse og undgår den slags fremover, eller hvis man er blevet tvunget til at spise en særlig slags mad. Men kræsenhed kan også skyldes en negativ oplevelse, der ikke har noget med maden at gøre. Det foregik blot samtidig med, at man spiste den pågældende mad.
Nogle siger, at de ikke kan lide fisk. Men det er en mærkelig udmelding, for smagen og konsistensen er vidt forskellig, alt efter hvilken slags fisk og hvilken tilberedning, der er tale om. Det handler måske mere om, at man er blevet presset til at spise fisk som barn.
At være kræsen defineres som at vælge en hel fødevaregruppe fra, og der er oftest tale om en mental blokering. Det hele foregår ubevidst, så den kræsne hjerne er stort set uimodtagelig over for logik og fornuft.
LÆS OGSÅ: 6 geniale forældretips: Få dit barn til at smage på maden
Sådan behandles kræsenhed
Behandling af kræsenhed består i at omprogrammere hjernen. Det kan man gøre ved at præsentere hjernen for den afskyede fødevare gentagne gange, og det skal foregå stille og roligt samt i større og større mængder. Det er selvfølgelig meget lettere, når man er voksen.